Prøv avisen
Interview

Maria er tilknyttet en klosterorden: Det er krævende, når man har børn, studie og mand

Maria Sundgaard Ertner har indrettet et alter midt i familiens stue i den lille lejlighed på Frederiksberg. Her beder hun sine daglige tidebønner samt den daglige stille bøn eller meditation, som er en vigtig del af karmelitordenens trospraksis. - Foto: Emil Kastrup Andersen

Maria Sundgaard Ertners skal hver dag få en kabale til at gå op med et travlt familieliv og en klosterordens spirituelle regler med tidebønner, stilhed og åndelig læsning. Det er krævende og praktisk udfordrende. Men åndeligt har hun fundet et svar på sit kald

Egentlig gik Maria Sundgaard Ertner og troede, at hun skulle være nonne. Hun var i starten af 20’erne og havde længe været draget mod det enkle og dedikerede liv i et kloster.

Hun var så langt i sine overvejelser, at hun havde sat sig for at skrive til den katolske biskop i Danmark, at hun måske gik med et kald til at gå i kloster.

”Da det var lige op til påske, tænkte jeg, at biskoppen måtte have frygtelig travlt. Så jeg besluttede at vente til lige efter påske,” fortæller hun.

Men skæbnen eller tilfældet ville det anderledes. Eller nok snarere Gud, forstår man på Maria Sundgaard Ertner. For da hun langfredag tog til messe i den katolske kirke, faldt hun efterfølgende i snak med en ung fyr.

”Og da var jeg slet ikke i tvivl om, at ham skulle jeg giftes med. Det var det, Gud ville, at jeg skulle. Måske var det en måde, Gud fortalte mig på, at jeg skulle lægge kloster-tankerne på hylden,” siger hun.

For at gøre en lang historie kort endte de to med at blive gift, og i dag sidder hun i sit hjem i en lille lejlighed på Frederiksberg i København, 29 år gammel og med tre små børn og et sygeplejerske- studie, der lige nu er sat på barselspause.

Men ægteskabet havde ikke lagt en dæmper på den indre længsel, hun oplevede efter en særlig og dedikeret form for trosliv. En længsel efter et helligt liv, hun altid havde haft vanskeligt ved at sætte ord på, men som trak hende i retningen af spiritualiteten i den indadvendte kloster- orden karmeliterne.

”Mine tanker havde i mange år kredset om karmeliter- ordenen. Det tiltalte mig, at de bruger enormt meget tid på bøn og lever en stor del af deres liv i stilhed. Og jeg har i mange år følt en stærk kærlighed til den store karmelitiske helgen Thérèse af Lisieux,” forklarer hun.

Med et ægteskab og børn var klosterlivet dog en lukket dør for Maria Sundgaard Ertner. Men da en veninde en dag fortalte hende om, at almindelige mennesker også kan blive tilknyttet en klosterorden – ikke som munk eller nonne, men som lægmedlem – begyndte nogle brikker at falde på plads i hendes hoved. I lægordenerne forpligter man sig på at følge dele af klosterordenens spiritualitet og leveregler, uden dog at gå hele vejen og flytte i kloster og frasige sig et familieliv. Maria Sundgaard Ertner tog derfor kontakt til den danske afdeling af karmeliternes lægorden.

”Og da jeg var til mit første møde i ordenen, var det fuldstændig som at komme hjem. Der var jeg ikke i tvivl om, at det var det, min åndelige længsel gik ud på. Det var der, jeg kunne se, at den spire, der havde groet i det stille inde i mig, dukkede synligt frem,” siger hun.

Dermed blev hun del af en religiøs bevægelse, der oplever en stilfærdig fremgang i disse år. I alt findes der fem aktive katolske lægordener i Danmark, som alle oplever en medlemstilgang. Flere af dem er ligefrem i vækst. Der er ganske vist tale om et relativt lille fænomen med godt 100 lægordensmedlemmer på landsplan. Men vitaliteten i lægordenerne er alligevel opsigtsvækkende, da det egentlige klostervæsen med munke og nonner i flere årtier har været i stærk tilbagegang.

Det er godttre år siden, at Maria Sundgaard Ertner første gang tog kontakt til den karmelitiske lægorden eller sekularorden, som den også kaldes. Og efter knap et års introforløb tog hun det første vigtige skridt ind i ordens- livet ved at blive iklædt, som det hedder med ordenens termer. Det foregik ved en messe i karmeliternes kloster lidt uden for Hillerød i Nordsjælland, hvor hun fik overrakt ordenens skapular, der er en halskæde med to ikoner. Det er hendes synlige tegn på, at hun er tilknyttet ordenen.

