Jøder hædret for tysk krigsindsats

For første gang nogensinde har Tyskland officielt hædret de 12.000 jøder, der faldt i tysk krigstjeneste under Første Verdenskrig

Salomon Korn, næstformand for den jødiske centralkomite i Tyskland, og den franske forlægger Alfred Grosser overværer en mindehøjtidelighed i Frankfurt i anledning af Krystalnatten d. 9. november.
Salomon Korn, næstformand for den jødiske centralkomite i Tyskland, og den franske forlægger Alfred Grosser overværer en mindehøjtidelighed i Frankfurt i anledning af Krystalnatten d. 9. november. . Foto: BORIS ROESSLER.

For mange overlevende jødiske soldater blev krigsdeltagelsen et tveægget sværd, da nogle af de første beskyldninger mod jøder kort efter krigens slutning var, at de var skyld i det tyske nederlag. Deres håb var i stedet, at de ved at deltage fremmede accepten af jøderne som ligeværdige borgere.

Nu får de oprejsning.

I søndags deltog repræsentanter for den tyske hær og tyske politikere i en mindehøjtidelighed på en overgroet jødisk begravelsesplads i Frankfurt, hvor 467 af de faldne jøder ligger. Begravelsespladsen har i to måneder været under renovering, og stedet bliver derefter en permanent begravelsesplads og mindelund. Mindesmærket, som blev afsløret i anledning af dagen, har enslydende tekster på tysk og hebræisk.

Under højtideligheden, som var arrangeret af Foreningen af Jødiske Soldater, læste næstformanden for den jødiske centralkomite i Tyskland, Salomon Korn, op fra en af de dræbte jøders dagbog. Den faldne var blevet indstillet til jernkorset af sin overordnede, "og måtte samtidig høre på en anden overordnet, som mente, at jøder var kujonagtige hunde," skriver New York Times.

Ved en paneldebat efter mindehøjtideligheden sagde formanden for Forbundsdagens forsvarsudvalg, Hellmut Königshaus, at der har været chikane af jøder i den tyske hær for nylig.

"På den måde er vi et spejl af holdningerne i det omgivende samfund," sagde han og forsikrede, at de chikanerende som regel blev smidt ud af hæren.

Abraham Ben, der er søn af en holocaust-overlever, udtalte, at han i dag ikke ser nogen problemer i, at tyske jøder aftjener værnepligt.

"Men det ville jeg ikke have sagt med samme sikkerhed for 10 år siden," tilføjede han.

I alt anslås det, at 200 jøder i dag gør tjeneste i det tyske forsvar.

benteclausen@k.dk