Der har bredt sig en uhyggelig opportunisme eller pragmatisme hos mange af landets jurister, der ellers tidligere stod fast på nogle ukrænkelige retsprincipper. Som for eksempel religionsfrihed.
Sådan siger advokat Bjørn Elmquist, der dermed bakker op om professor i religionsret ved Roskilde Universitet Lisbet Christoffersen, som i Kristeligt Dagblad i mandags gav udtryk for, at hun oplever sig selv som et mindretal blandt jurister, når hun insisterer på, ”at der skal være nye og meget væsentlige argumenter, som for eksempel alvorlige sundhedsmæssige forhold, for at lovgive imod eller begrænse en gammel religiøs praksis”.
Den aktuelle anledning til debatten om juristers, og politikeres, syn på religionsfrihedens status i lovgivningen er tidligere overrabbiner Bent Melchiors udtalelser om, at Grundloven for ham at se beskytter den religiøse omskæring af drengebørn, som jøderne har praktiseret her i landet i flere århundreder. Et ritual, som et flertal af danskere mener skal være forbudt for raske børn under 18 år. Og på dette punkt ses en tydelig udvikling, mener Bjørn Elmquist.
”Jøderne har jo kunnet have denne tradition i ro og fred i flere hundrede år, og jeg har ingen erindring om en så voldsom diskussion før. Men hvor jøderne har haft en nærmest sakrosankt status her i landet og nydt både respekt og beskyttelse, så er det samme ikke tilfældet for muslimer, der jo også har omskæring af drenge som et religiøst ritual. Og der ser man så desværre nu, at selv jurister, hvor nogle af dem er ansat i Justitsministeriet, tager højde for politiske bevægelser og folkestemninger og derfor taler for muligheden for at lave love, der går imod universelle menneskerettigheder, eller i dette tilfælde Grundlovens beskyttelse af religionsfriheden,” siger Bjørn Elmquist, der også kalder det ”dødsensfarligt”, hvis politikere og jurister på den måde hæver sig over Grundloven og konventionerne. For som han tilføjer: ”Et eventuelt lovindgreb som dette bærer som så mange andre præg af, at vi i vor iver for at redde demokratiet fra især terrorangreb, selv indskrænker og dermed beskadiger demokratiet meget mere, end nogen terrorist ville formå.”
Også tidligere kirke- og integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) oplever, at det i virkeligheden er synet på muslimer, der får jurister og politikere til at være fortalere for lovgivning, der begrænser religionsfriheden.
”Visse politikeres had til muslimer går på den måde ud over jøderne, og det tager jeg stærkt afstand fra. Min far var præst, og han sagde altid, at omskæring er for jøder, hvad dåb er for kristne. Og selv Sundhedsstyrelsen har jo intet at sige imod den praksis. For mig at se er det virkelig en form for kulturelt forfald, hvis også landets jurister begynder at vige på denne beskyttelse af religionsfriheden og de religiøse mindretal,” siger Birthe Rønn Hornbech.
For juraprofessor ved Aarhus Universitet Jørgen Albæk Jensen ser sagen noget anderledes ud. Han forstår godt, at hans kollegaprofessor på Københavns Universitet Jens Elo Rytter i mandagens avisartikel fremhæver beskyttelsen af barnet som noget, der kan bruges som argument for et eventuelt forbud mod religiøs omskæring af raske børn under 18 år.
”Grundlovens paragraf 67 taler netop om, at intet må foretages, som strider imod den offentlige orden. Men den er jo ikke status quo. Det er op til det til enhver tid siddende folketing at tage stilling til, og hvis et flertal synes, at en religiøs praksis strider mod den offentlige orden, så er det Folketingets ret at indføre ændringer,” siger Jørgen Albæk Jensen, der dog også medgiver, at der i de senere år har været ”en tendens til at rokke ved den religiøse frihed”, som han formulerer det.
Hos Institut for Menneskerettigheder genkender monitoreringschef Christoffer Badse da også diskussionen om, hvorvidt de juridiske og politiske hegnspæle har flyttet sig, når det handler om religionsfriheden i de senere år.
”Blandt jurister er der nok en opbakning til netop et argument som hensynet til barnet, der har høj prioritet i de her år. Hvor respekten for religionsfriheden stod meget stærkt tidligere, så står børneperspektivet stærkere – og det er voksende. Børnekonventionen er fra 1989, og den har for alvor fået fodfæste i folks vurderingsgrundlag. Men man skal huske, at denne konvention ikke forbyder religiøs omskæring, og derfor oplever vi heller ikke en kritik af den danske praksis. Så det er i sidste ende nok mere en politisk diskussion, hvor jeg da vil anbefale, at man husker at høre minoriteten selv, så vi ikke bare får en majoritetsdiskussion.”
Og netop hensynet til minoriteten, i dette tilfælde jøderne, har fået historiker Jes Fabricius Møller til at blande sig i debatten.
”Som historiker er jeg nødt til at reagere i lyset af det århundrede, vi forlod for knapt tyve år siden. Jeg er rystet over, at folk så sorgløst kan gå ind for et forbud mod religiøs omskæring af drengebørn, for det indebærer, at vi så siger farvel til det jødiske samfund i Danmark. Og så er jeg enig i, at der er en meget ensidig tendens i de her år, hvor jurister og lovgivere nedprioriterer religionsfriheden. Det er ganske enkelt udtryk for en manglende respekt for religion og religiøse mennesker."