Maria Sundgaard Ertner er nu midt i en flerårig proces, der skal lede hen imod, at hun senere afgiver et endegyldigt løfte om at følge ordenens regler og spiritualitet hele sit liv. Som et led på vejen aflagde hun i maj et højtideligt treårigt løfte til ordenen under overværelse af klosterets nonner.

”Nu er det blevet mere bindende, og jeg forventer helt bestemt, at jeg om tre år kommer til at aflægge det endegyldige løfte. Jeg ser det som en mulighed for at give et konkret svar på det kald, jeg har fået,” siger hun.

I den katolske kirke er kaldet til at indgå i en lægorden et anerkendt kaldt, ligesom man kan være kaldet til at blive præst eller nonne. Og man forstår på Maria Sundgaard Ertner, at det også kan være næsten lige så krævende at følge reglerne som lægperson i en streng klosterorden. I dag bærer en stor del af hendes hverdag præg af hendes løfte til ordenslivet, og i familiens treværelses lejlighed blander bunkerne af børnelegetøj sig med et rigt antal ikoner og krucifikser. Midt i den lille stue har familien indrettet et bredt alter fuld af ikoner og liturgiske bøger.

Det er her, at Maria Sund-gaard Ertner beder sine to daglige tidebønner, morgen og aften. Tidebønnerne er blot et ud af en række krav, ordenen sætter til hendes praktiske trosliv. Daglig læsning af åndelig litteratur hører også med, ligesom hun skal sætte mindst en halv time af hver dag til en stille, meditativ bøn.

”Det er især krævende, når man har børn. Stilheden er en vigtig del af ordenens spiritualitet, men det kan godt være svært at finde et tidspunkt, hvor det er muligt at være stille, og hvor jeg ikke er for træt. Det er dog også en vigtig pointe i ordenen, at man skal følge reglerne efter formåen,” siger hun og forklarer, at det for eksempel betyder, at hun nogle dage må udskyde morgen- eller aftenbønnen.

Ordenslivets regler kommer naturligvis også til at sætte sit præg på resten af familien, både som en praktisk udfordring og som en velsignelse. Hun forklarer, at hendes mand, der også er katolik, men ikke selv er med i en orden, bakker op om hendes valg og velvilligt passer børnene og kører hende, når hun hver anden måned skal til ordensmøder i klosteret. Hun har også forsøgt at inddrage børnene i tidebønnerne. Men det bliver for langt og kedeligt for dem.

Til gengæld tager børnene ofte med, når hun tager til messe i klosteret, og de har med tiden fået et naturligt forhold til både stedet og nonnerne, der lever så tilbagetrukket fra omverdenen, at al kontakt til dem foregår gennem et gitter. Den ældste datter, Therese, er desuden opkaldt efter ordenens store helgen.

Ordenslivet har også konsekvenser for familiens livsstil. Da Maria Sundgaard Ertner i foråret aflagde sit treårsløfte, lovede hun samtidig at stræbe efter ”kyskhed, fattigdom og lydighed”, som det står formuleret i hendes håndskrevne ordensløfte. Selvom ordene ikke bliver tolket så strengt i lægordenen som inde i klosteret, betyder det alligevel, at familien forsøger at sætte grænser for det materielle forbrug.

”Jeg ser det snarere som en stor nåde end et afsavn. Der er en frihed i ikke at skulle være bundet til det materielle. Og det er jo ikke, fordi vi har givet afkald på alt,” siger hun og kigger rundt i stuen, hvor børnenes meget legetøj ligger spredt over gulvet i en herlig uorden.

Selvom det til tider er en kabale at få både ordenslivet og familielivet til at gå op, oplever Maria Sundgaard Ertner først og fremmest den omfangsrige spiritualitet som berigende for hendes liv.

”Jeg havde i flere år en åndelig længsel efter noget, jeg ikke kunne definere. Nu har jeg fundet svaret i ordenens stilhed og bønsliv, hvor man hele tiden har fokus rettet helt på Kristus,” forklarer hun og tilføjer, at ordenens store helgen Thérèse af Lisieux også repræsenterer en filosofi, hun finder meget meningsfuld.

”Hun er kendt for det, hun kalder læren om ’den lille vej’. At det er i de små gerninger, at man skal tjene og prise Gud. Og at det er igennem de små gerninger, at man kan vokse i hellighed. Det er det, en stor del af mit liv drejer sig om,” siger hun.