Prøv avisen

”Juridisk set er der altid et men”

”Danmark har over de seneste årtier udviklet sig til et stadigt mere multireligiøst og multikulturelt samfund, som kræver mere af os alle hver især i forhold til at kunne leve fredeligt sammen. Det er vi også som samfund nødt til at forholde os til juridisk,” siger Straffelovrådets formand og præsident for Østre Landsret Bent Carlsen. Foto: Leif Tuxen

Straffelovrådets udtalelse om blasfemiparagraffen er både blevet rost og kritiseret. Men forbuddet mod bestemte forhånelser er med til at understøtte vores muligheder for at leve sammen i et fredeligt samfund, siger formand for Straffelovrådet og præsident for Østre Landsret Bent Carlsen

Men. Det hører til værdidebattens mest udskældte ord. Har man sagt ”ytringsfrihed, men...” har man i følge en lang række fremtrædende debattører og meningsdannere underlagt sig terroristernes voldsregime.

Spørger man derimod Østre Landsrets præsident, Bent Carlsen, er afvejningen af netop dette ”men” omdrejningspunktet for al juridisk dømmekraft - og straffelovens opgave løbende at fastlægge karakteren og størrelsen af det men, som altid vil opstå, når to modsatrettede rettigheder støder sammen: ytringsfrihed over for æres-krænkelser, retten til ligebehandling over for fri religionsudøvelse og så videre.

Som formand for Straffe-lovrådet har Bent Carlsen stået i spidsen for den udtalelse, som for to uger siden fik regeringen til at fastholde straffelovens omstridte paragraf 140 - blasfemiparagraffen. Netop hjemkommet fra USA, hvor han opholdt sig, da rapporten blev offentliggjort, har Kristeligt Dagblad sat formanden stævne for at udfolde baggrunden for Straffelovrådets udtalelse, som både er blevet kritiseret for at holde hånden under en utidssvarende paragraf, der begrænser ytringsfriheden, og rost for at føje nye aspekter til forståelsen af blasfemibestemmelsens funktion. Selv lægger Bent Carlsen vægt på, at Straffelovrådets udtalelse er et forsøg på at afbalancere de mange forskellige hensyn, som selv en lille, sjældent anvendt paragraf kan give anledning til.

”Ytringsfriheden er ikke den eneste rettighed, som skal beskyttes i straffeloven. Og flere andre rettigheder rummer modsatte hensyn. I tilfældet med blasfemiparagraffen er det blandt andet hensynet til religionsfriheden, forhold omkring mindretalsbeskyttelse og ikke mindst hensynet til den offentlige ro og orden, som spiller ind. Derfor er vi også gået til opgaven med stor forsigtighed. Men vi peger samlet set på, at en ophævelse vil efterlade et hul, hvor det ikke længere vil være muligt for staten at kriminalisere og dermed gribe ind over for offentlige afbrændinger af Koranen eller Bibelen. I sidste ende er det en politisk beslutning, om man vil ophæve paragraffen, men strafferetligt har den altså en rolle at spille,” siger Bent Carlsen.

Han nævner etkonkret eksempel på et grænsetilfælde fra Canada, hvor en jødisk rabbiner nægtede at indlede en gudstjeneste, før der var 10 mænd til stede; der var ni mænd og en kvinde i synagogen. Der findes, påpeger Carlsen, gode juridiske argumenter for at rejse en sag, men også for at lade være. Juridisk er det religionsfriheden, som støder sammen med retten til ligebehandling.

”Der er ingen nemme svar, men i et multikulturelt samfund som det canadiske, som ofte skal afveje hensyn til forskellige mindretal, vil man ofte benytte sig af en pragmatisk tilgang. Let sleeping dogs lie, som det hedder.”

På dansk bliver det noget i retning af ikke at vække en slumrende løve. Eller at vælge sine kampe med omhu. Han indrømmer gerne, at meget i et moderne, sekulært samfund som det danske taler imod en paragraf, som beskytter hellige skrifter og religiøse følelser. Og havde man set på bestemmelsen for 40 år siden, var den formentlig blevet afskaffet. Så enkelt er det bare ikke længere, siger Bent Carlsen.

