Det var en tidlig morgen i 2002. Jeg sad højt oppe i bjergene i Annapurna-området i Himalaya sammen med 12 andre. Vi sad der pakket ind i vores soveposer og nød den te, som blev serveret for os. Solen var endnu ikke stået op, så det var som at kigge ud på intetheden. Mens vi kiggede mod øst, kom bjergtinderne lidt efter lidt til syne – de blev nærmest født af lyset fra solen. Og så kom også solen op over tinderne. Andægtige og ydmyge brød vi spontant ud i sang: ”I østen stiger solen op.”
Det var en stærk oplevelse af Guds skaberværk, som jeg fik lov at være en lillebitte del af. Det var, som om meningen med livet vendte tilbage. Der var igen en mening og noget at tro på. De andre på rejsen var også kristne, og der var et fint sammenhold, så jeg oplevede også at være ønsket af andre mennesker. Jeg vendte hjem som et andet menneske.
Kort forinden var jeg blevet skilt efter 29 års ægteskab, og det var tæt på at slå mig ud. Jeg er vokset op med den tanke, at man bliver sammen, og at ægteskabet er helligt. Jeg kunne slet ikke se for mig, at jeg skulle skilles. Jeg følte mig svigtet og ulykkelig og vred på alle – på min mand og på den kvinde, han havde forladt mig til fordel for, på mig selv, fordi jeg havde valgt en mand, der svigtede på den måde, og på Gud.
Men jeg kunne mærke, at jeg ikke kunne klare aleneheden uden Gud. Derfor trak jeg mig heller ikke fra de kirkelige miljøer. Kristne fællesskaber har altid været en vigtig del af mit liv, og jeg besluttede mig for, at hvis enkelte mennesker havde et problem med os, der var skilt, måtte det være op til dem at bøvle med. Jeg havde brug for Gud, og han var større end alt det, der var sket. Samtidig huskede jeg på en kvinde, jeg havde hørt om, da jeg arbejdede på KFUM og KFUK’s Soldaterhjem. Hun havde levet et langt, godt liv, og som døende fortrød hun kun én ting: at hun aldrig havde oplevet Himalaya. Da jeg hørte det, besluttede jeg, at sådan skulle det ikke gå for mig. Så da jeg nu var alene, besluttede jeg mig til at realisere den drøm for at have noget godt at se frem til. Så kontaktede jeg et kristent rejsebureau og fik dem til at arrangere en grupperejse. Det var vigtigt for mig med et åndeligt fællesskab på rejsen.
Jeg er vokset op i en kristen familie i Nordjylland, hvor vi børn gik i søndagsskole, og vi kom i missionshuset og kirken. Jeg husker juletræsfesterne i søndagsskolen som festlige, og kirken og missionshuset som trygge steder. Derhjemme var vi omgivet af bøn, sang og fællesskab. Vi havde en andagtskalender og holdt husandagt hver aften, og det skete ofte, at mine to søstre og jeg kom til at grine uden at vide hvorfor. Ikke så sjældent kom min far også til at fnise. Der var ikke noget mørkt eller trist over vores kristendom. Både mine søskende og jeg syntes dog, at det var pinligt, når vores legekammerater kom på besøg og stod og ventede, mens vi holdt andagt. Jeg husker også, at vi blev drillet med, at vi var hellige.
Da jeg var otte år, døde min mor. Hun var 34 år, og min far blev alene med os fem børn. Jeg blev fysisk syg af sorg og blev indlagt. De fjernede blindtarmen, men det hjalp selvfølgelig ikke. Så blev jeg sendt på julemærkehjem, men det hjalp naturligvis heller ikke. Mange år senere gik jeg i terapi for at komme overens med min mors død. Det gik op for mig, at jeg var blevet for hurtigt voksen, fordi jeg tog ansvar for mine små søskende. Min far giftede sig igen efter min mors død, og jeg fik tre små halvsøskende. Jeg mærkede en vrede på min mor over, at hun havde forladt os, og sagde til Gud, at det var bare ikke i orden. Min yngste datter, som var i gang med teologistudiet, har engang sagt til mig, at der er nogle ting, man bare ikke kan forstå, og dem skal man lade ligge, for ellers splitter de én ad. I stedet må man bede Gud tage sig af dem.
Det var det, der skete den morgen i Himalaya. Jeg lagde vreden til side og lod Gud tage sig af det, jeg ikke forstod. I stedet oplevede jeg en kæmpe glæde over Guds underfulde skaberværk, som jeg fik lov at være en del af. Den samme oplevelse kan jeg få, når jeg går pilgrimsvandring og oplever skaberværket med alle sanser. Eller når jeg sidder i kirken og synger med på salmerne og hører Guds ord. Der er jeg en del af et fællesskab med dybe rødder. Det bliver altafgørende især i svære stunder. Da min søster døde meget pludseligt, kom der 300 mennesker til begravelsen, og jeg kunne se, hvor dybe spor hun havde trukket i sit liv. Selvom vi er bittesmå dele af Guds store skaberværk, elsker Gud os betingelsesløst. Den vished fik jeg den morgen i Himalaya.
Jeg glæder mig hver dag over, at Guds omsorg og kærlighed omslutter os trods vores fejl og mangler. Og jeg glæder mig over Guds skaberværk, når jeg putter blomsterfrø og tomater i jorden og ser det gro og vokse, eller når jeg vandrer i naturen.
Hvad har udfordret din tro?
To begivenheder, der har føltes som store svigt, har virkelig udfordret min tro. Første gang var, da min mor døde fra os fem små børn. Anden gang var min skilsmisse efter 29 års ægteskab. Da følte jeg mig meget alene og skældte ud på alle, også på Gud. Men det hjalp at komme i tanker om mit konfirmationsvers: ”Hold fast ved det, du har, for at ingen skal tage din sejrskrans”. (Johannes Åbenbaring, kap. 3, vers 11)
Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?
Det er et skriftsted fra 1. Peters brev, kapitel 5, vers 7: ”Kast alle jeres bekymring på ham, for han har omsorg for jer.” Min daværende mand og jeg fandt en plakat med dette skriftsted, da vi havde allermest brug for det. Vi havde købt et drømmehus, men kort efter blev min mand fyret, og det gav en masse økonomiske udfordringer og bekymringer. Da vi ryddede op i det nye hus, tømte vi skunkene på børnenes værelser for ting, som skulle smides ud. Midt i det hele lå plakaten. Den hjalp os til at lægge bekymringerne over til Gud.