En 125 år gammel mediedebat er de seneste uger dukket op i Kristeligt Dagblad igen. Debatten handler om mediernes dækning af den drukneulykke i 1893, der kostede 49 fiskere livet. 26 af disse var fra det lille vækkelsesprægede samfund Harboøre i Vestjylland, hvor 14 af de druknede blev begravet den 27. november 1893.
Det var i sagens natur en stor tragedie, der fik hele landets opmærksomhed. Der blev oprettet landsindsamlinger til de efterladte af blandt andre prinsesse Marie og Politiken, og aviserne sendte deres journalister den lange vej fra København til Harboøre. I løbet af dagene efter ulykken og begravelsen fik flere journalister tegnet et stærkt negativt billede af de vakte, såkaldt hellige i Harboøre og deres præster.
Den fremstilling blev kritiseret fra første øjeblik og har været debatteret lige siden. Senest i bogen ”Himmel og Hav og Harboør – Drukneulykken 1893”, hvor forfatteren Jens Kristian Lings argumenterer for, at de københavnske journalister var farvet og styret af åndelig modvilje mod Indre Mission. Han mener derfor, at man skal huske sin kritiske sans, når man læser artiklerne fra 1893 – især dem fra Politikens udsendte, Henrik Cavling.
”Man kan selvfølgelig tage nogle af artiklerne for gode varer. Henrik Cavling var en dygtig journalist og skrev mange fine beskrivelser af de sørgende mennesker, som han mødte i Harboøre. Det tror jeg ikke, han har løjet om. Men man kan ikke stole på ham, når det gælder de kritiske skildringer af de ’hellige’ og af præsterne,” siger han.
Som eksempel nævner han en vejrbeskrivelse fra Politikens reportage fra begravelsen. Her beskrev journalisten et voldsomt uvejr med storm og hagl, der efter sigende skulle være opstået umiddelbart efter en af præsternes tale ved fællesgraven. Et andet landsdækkende medie meldte også om uvejr, mens der ikke var meldinger om storm i nogen af de andre aviser. Berlingske Tidende skrev derimod, at der var stille vejr på begravelsesdagen.
Jens Kristian Lings undrede sig over denne uoverensstemmelse og kontaktede derfor Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), der kunne oplyse, at der den 27. november 1893 ikke var tale om mere end en mild brise i Harboøre.
”Cavling og de andre københavnerjournalister har formentlig været inspireret af en nyudgiven artikel i tidsskriftet ’Taarnet’ redigeret af digteren Johannes Jørgensen. Artiklen handler om symbolisme og om, hvordan vejr- og miljøbeskrivelser er billeder på en sjælstilstand. Her ville man måske give læseren et billede af præstens tale som tordnende og ukærlig. Læserne troede, at vejrbeskrivelsen var sand,” siger han.
Det er nærliggende at tænke den tanke, at journalisten har digtet sig frem til det uvejr, mener Sven Ove Gade, der har skrevet bogen ”Journalisten. En biografi om Henrik Cavling”.
”Cavling var et naturtalent som journalist. Men journalistikken var noget helt andet dengang, end den er i dag, og derfor kan man ikke i enhver henseende betegne hans skildringer af Harboøre som troværdige. Han dyrkede en form for journalistik, der var uhyre udbredt dengang, hvor journalisten ikke bare rapporterede, men også kommenterede begivenhederne,” siger Sven Ove Gade, der har arbejdet mange år i den danske presse, blandt andet som chefredaktør for Ekstra Bladet i 24 år.
Han tilføjer, at der er flere kendte eksempler på, at Henrik Cavling har opfundet detaljer i sine medrivende reportager. Men ikke af ond vilje.
”Han var vældig god til at sætte ting sammen, men han gjorde det ikke for at bedrage. Han mente, at den forestillede verden og dens virkemidler kunne give et bedre billede af virkeligheden. Det betyder, at han ikke altid er troværdig ud fra nutidens målestok,” siger han.
Professor i kirkehistorie Kurt E. Larsen fra Menighedsfakultetet i Aarhus mener heller ikke, at Henrik Cavlings skildringer er fuldt ud troværdige. Han hæfter sig særligt ved, at de lokale harboøreboere i flere artikler blev beskrevet som umyndige stakler, der var ofre for intolerante præsters teologi. Det var ikke tilfældet, mener professoren.
”Modsat mange andre steder var vækkelsen i Harboøre præget af selvstændige lægfolk. Det var en gruppe, der i høj grad vidste, hvad de ville have, og derfor er det helt ved siden af, når de bliver fremstillet som undertrykte kvæg,” siger han og tilføjer, at den omdiskuterede præst Carl Moe slet ikke tilhørte Indre Mission, da han kom til Harboøre.
”Han blev først missionsmand efter mødet med de selvstændige fiskere i Harboøre. Som præst var han meget populær, hvilket jo også kom til udtryk i, at han blev inviteret tilbage for at holde begravelsestale i 1893, hvor han var flyttet til et nyt embede. Det strider mod nogle avisers fremstilling af de lokale som prisgivne ofre for deres præsters teologi,” siger han.
Ifølge Kurt E. Larsen havde medierne dog ret i, at Carl Moes tale ved begravelsen var yderliggående, idet han kommenterede de druknedes tro eller mangel på samme. Det ville bevægelsens daværende formand Vilhelm Beck ikke have gjort.
”Også Vilhelm Beck ville dog fastholde, at der fandtes både frelse og fortabelse som udgange på livet. Og hvis det var ham, der havde holdt talen ved graven, ville den formentlig møde lige så stor modvilje. Selvom Beck ikke udtrykte sig som Moe, ville kulturkløften mellem en klassisk kristen teologi og en gryende kulturradikalisme være så stor, at det næsten var uundgåeligt med en konflikt i medierne,” siger han.
Drukneulykken i Harboøre er af andre blevet beskrevet som et PR-mareridt for Indre Mission, der stadig præger bevægelsen i dag. Også Kurt E. Larsen mener, at begivenheden var skelsættende.
”For Indre Mission og dansk kirkeliv fik Harboøre-sagen stor betydning for eftertiden. Den kritik, Indre Mission mødte fra andre kirkelige retninger, betød, at man i tiden derefter var mere tilbøjelig til at gå enegang, end man havde været tidligere. Det styrkede tendensen til at drive egne hoteller, egne skoler, egen avis. På den måde styrkedes retningsopdelingen i folkekirken, hvad der fik stor betydning i det næste halve århundrede,” siger han.