”Danmark har over de seneste årtier udviklet sig til et stadigt mere multireligiøst og multikulturelt samfund, som kræver mere af os alle hver især i forhold til at kunne leve fredeligt sammen. Det er vi også som samfund nødt til at forholde os til juridisk, og det ser man i europæisk sammenhæng blandt andet i et stigende fokus på mindretalsbeskyttelse. Det er en stadig mere kompleks opgave for de enkelte europæiske stater at beskytte mindretal mod flertallets overgreb.”

Andre vil hævde, at flertallet dermed ligger under for bestemte mindretals trusler om vold. At vold virker?

”Jo, men vold og trusler om vold er også kriminaliseret i straffeloven, og det er bestemt også samfundets opgave at beskytte forhåneren. Men for domstolene vil det altid være en konkret afvejning, hvor langt man skal gå i forsvaret for ytringsfriheden. Det er langt, men der er en grænse et sted,” siger Bent Carlsen.

”Skal man eksempelvis som samfund beskytte dem, der finder anledning til at urinere på eller afbrænde Bibelen eller Koranen offentligt? Eller skal man tage to procent af ytringsfriheden for at kunne gribe ind over de groveste og mest forhånende ytringer og handlinger? Med bevarelsen af blasfemiparagraffen har staten i hvert fald et redskab til at håndtere de allergroveste krænkelser.”

Derfor er det også hensynet til den offentlige ro og orden, og ikke beskyttelsen af religiøse følelser i sig selv, som er det afgørende argument for at bevare paragraffen, understreger Bent Carlsen. Men det er i bund og grund ikke anderledes end de andre beskyttelseshensyn, som også sætter begrænsninger for, hvad vi kan sige i det offentlige rum, påpeger han.

”I princippet kunne staten jo være ligeglad med den enkelte borgers ære, men når vi alligevel straffer ærekrænkelser og visse former for trusler, er det jo også for at undgå uro, selvtægt med videre. Der er meget vide rammer for, hvad kan sige og gøre her i landet. Men de allergroveste tilfælde kriminaliseres, simpelthen fordi samfundet skal kunne hænge sammen.”

Han understreger, at den grænse indtil videre ikke er overskredet herhjemme. Heller ikke med Muhammed-tegningerne, hvor Rigsadvokaten netop ikke rejste tiltale efter blasfemiparagraffen. Men forløbet om Muhammed-tegningerne lærte os noget andet som samfund, mener Bent Carlsen.

”En effekt af globaliseringen er, at virkningerne af kriminalitet og bestemte handlinger og ytringer kan indtræffe et helt andet sted i verden end dér, hvor de bliver fremført. Det kan også misbruges til at tale bestemte ting op, som det også skete under Muhammed-krisen. Og selvom det er forkasteligt, så er det en del af virkeligheden, vi er nødt til at forholde os til.”

Netop forbindelserne mellem en global virkelighed og national straffelovgivning er emnet for Straffelovrådets aktuelle drøftelser af de juridiske konsekvenser af Danmarks deltagelse i væbnede konflikter i udlandet. I arbejdet med blasfemiparagraffen har Straffelovrådet også fulgt den internationale debat om ytringsfrihed og forhånelse af religioner, som blandt andet føres i FN-regi.

”Vi har været fuldt opmærksomme på visse muslimske landes krav om yderligere beskyttelse af religioner, men det ligger samtidig i vores argumentation, at der ikke er meget, som taler for en skærpelse af bestemmelsen. Vi har blot nøgternt forholdt os til den rolle, paragraffen udfylder, og i forhold til de internationale konventioner er Danmark hverken forpligtet til at ophæve eller bevare blasfemibestemmelsen,” siger Bent Carlsen.

Under hans seneste ophold i New York var det slående, fortæller han, at ingen af de større amerikanske aviser fandt anledning til at bringe hverken Muhammed-tegninger eller Charlie Hebdo-tegninger i dækningen af de europæiske terrorsager. Der er mange grunde til, at forholdene i USA er anderledes end i Danmark, men det er med til at sætte den hjemlige debat om ytringsfrihed i perspektiv, mener han.

”Man kan stå på principperne og sige, at den vold, som visse forhånelser måtte medføre, er prisen, vi vil betale. Og det er naturligvis statens opgave at beskytte tegnere og forhånere, som ikke overskrider straffe-lovens bestemmelser. Det rene principrytteri kan imidlertid være udtryk for en samfundsmæssig umodenhed i håndteringen af multikulturelle problemstillinger, som man bør forholde sig til politisk og foretage en hensigtsmæssig interesseafvejning af.”