Prøv avisen

Jordnær arbejdersøn leder nu tyske protestanter

Nikolaus Schneider er blevet ny førstemand i Tysklands evangeliske kirke med mere end 24 millioner medlemmer. På en uheldig baggrund: Hans forgænger, Margot Kässmann, valgte at træde tilbage efter at have kørt spritkørsel. -- Foto: Micheala Rehle.

Den evangeliske kirke i Tyskland vil med Nikolaus Schneider i front også fremover præge den offentlige debat

Efter nogle urolige dage har den evangeliske kirkes råd i Tyskland holdt møde i weekenden og givet sin officielle støtte til, at Nikolaus Schneider overtager posten som fungerende formand for rådet. Han efterfølger Margot Kässmann, der i sidste uge var trådt tilbage på grund af spritkørsel. Hermed står det fast, at Nikolaus Schneider vil være stedfortrædende formand frem til november, hvor den evangeliske kirkes synode skal vælge en ny rådsformand.

Den evangeliske kirke i Tyskland (EKD) er et forbund bestående af flere forskellige protestantiske kirker, for eksempel lutherske og calvinistiske – også kaldet reformerte – kirker. Nikolaus Schneider er "präses", det vil sige både biskop og førstemand for den evangeliske kirke i Rheinland, der er en såkaldt unieret kirke, hvor calvinismen og lutherdommen er slået sammen.

Nikolaus Schneider vil fortsat være leder af sin egen kirke i Rheinland, nu hvor han også har overtaget ledelsen af forbundet EKD.

Han betegnes af mange som en rolig, jordnær og fornuftig natur, der lægger vægt på socialetik.

Margot Kässmann prægede som leder af EKD den offentlige debat i de tyske medier. For eksempel satte hun for nogle uger siden en helt ny debat i gang om tyske troppers tilstedeværelse i Afghanistan, og hun kritiserede også heftigt den tyske udenrigsminister, Guido Westerwelle, og kaldte ham realitetsfjern, da han beskyldte bistandsmodtagere for ikke at ville arbejde.

Nikolaus Schneider har allerede understreget i flere interview, at han deler Margot Kässmanns holdninger på disse to områder, og at han også vil sørge for, at kirken fremover markerer sig i den offentlige debat.

Allerede som formand for kirken i Rheinland er det lykkedes Nikolaus Schneider at skabe opmærksomhed omkring sine holdninger over for Tysklands muslimer.

Ligesom den tidligere leder af EKD, Wolfgang Huber, kræver Nikolaus Schneider, at de muslimske menigheder bekender sig klart og tydeligt til det tyske demokratis grundværdier, før de opnår samme status og rettigheder som de kristne trossamfund i landet. Han har også opfordret muslimerne til at vise mere mådeholdenhed, når de vil bygge store moskéer.

Hvis blot Nikolaus Schneider undgår store skandaler frem til november måned, så vil han ifølge avisen Süddeutsche Zeitung have gode chancer for at blive valgt til at lede EKD de kommende seks år.

Det samme mener formanden for den evangeliske synode, Katrin Göring Eckardt.

– Jeg vil personligt glæde mig meget, hvis samarbejdet med Nikolaus Schneider fortsætter også efter november, siger hun til avisen Die Welt.

Mange personer i kirkens råd deler denne holdning, blandt andre Bayerns landsbiskop, Johannes Friedrich.

Nikolaus Schneider er søn af en stålarbejder. Han er født og opvokset i industriområdet Ruhr og er præget af stålindustrien og arbejderbevægelsen. I 1980'erne demonstrerede han sammen med stålarbejderne for bevarelsen af deres arbejdspladser.

Den største tragedie oplevede han i 2005, da den yngste af hans tre døtre døde af leukæmi. Senere hen har han været i stand til at glæde sig over, at de to sidste år med datteren var meget intense, og han siger, at de har styrket ham i hans gudstro.

Selv har han aldrig haft ambitioner om at blive leder af Tysklands protestanter. Da Margot Kässmann gik af, forsøgte han at overtale hende til at blive som leder af EKD og kalder dagen, hvor han overtog hendes stilling for en "meget sørgelig dag".

– Jeg har ingen karriereplaner, understreger han også nu, når journalister sprøger ham, om han vil kæmpe om posten som leder af EKD's råd i november måned. Alligevel lader han skinne igennem, at han er parat til at tage de udfordringer, som livet og den evangeliske synode måtte have lyst til at stille ham.

Dersom synoden bestemmer, at han skal fortsætte som leder af rådet efter november dette år, vil det kuldkaste alle Nikolaus Schneiders planer; han havde nemlig forestillet sig at gå på pension i 2013.

dachs@kristeligt-dagblad.dk