Hvordan vil du beskrive din tro?
Det vigtigste for mig i min tro er det helt elementære: at Jesus, Guds søn, er blevet korsfæstet, død og begravet, og at jeg har fået mine synder forladt.
En tekst, der beskriver mit forhold til troen, stammer fra Romerbrevet 13, 11: For nu er frelsen os nærmere, end da vi kom til tro.
I mit eget liv er der virkelig et før og et efter, jeg kom til troen. Det skete, da jeg var ung journalist på Kolding Folkeblad. Min redaktions-sekretær, Lau Jørgensen, sendte mig i 1958 ud for at lave et interview med en jødisk forfatter, George Berneby.
LÆS OGSÅ: Trafikulykke førte til præstegerning
Interviewet gik ikke så godt, og jeg havde svært ved at få hans opmærksomhed. På et tidspunkt kiggede han på mig og sagde: Jeg har noget at sige til dig, som ikke er til avisen, det er til dig personligt.
Han sad sammen med sin kone, Martha, og en fransk tolk, og jeg kunne se, at de alle var bevæget af noget. Han sagde: Jeg skal fortælle dig, at Jesus lever i dag. Og han gentog det: Han lever.
De ord gjorde så stort et indtryk på mig, at jeg troede på dem. Da han sagde det til mig, kom jeg til troen.
Jeg har nu 50 års erfaring med troen, og jeg ved, at han lever, og du kan komme i personlig kontakt med ham.
Før den dag var jeg som alle andre. Jeg fik min gymnasieuddannelse og studerede og levede mit liv, som andre gjorde. Jeg regnede ikke med Gud i mit liv og havde ikke et personligt forhold til Bibelen eller et fællesskab med kristne. Men efter omvendelsen er det blevet en hovedbestanddel i min tilværelse.
Efter omvendelsen var der ting, jeg levede i, som jeg vendte mig fra. Det er en nødvendig ingrediens for at komme til troen.
Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?
Hverken min far eller mor var kristne eller troende. Jeg kommer fra et hjem, hvor der aldrig blev talt om den slags ting, og det var et ukendt begreb at gå i kirke og tro på Gud.
Hvad har udfordret din tro?
Min familie og jeg har været ude ud på en lang færd. Vi blev tilskyndet af noget, der var større end os selv. Det er et ord, der er glemt i den danske ordbog, et ord, der ikke rigtigt eksisterer mere. Ordet kaldelse. Kaldelsen kom på mangfoldige måder og mangfoldige gange. Den fortalte, at jeg ikke skulle etablere mig i et hus, men skulle gå på landevejen. Og det realiserede vi.
Vi rejste lidt rundt i Danmark først og mødte andre, der havde samme syn. Til sidst var vi 25-30 mand, der i 1977 rejste af sted med en lille konvoj af cirkusvogne trukket af lastbiler. Vi havde en stor skolevogn med, hvor vi havde skole for børnene. På bagsiden af døren skrev vi med store bogstaver Pilgrims to Jerusalem.
Vi troede, at vi kunne gøre rejsen på tre måneder, men vi kom til Israel i 1995.
Vi rejste fra by til by og samlede forskellige kirkeledere og holdt kirke, især for kirkefremmede mennesker. Der blev holdt store vækkelsesmøder, og der var mange mennesker, der overgav deres liv til Kristus og fik en ny begyndelse.
Især, da vi rejste rundt i Bulgarien i 1989, var der mange mennesker, der samledes. Muren var endnu ikke faldet i Berlin, og vores møder blev meget stærkt bevogtet. I april 1989 havde vi stået på et kirketag i Varna i Bulgarien, fordi der ikke var plads til de mange mennesker. Vores budskab var let my people go. Men budskabet vakte myndighedernes mishag.
Jeg blev arresteret og holdt i forvaring, mens konvojen blev interneret. Efter et par dage blev jeg løsladt, fordi Poul Schlüter kom til landet, og statslederen ville nok vise, at de ikke fængslede folk fra hans land.
Under vores rejse fra Danmark gennem Europa til Israel havde vi ikke faste indtægter, og der var ikke nogen kirkeorganisation, som støttede os. Vi gik ud i troen.
Men aldrig gik børnene sultne i seng, og vi havde altid diesel nok til at køre videre. Det kan jeg kun se som et stort, langt mirakel.
Undervejs var min familie og jeg i mange situationer, hvor vi tænkte, nu må Gud gribe ind, for ellers sker der noget alvorligt.
Hver gang greb Gud ind. Det kunne være gennem andre mennesker, men også personer, hvis henvendelse ikke var fra denne verden, dukkede op. Vi kørte engang ind på en parkeringsplads. En bil kørte op til os, og en fremmed person i bilen kom op og stillede os spørgsmålet: Er I den højeste Guds tjenere?. Da vi svarede Ja, åbnede han bagenden af sin bil, hvor der lå nybagte brød, som vi kunne få. Så kørte han videre.
Vores ørkenkonvoj har stået samme sted i ørkenen de seneste 12 år, men her til morgen (den 2. december, red.) ringede min kone til mig og sagde, at vi skal flytte os inden den 9. februar 2014. Vi har været i den situation så mange gange, at vi ved, der kommer svar fra Gud.
Hvad har formet den tro, du har i dag?
Troen kommer ved at høre Guds ord. Når jeg læser de hellige skrifter og ser, hvilken time vi lever i, bliver de gamle profetiske skrifter levende for mig. Vi lever i de afsluttende tider.
Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?
Troen optager min fulde tid. Det, at jeg har en tro, farver hele mit liv. Dengang jeg ikke havde den tro og den livsanskuelse, jeg har i dag, havde jeg andre ting på min agenda. Som ung journalist kunne jeg ikke drømme om, at jeg skulle sidde i en ørken i gamle sigøjnervogne, eller at jeg skulle rejse land og rige rundt med et budskab om, at regeringen har overtrådt deres myndighed, når de tillader vielse af homoseksuelle i kirken.
Hvem er et forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?
Der er mange skikkelser i kirkehistorien, der aftvinger beundring. Det er skikkelser, som har udført vanskelige opgaver og har levet helhjertet for Gud.
Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?
Der er ikke et bestemt ord eller sætning. Som ung mand rejste jeg i Danmark sammen med en britisk evangelist, Denis Clark, som jeg oversatte for. Det, han forkyndte, gjorde et dybt indtryk på mig og prægede mig dybt i min tro og i det, jeg betragter som mine kristne værdier. Det var hele hans måde at leve på og tage sig tid til bøn og læse i Bibelen, hele hans forkyndelse og hans iver.