Prøv avisen
Kirken i verden

Kætteranklager mod paven skyder over målet

I et 25-sider langt brev anklagede 62 fremtrædende personligheder for nyligt paven for at udbrede et kætteri. Foto: L\'Osservatore Romano, AP/ritzau

Anklager mod pave Frans for vranglære i spørgsmålet om katolsk ægteskabsopfattelse er et vildspor. Men manglende læremæssig klarhed er måske det største problem for hans regeringstid

En kætter er en kristen, der afviser åbenbarede trossandheder, og i den katolske kirke medfører det altid ekskommunikation. Så det er alvorligt, men også paradoksalt, når paven, der i den katolske kirke er øverste garant for troens renhed og kirkens enhed, anklages af sine egne for at udbrede et kætteri.

Det er ikke desto mindre, hvad 62 fremtrædende personligheder gjorde for nyligt i et 25-sider langt brev, hvori de bad paven tilbagekalde en række pointer fra sit dokument om ægteskabet og familien, ”Amoris laetitia” (Kærlighedens glæde), fra 2016.

Dokumentet udspringer af hele to bis-pesynoder og stiller skarpt på, hvordan man i dag forstår ægteskabet. Her er det særligt spørgsmålet om fraskilte katolikkers adgang til kommunion (altergang), efter at de har indgået et nyt forhold uden kirkelig tilladelse, der nogle steder har bragt sindene i kog. For skønt paven i dokumentet holder fast ved den traditionelle katolske opfattelse af ægteskabet som uopløseligt, rummer hans ord også overvejelser om, hvordan den kirkelige praksis bør føres ud i livet under hensyn til lokale forhold og menneskelige mangler.

Særligt fodnote 351 i dokumentet, hvor paven understreger, at kommunionen ikke er en førstepræmie for god opførsel, men næring for den svage, har virket provokerende for de af pavens kritikere, der frygter slap eftergivenhed. For dem er en sådan udtalelse i bedste fald uklar og i værste fald udbredelse af et kættersk synspunkt, der relativiserer kirkens tro og moral.

Ingen vil dog nægte, at spørgsmålet om gengifte fraskilte er et meget stort pastoralt problem. Også katolikker bliver skilt, og uanset personlig skyld og omstændigheder er det oplagt, at kirkens disciplin mest rammer dem, der tager den alvorligt. Dette paradoks søger man undertiden at løse lokalt ved i al stilfærdighed, når sognepræsten er overbevist om den fraskilte gengiftes gode intention, at give ham eller hende adgang til kommunion. Teknisk set er det imod kirkens regler, men forsvarerne peger typisk på, at det netop kan lade sig gøre, fordi kirken i øvrigt er helt klar i sit syn på ægteskabet. Kirkerettens strikse bestemmelser er nødvendige, men kan godt en gang imellem lempes på græsrodsplan.

Fra sin tid som ærkebiskop af Buenos Aires kender Frans denne praksis, og selvom han ikke direkte har svaret sine kritikere, er det formentlig denne fremgangsmåde, som han halvt om halvt søger at formalisere i ”Amoris laetitia”. Men det er netop dette forsøg på at gøre det uofficielle bare lidt officielt, der vælter læsset for pavens kritikere. På et tidspunkt, hvor alle andre gør ægteskabet og familielivet relativt, er det afgørende, at kirken ikke skaber nogen tvivl om sit eget ægteskabssyn, mener de.

De teologer og andre personligheder, der senest har fremsat deres kritik, er ikke de eneste. Andre grupper og sågar fire kardinaler har også bedt paven om at gøre rede for, hvad han egentlig mener. Men ved at anklage paven for at udbrede et kætteri er de seneste kritikere formentlig gået for langt, og det vil svække deres anliggende på trods af den enorme mediebevågenhed. Desuden rammer det gruppen afgørende, at de eneste biskopper, der optræder, er en 94-årig pensioneret biskop fra Texas, René Gracida, og Bernard Fellay, der er leder af Sankt Pius X Selskabet, en konservativ udbryderfraktion, der i årtier ikke har været en del af den romersk-katolske kirke.

Heroverfor står blandt andet kardinal Marc Quellet, der er præfekt for Vatikanets kongregation for biskopperne, som i en nylig tale til de canadiske biskopper understregede, at ”Amoris laetitia” ikke ændrer noget læremæssigt og advarede mod sortsyn og panik.

Alligevel peger kritikken af pave Frans på et grundlæggende problem. For den spontanitet og menneskelige varme, der har gjort ham elsket ud over katolikkernes kreds og populær i medierne, går sjældent godt i spænd med den læremæssige præcision, man kan forvente fra den katolske kirkes top. Frans’ forgænger, pave emeritus Benedikt XVI, ville aldrig have udtrykt sig som Frans, skønt også han var meget optaget af spørgsmålet om gengifte fraskilte.