Joy Mogensen endte som folkekirkens usynlige pedel

Optimismen var til at få øje på, da Joy Mogensen trådte til som kirke- og kulturminister i 2019. Men hun indfriede ikke sine løfter, vurderer flere iagttagere, efter hun har overdraget posten til Ane Halsboe-Jørgensen

Da den nu afgående kirkeminister skulle definere sin rolle for to år siden, sagde hun, at hun gerne ville være den "synlige pedel".
Da den nu afgående kirkeminister skulle definere sin rolle for to år siden, sagde hun, at hun gerne ville være den "synlige pedel". . Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Der var udbredt optimisme i kirkelige kredse, da socialdemokratiske Joy Mogensen i 2019 blev plukket fra borgmesterstolen i Roskilde og placeret i Kirkeministeriet. Dengang var hun kendt som en synlig og lyttende politiker:

”I Roskilde har hun været en synlig borgmester og dermed tilgængelig og til at få i tale. Den linje tror og håber jeg, hun vil videreføre som minister,” udtalte domprovst i Roskilde Anne-Sophie Olander Christiansen.

Godt to år efter hendes tiltrædelse, hvor hun har været kritiseret for at være en usynlig og fraværende kirkeminister, er indtrykket et andet i kirken. For eksempel hos formanden for Præsteforeningen, Per Bucholdt Andreasen:

”Det er den minister, som jeg har haft absolut mindst at gøre med i de 12-13 år, jeg har siddet som formand for Præsteforeningen. Der har selvfølgelig været en pandemi, men det er ikke det hele, der kan tilskrives corona. Alt for meget i folkekirken har været på standby. Vi fik aldrig snakket om det, der lå os på sinde, nemlig præstemangel, præstebevilling, arbejdsmiljø og så videre. Og det er da vigtigt at have en minister, der engagerer sig og orienterer sig,” siger Per Bucholdt Andreasen.

Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen, hæfter sig også ved, at Joy Mogensens tid som kirkeminister var præget af coronapandemi:

”Det har ikke været nemme år for hende, hverken med coronapandemien eller med de politiske opgaver, hun blev stillet. Loven om tvangsoversættelser var for eksempel en meget utaknemmelig opgave, som jeg er lykkelig for er udskudt og forhåbentlig også henlagt. Det har givet Danmark et rigtig dårligt image,” siger Peter Skov-Jakobsen, som også er ærgerlig over, at kirkeministeren nedlagde det såkaldte migrantudvalg. Han håber på et godt samarbejde med den nye kirkeminister, Ane HalsboeJørgensen:

”Jeg håber, at vi kan genoptage det arbejde, som vi kom så langt med i migrantudvalget, blandt andet det dobbelte medlemskab. Og jeg glæder mig til at gå i dialog med den nye minister om mange af de andre ting, der optager folkekirken, som klima og arbejdsmiljø,” siger Peter Skov-Jakobsen.

Mange af Joy Mogensens problemer bunder i den rolle, hun indtog som kirkeminister, vurderer Rasmus H.C. Dreyer, sognepræst på Agersø og Omø ved Sjælland og ph.d. i kirkehistorie:

”Vi har tidligere haft kirkeministre, som havde en rigtig god forståelse for folkekirken og dens indretning. Nogle var endda teologer, som for eksempel socialdemokraten Bodil Koch og Venstres Tove Fergo. De kunne godt skabe ballade ved at have meget faste holdninger til kirken, men de var i det mindste markante kirkeministre,” siger Rasmus H.C. Dreyer og peger på, at Joy Mogensen snarere ønskede at være kirkeminister, som Bertel Haarder (V) var det:

”Bertel Haarder var som en klassisk socialdemokratisk kirkeminister, der i vid udstrækning lod folkekirken være i fred og kun greb ind, når det var nødvendigt. Bertel Haarder var den første til at bruge udtrykket, at kirkeministeren var folkekirkens pedel,” siger Rasmus H.C. Dreyer.

Det var også denne metafor, Joy Mogensen selv benyttede, da hun skulle definere sin rolle som kirkeminister:

”Der er den usynlige pedel, der går og fejer og vasker trappen, mens alle andre i opgangen sover. Men der er også den synlige pedel, der sætter sedler op i opgangen og inviterer til sommerfest eller fælles arbejdsdag og fremhæver det gode initiativ, de har taget oppe på tredje sal til højre. Det er mere den slags pedel, jeg gerne vil være,” udtalte Joy Mogensen til Kristeligt Dagblad i juli 2019.

Men ifølge teologiprofessor på Aarhus Universitet Peter Lodberg levede hun ikke op til sin egen ambition om at være en synlig og intiativrig pedel:

”Hun meldte tidligt ud, at hun var meget optaget af grøn kirke, hvilket var nye toner fra en kirkeminister. Men der er ikke sket meget. Hun har enten ikke haft overskuddet eller viljen til at få gjort noget ved det. Og der synes jeg ikke kun, at coronakrisen kan være undskyldningen. Der har været tid nok,” siger Peter Lodberg, som også savnede, at kirkeministeren definerede den rolle, som folkekirken skulle spille i samfundet:

”En pedel skal jo også holde noget ved lige. Joy Mogensen blev for inaktiv som minister. De gode idéer blev aldrig til noget,” siger Peter Lodberg.

Fraværet af ambitioner gjorde i stedet, at coronakrisen fik lov til at overskygge hendes ministertid, mener professoren:

”I sin håndtering af den virkede hun usikker og usynlig. Det er ikke godt, når man har at gøre med noget så decentralt som folkekirken. Der skal man have en sikker hånd, og det oplevede jeg ikke, at hun havde. Hun var ikke stærk nok til at stå frem og forklare, hvorfor der var restriktioner. Hun fik skylden for den manglende kommunikation i folkekirken, og jeg tror, mange har oplevet hende som en svag minister på de indre linjer,” siger Peter Lodberg, der dog mener, at hun har haft en succes som kirkeminister:

”Hun fik gennemført paragraf 1a-ordningen, som gør det muligt, at personer med en kandidatgrad i andet end teologi kan søge præstestillinger. Der fik hun landet en bred politisk aftale, og det skal hun have kredit for,” siger Peter Lodberg.

Rasmus H.C. Dreyer mener også, at hun mislykkedes i rollen som pedel, fordi hun var for usynlig, når det gjaldt:

”Strategien virkede under debatten om gudstjenesteformer. Her lod hun folkekirken løse sine problemer selv. Men den virkede ikke under corona. Og havde det ikke været for corona, så var hun nok blevet glemt hurtigt igen. Det blev hendes eftermæle,” siger Rasmus H.C. Dreyer.