Prøv avisen

Jordan opruster i kampen om turisterne ved Jesu dåbssted

Turister har travlt med at fotografere, mens ortodokse kristne en efter en lader sig velsigne i Jordanfloden på det sted, hvor Jesus efter sigende blev døbt. – Alle fotos: Julie Høgholm.

Der er investeret flere penge i nye faciliteter det sted ved Jordanfloden, hvor Jesus blev døbt, efter at Unesco har anerkendt det som bevaringsværdigt. Men der skal mere end nybyggeri til, hvis stedets eksistens skal bevares. For floden er de senere år svundet kraftigt ind

Varmen vælter ind over dem, idet de myldrer ud af de afkølede, jordanske turistbusser. Nogle bærer forventningsfuldt på nyindkøbte, hvide klæder, men flest har blot spejlreflekskameraer og navneskilte om halsen. Alle har de retning mod det samme sted ved Jordanfloden, hvor Jesus efter sigende blev døbt.

Hvert år rejser flere end en halv million turister og pilgrimme til dåbsstedet, der befinder sig på grænsen mellem Jordan og Israel. Traditionelt har flest besøgt det hellige sted fra den israelske side af bredden, men efter at Unesco i 2015 udnævnte Al-Maghtas (arabisk for ”dåbsstedet”) i Jordan som verdenskulturarv, er den jordanske side gået offensivt ind i kampen om turisterne. En planlagt pilgrimsby skal vokse frem med nye bygninger som et konferencecenter, hotel og flere kirker.

På den grusbelagte, skyggeoverdækkede gangsti, der hver dag fører turisthorderne og de mange kristne pilgrimme mod deres slutmål, gør en guide sammen med en håndfuld turister holdt og beder dem tage et kig på floden ved siden af dem.

”Her,” peger han og tegner med strakt arm et langsomt S med sin finger. ”Her ser I, hvad der er tilbage af Jordanfloden. For få årtier siden var floden mere end 30 meter bred på netop dette punkt.”

Turisterne stikker forbavsede hovederne ud over rækværket for at danne sig et overblik over buskadset under sig, hvor et lille vandløb ganske rigtigt snegler sig sløvt gennem det vildtvoksende græs. I mudderhullet kan man desuden se en mager plasticslange, der med møje og besvær forsøger at pumpe vandet videre i vandsystemet.

Det er rovdrift og tørke, der har udpint floden. Jordan, Syrien og Israel har i mange årtier konkurreret om at udnytte vandressourcerne til egne formål med dæmninger, og da Israel i 1964 iværksatte et ferskvandsprojekt, der bestod i at pumpe flere millioner kubikmeter vand væk fra økosystemet årligt, blev floden sat på endnu en prøve. Øjensynligt en alt for omfattende en af slagsen. Miljøforskere og grønne græsrodsorganisationer har i årevis advaret mod den massive vandforurening i Jordanfloden, og flere har kaldt det direkte sundhedsskadeligt at bade i vandet.

Længere fremme trasker de tilrejsende forbi reminiscenserne af kirker, kapeller, dåbsbassiner og et kloster tilbage fra byzantinsk tid. Det er blandt andre disse bygninger, der fik Unesco til at deklarere området bevaringsværdigt i 2015. Også her omsluttede brusende vand for få år siden de hellige bygningsrester, men i dag ligger området fuldstændig tørlagt.

Egentlig er der ikke nogen, der ved med sikkerhed, hvor Jesus blev døbt. For i de fire evangelier opridses begivenheden med varierende detaljer. Alle evangelister er dog enige om, at Jesus blev døbt i Jordanflodens vand af Johannes Døberen, da han var omkring de 30 år.

At dømme efter placeringen af de hellige bygningsværker, som turisterne i Jordan i dag stadig kan opleve, og de fundne spor af bebyggelse fra omkring Jesu tid har man alligevel udnævnt det sted på floden, hvor dåben må have foregået. Og det har både Israel og Jordan gennem tiden nydt godt af. På det udpegede sted er der nemlig stadig nok vand til at dyppe hele kroppen. Her er floden opdelt på midten med et reb, som dem, der opdeler svømmehallers bassiner i baner. Dette skal markere grænsen mellem de to lande.

På den modsatte side ligger Qasr el Yahud (arabisk for ”Jødernes Borg”), der er det israelsk-kontrollerede dåbssted. Her er ligeledes stuvende fyldt af turister og pilgrimme.

To jordanske soldater sidder på dåbsstedets skyggeoverdækkede veranda overskrævs på en træbænk og følger flittigt turisterne med øjnene for at sikre sig, at ingen finder på at krydse den tydeligt optegnede landegrænse. Lignende overvågning finder sted på den israelske side.

Det er en broget skare, der har indfundet sig på de to bredder. For udenforstående kunne det ligne en form for sportsstævne. Nogle tager billeder af handlingerne i vandet, andre fotograferer den modsatte bred, hvor turister ser tilbage gennem deres kameralinser.

På den israelske side står der hele grupper af mennesker i deres hvide klæder og træder på skift ned i vandet. Der er ingen tvivl om, at det stadig er fra den side, at flest besøger det hellige sted. De synger Lewis E. Jones’ salme ”There is Power in the Blood”, mens de en efter en træder ned for at blive døbt i det hellige vand, og caribiske Ramona Pracejus, der godt nok står på den jordanske side af floden, stemmer forventningsfuldt i. Hun bliver glad ved tanken om alle dem, der i dag er samlet på dette sted.

”Det er en stor gave at blive velsignet i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn i det samme vand, som Jesus blev døbt i,” siger Ramona Pracejus, der netop har gennemgået selvsamme ritual.

For Ramona Pracejus er det symbolske ved handlingen altafgørende. Også selvom flodens vand måske er mere grumset og stillestående, end det var på Jesu tid. For man må blot glædes over muligheden for at være her i dag, bemærker hun.

I dag er bassinerne omkring de gamle ruiner af kirker, kloster og kapeller ved Jesu dåbssted fuldstændig drænet for vand.
Hvert år rejser flere end en halv million turister og pilgrimme til dåbsstedet, der befinder sig på grænsen mellem Jordan og Israel.
Ramona Pracejus fra Caribien er taget til Jordan sammen med sin mand for at besøge Jesu dåbssted og blive gendøbt i det hellige vand.