Kalkmalerier trives bedst under kalken

Kulturskatte forfalder, når de kommer frem i dagens lys, siger professor Axel Bolvig

- Man bør ikke fokusere så ensidigt på bevarelsen af kirkernes kalkmalerier, at man glemmer helheden. I stedet skal man respektere, at kirken har et århundreder gammelt liv, et liv som ikke må blokeres af hensynet til en attraktion, der ikke kommer det kirkelige ved, og som i virkeligheden bevares bedre under et lag af kalk.

Det siger Axel Bolvig, professor i kalkmalerier ved Københavns Universitet og aktuel med bogen »Kalkmaleriernes billedbibel«, og henviser til, at de uvurderlig kulturskatte forfalder, når de bliver trukket frem i dagslys.

Axel Bolvig, der i mange år har beskæftiget sig med forskning af kalkmalerier og som på grund af sin viden i april i år fik tildelt et særligt professorat ved Københavns Universitet, der gjorde ham til den første professor på området herhjemme, peger på den fejlagtige antagelse, at afdækning og restaurering er en nødvendig del af kalkmaleriernes bevaring.

- Efter min mening kunne man for eksempel lige så godt sætte en nutidig kunstner til at male over den gamle kalk end afdække kalkmalerierne, der ligger under.

Men når alt kommer til alt, glæder Axel Bolvig sig over den offentlige opmærksomhed og store forståelse i tiden for bevarelse af denne del af vores kulturskat.

Der hersker i offentligheden stor velvilje over for at afdække kalkmalerier fra både offentlighed og fonde, men det er sværere at finde penge til vedligeholdelse.

- Kirken er en levende institution, og det skal der tages hensyn til. Kalkmalerierne må ikke prioriteres frem for alt muligt andet nødvendigt arbejde i forbindelse med kirkerummet. Men selvfølgelig foretrækker jeg helt personligt, at pengene bruges til kalkmalerier, siger Axel Bolvig.

moe@kristeligt-dagblad.dk

Side 7