Prøv avisen

Julepynt i butikker er tømt for kristendom

Landets største supermarkedskæder sælger stort set intet julepynt med kristent indhold. Foto: .

Landets største supermarkedskæder sælger stort set intet julepynt med kristent indhold. Butikkerne bør indstille sig på at vende tilbage til den religiøse pynt, mener trendforsker

Man kommer på lidt af en detektivopgave, hvis man ønsker at pynte hjemmet med juleevangeliets hyrder, engle og det lille Jesusbarn i krybben. Danmarks største supermarkedskæder har nemlig pillet næsten alt kristent indhold ud af deres julepynt. I stedet er det kugler, nisser og Coca Colas røde julemand, der dominerer hylderne.

I Kirke Saaby og Kisserup Sogne på Midtsjælland har menighedsråd og præst taget sagen i egen hånd. For at spare de lokale for besværet med at lede efter kristent julepynt sælges det hvert år fra en stor julebod i kirkens våbenhus. Egentlig havde kirkens præst, Poul Joachim Stender, opgivet boden i år efter at være gået forgæves i seks store dagligvarebutikker og isenkræmmere. Menighedsrådet gik siden på jagt og fik skrabet nogle engle og Jomfru Maria-figurer sammen. Men det bliver sværere og sværere, synes præsten.

Jeg harmes hvert år over, at jeg skal kæmpe for at finde kristent julepynt. Der er ikke noget galt med nisser, men der er noget galt, når man ikke længere kan se nogen steder, hvorfor vi egentlig fejrer jul. Det gør vi, fordi Gud kom til os og blev menneske i form af Jesusbarnet. Julen eksploderer i politisk korrekt glimmer og kugler og sølvisbjørne, men der er da langt mere dybde og fortælling i krybben, hyrderne og Jesusbarnet, siger Poul Joachim Stender og tilføjer:

LÆS OGSÅ: Designerjul med Georg Jensen

Jeg tror heller ikke på, at der ikke er salg i det. Vores bod bliver udsolgt omgående.

Butikkerne bør indstille sig på at fylde mere religiøs julepynt på hylderne. Det vurderer Anne Holten Lindholm, trendforsker i firmaet Firstmove, som undersøger nye tendenser i samfundet.

Jeg tror, vi vil opleve en modreaktion efter det næsten religiøse fokus på miljø og ansvarlighed, som har været her en del år. Folk vil nok vende tilbage til gamle dyder og traditioner omkring julen og søge det, man forstår som det oprindelige. Det betyder, at der vil være interesse for og salg i den religiøse julepynt, der opfattes som mere autentisk end for eksempel lilla glaskugler, siger hun.

Ifølge supermarkederne gør man sig ingen overvejelser om, hvorvidt pynten er religiøs eller ej man forholder sig alene til modebilledet. Det siger Jens Juul Nielsen, informationsdirektør i Coop Danmark A/S, som driver kæderne Kvickly, SuperBrugsen, DagliBrugsen, Fakta og Irma.

Vi sælger nogle forskellige engle i Kvickly både som lyskæder og figurer men vi har ikke hyrder, krybber eller Jesusbarnet. Vi sælger det, vores kunder ønsker at købe, og der har ikke været salg i den slags pynt i en del år, så vi mener ikke, at vi kan sælge det. Men der er nogle, der siger, at krybberne og de religiøse ting kan være på vej tilbage. Så kan det være, at vi begynder at sælge dem, siger han.

Supermarkederne Føtex, Bilka og Netto sælger heller ingen religiøs pynt ud over en Jomfru Maria-figur i Netto i den første uge af december. Også her lyder det, at der ikke er salg i den kristne pynt.

Nisser og julemænd har ikke altid fyldt så meget, men har gradvist fortrængt den religiøse pynt. Det bekræfter Inge Adriansen, museumsinspektør ved Museum Sønderjylland og adjungeret professor i kulturhistorie med speciale i livets højtider. Tager man til Tyskland, ser man mange flere julekrybber også i det offentlige rum.

Der har været mere religiøs julepynt tidligere, Familiejournalen lancerede for eksempel en folde ud-krybbe i 1921, men vi har faktisk ikke haft overvældende megen religiøst julepynt gennem tiden. I Danmark har julen traditionelt knyttet sig mere til familie og hjem end til det religiøse. Måske fordi julegilde i hjemmene er en ældgammel folkelig tradition, som kom til længe før kristendommen, og som har meget lidt med kristendom at gøre, siger hun.