Prøv avisen

Kaj Munk blev mindet i domkirken

Mogens Munk læste ved gudstjenesten i weekenden den prædiken, hans far, Kaj Munk, havde holdt anden søndag i advent 1943 i Københavns Domkirke. – Foto: Cæciliie Vibe Philipa Pedersen.

Digterpræsten Kaj Munks egen musik og prædiken fra 1943 markerede ved en gudstjeneste i Københavns Domkirke, at det i weekenden var 70 år siden, han blev skudt

Blomster i Danmarks røde og hvide farver pyntede en fyldt Københavns Domkirke, da der lørdag blev holdt gudstjeneste for at mindes, at Kaj Munk blev myrdet for 70 år siden.

Hvor er det flot, lød det fra en kvinde før gudstjenestens begyndelse.

De sidste havde ikke en plads at sætte sig på og måtte blive stående bagerst i kirken, efter at Dronning Margrethe var gået ind.

Sammen med flertallet af biskopperne, tidligere kirkeminister og Kaj Munk-kender Per Stig Møller og flere familiemedlemmer til Kaj Munk skulle Dronningen markere, at Kaj Munk den 4. januar 1944 blev hentet af tyskerne i præstegården i Vedersø. Næste morgen blev han fundet skudt.

LÆS OGSÅ: Mordet på Kaj Munk aktiverede den væbnede modstand

70-året blev højtideligholdt med en prædiken ved Karsten Nissen, biskop over Viborg Stift og bestyrelsesformand for Fonden Vedersø Præstegård, forskellig musik af Kaj Munk og som en af gudstjenestens mest fyldige dele: En oplæsning af Kaj Munks egen prædiken fra anden søndag i advent 1943.

Prædikenen blev lørdag læst højt fra prædikestolen i Københavns Domkirke, som også Kaj Munk stod på en måned før sin død for at holde præcis samme prædiken.

Kaj Munk prædikede dengang som en modstandshandling, selvom han havde fået forbud mod det. Han mente, det var vigtigt, at det skete i København, fordi gennemslagskraften ville være størst her i modsætning til i Vedersø.

I den forgangne weekend var det Kaj Munks søn Mogens Munk, der uden forklaringer eller kommentarer gentog sin fars prædiken.

En prædiken over teksten om brudepigerne, der ikke alle havde olie nok til deres lamper og derfor ikke kom med til bryllupsfesten.

Mogens Munk slog blandt andet med Kaj Munks ord fast:

Vort Folk! Vort Folk! Vi er jo en kristen dansk menighed, og som kristne kan vort folks skæbne jo ikke være os ligegyldig. Der er noget i lignelsen i dag, der slår hårdt til os ikke blot som kristne, men også som folk. Et driftigt og vågent folk på mange områder, men i selve eksistensspørgsmålene et løjerligt Det-skubber-sig-nok-folk. Der lød et råb ved midnat. Det var ikke: Brudgommen kommer. Det var: Ulven kommer. Krigen brød ind over os. Og her havde vi ikke olie i vore lamper, og de, der skulle låne os, holdt sig af vejen, som det altid går den, der i tide kunne have draget omsorg, men lod være.

Og Mogens Munk fortsatte: Men vi beder om, at der må blive lavet lidt om på lignelsen. At der må undes os en nådestund til at skaffe os olie til lampen.

Flere passager af prædikenen fremkaldte 70 år efter fortsat smil og anerkendende nik fra bænkerækkerne i Københavns Domkirke, og Mogens Munk sluttede med at sige:

Måtte vi da være rede til hver især, som vi nu kan det på den post, vi står på, og med de evner, vi har uden et øjeblik at skele efter, hvad det kan koste os at tage vor tørn for at hjælpe jorden fremad mod hans riges komme og hans viljes herredømme her som i hans evige Himmel. Amen.

Efter prædikenen sang de fremmødte Kaj Munks egen salme fra 1938 Du ved det nok, mit hjerte.

Som en afslutning på gudstjenesten læste skuespiller Caspar Koch slutscenen af Kaj Munks skuespil En idealist, og til Den blå anemone spillet på orgel læste han også sangen højt.

På vej ud af kirken blev der sagt venskabeligt goddag og farvel til Munk-familien, inden de fortsatte til et arrangement for indbudte gæster.