Værdsæt det, du har, og det, der bliver givet.
”Budskabet er lidt en kliché og sikkert noget, man kunne finde på en gajol-pakke,” siger Mathilde Walter Clark, som selv har erfaret, hvor god en pointe sætningen alligevel er.
Samme budskab læser den 50-årige forfatter i søndagens tekst om vingårdsejeren, der giver lige stor løn til alle sine arbejdere, selvom de ikke har været i marken i lige lang tid. Det gør flere bitre.
Mathilde Walter Clark kan genkende den målebånds-tilgang, arbejderne giver udtryk for i lignelsen, hvor de klager over en uretfærdig behandling. For den minder hende om, hvordan hun som teenager bar rundt på en bitterhed over, at hendes far, der er professor i kvantefysik, ikke var der nok for hende. Hun kunne ikke fortælle historier om sin far, som de andre kunne i klassen. Der var selvfølgelig den omstændighed, at han boede – og stadig bor – på den anden side af Atlanten i USA. Men hun følte ikke, at det, han så diskede op med, var tilstrækkeligt i forhold til hendes forventninger om en far.
”Jeg kan tælle på én hånd, hvor mange gange han har ringet til mig. Og én af de gange var, da ulykken i Tjernobyl skete. Et atomkraftværk skulle altså eksplodere, før han ringede til mig,” siger forfatteren, der i dag ser opkaldet som en lidt nørdet kærlighedserklæring, for det, han ville, var at advare hende og hendes mor mod at drikke mælk, da det radioaktive stof kunne sprede sig til marker med græssende køer.
Det var en anden tid, hvor det var meget dyrt at snakke i telefon, så kommunikationen med hendes fysikerfar foregik via pen og papir. De to udvekslede breve, og faderen kunne fylde over 10 sider med håndskrevne tanker og oplevelser. Brevene betød meget for Mathilde Walter Clark, og hun gik ofte hjem fra skole med hjertebanken i ren spænding: Mon der var kommet et brev?
”Det var en enorm skuffelse, når postkassen var tom – hvilket jo oftest var tilfældet,” husker hun.
For en teenager var en måned for lang tid at vente på et brev fra sin far. Men om der så var kommet flere breve med den blåstribede kant, der indikerede, at de var fra USA, havde hun nok alligevel ikke været tilfreds, siger hun.
”Værdien af hvert enkelt brev havde jo ikke ændret sig ved, at der var kommet flere,” siger forfatteren.
Hun smed stort set alle brevene ud i en pludselig oprydningsmani i 20’erne. Det fortryder hun i dag, for ”det er jo noget af det eneste massefylde med reel værdi”.
Værdien af brevenes og faderens nærvær gik først op for hende, da hun oplevede et ”vendepunkt”. På et pub-besøg med faderen og sin amerikanske søster i England mødte hun nemlig nogle af sin fars universitetselever, der fortalte varmt om deres lærer.
”Selv en af de fysikstuderende, som ikke havde min far som lærer, fortalte, at han alligevel havde været som en far for ham, og at min far havde skrevet over 100 anbefalingsbreve til forskellige universiteter for hans skyld. Det rørte mig dybt, og det billede, jeg havde af min far som barn, inden jeg blev en sur teenager, kunne jeg pludselig se igen.”
Samtidig gav det hende også en følelse af ekstra samhørighed med sin far, fordi han havde set noget i den unge studerende, som hun også selv så. Noget fint, som skulle tages vare på.
Mathilde Walter Clark har i bogen ”Lone Star” skrevet om sit forhold til sin far. Mens hun skrev bogen, var hun i Shanghai og stod midt i det ukendte kinesiske kaos, da en mail tjekkede ind. Den var fra hendes far. Det var en lang besked om hans tanker om tid: I fysikkens verden eksisterer tiden ikke, og tiden er noget, vi oplever subjektivt. Mathilde Walter Clark følte sig straks hjemme i det univers, hun og hendes far har fundet sammen. Et nørdet, kærligt og unikt univers, som nok er nemmere at være i som voksen, siger hun.
”En måned kan føles som et år, når man er 14, og et år som en måned, når man er voksen.”