Jakobsen skal klippes. Hans fulde navn er Peder Handerup Jakobsen, og fødselsåret er 1936. På »Drengehjemmet,« som Kollegiet for hjemløse kaldes i daglig tale, er Jakobsen fast inventar på en af gangene i blok tre. Han sidder i køkkenet sammen med bofællerne og drikker en sælsomt farvet væske: cola og en islandsk brændevin, men der skal spares på colaen; den er nemlig dyr. Klokken er cirka 11 en torsdag formiddag.
- Vil du se mine tænder? spørger han. Han har har lige fået nye, men de generer, så de er ikke i brug hele tiden.
- Jakobsen er vores maskot, fortæller »frisøren«, Niels Uth, 36. Han er uddannet kok, men for tiden arbejdsløs på grund af en skade i benet og »for mange af dem her«, fortæller han og letter på en halvfuld grøn Tuborg på køkkenbordet.
- Jakobsen er fa'me blevet for langhåret; er der en, der har en trimmer,? spørger Niels Uth ud i det røgtågede lokale.
Han blev hjemløs for syv år siden, da lejligheden, han boede til leje i, skulle sælges. Han kunne ikke få et nyt sted at bo, da han hverken havde penge at købe for eller stod skrevet op i en lejerforening. Han havde imidlertid bekendte på kollegiet og søgte ind, fordi han mener, det er det bedste sted for hjemløse at bo.
- Her er vi i det mindste kun halvt hjemløse, har både tag over hovedet og en postadresse, siger han.
- Og så er der ikke nogen, der bestemmer over os. De ansatte er jo ikke pædagoger, vel? Og her er altid nogen at snakke med, lige fra den første kande kaffe bliver sat over klokken tre-fire stykker om morgenen, fortæller Niels Uth.
På trods af de frie forhold og de gode kammerater agter Niels Uth alligevel at flytte fra kollegiet.
- Jeg har altid haft egen lejlighed og et arbejde, og det kan jeg få igen, siger han.
- Først er der dog et par ting, der skal rettes op på, tilføjer han og nikker igen i retning af den grønne Tuborg på bordet.
- Jeg har været på antabus, men det holdt ikke. De fleste her drikker jo, og så er det svært at stå imod. Og sidste gang var jeg altså ikke stærk nok, erkender Niels Uth.
Han forestiller sig, at kokkeerhvervet i fremtiden skal skiftes ud med en social- og sundhedshjælperuddannelse.
Jakobsen har fået trøjen af og sidder i en stol på gangen. Hans halvhvide lokker dækker kun nederste halvdel af baghovedet. Nu er de altså blevet for lange. Jakobsen har netop trakteret Kristeligt Dagblads udsendte medarbejdere med et ordentligt læs spejlæg og en bid af fortiden. Han er opvokset i Sønderjylland, men boede og arbejdede siden i Sverige, indtil hvervet som jord- og betonarbejder blev for hårdt og tilværelsen for ensom. Han er en af de beboere, der har boet længst på kollegiet.
- Da jeg flyttede hertil, fik jeg at vide, at jeg skulle passe på min nye nabo, Jakobsen, fortæller en anden af beboerne, Kaj Th. Madsen med tilnavnet Kyllinge-Kaj - efter sin livret.
- Så jeg regnede med, at han var en farlig fyr, som man skulle tage sig i agt for. Og så flyttede jeg ind, og mødte ham dér! siger Kaj og peger i retning af Jakobsens 160 centimeter lave og let sammensunkne korpus.
- Det var selvfølgelig meningen, at jeg skulle tage mig af ham, men det kunne jeg jo ikke vide, ler Kaj.
Han har boet på gangen i otte år, og vil først forlade kollegiet den dag han skal bæres derfra.
Michael Friis nikker samstemmende. Han havde engang eget hus. Men hans bedre halvdel forlod ham, og derfra skred tingene:
- Pludselig står man der helt mutters. Bare fordi damen er smuttet. Det er i grunden derfor, de fleste af os er havnet her, siger han.
- Fordi konen eller kæresten er gået, ikk'. Og så kan vi ikke finde ud af at være alene. Måske, fordi vi glemmer os selv, jeg ved det ikke, siger han med en trækken på skuldrene.
Larmen fra trimmeren ude på gangen overdøver stemmerne i køkkenet. For en tid må beboerne være helt alene med deres egne tanker.
Fakta
Missionens kollegie
Kollegiet på Gl. Køge Landevej drives af ´Missionen blandt Hjemløse´, en kirkelig social organisation, der yderligere danner paraply over Mændenes Hjem på Vesterbro og værestederne, Amadeus og Pegasus, og er administrator af Værestedet i Sydvest.
På Kollegiet er plads til 148 beboere i to typer boliger, og det har næsten altid fuldt optaget. I den ene type bolig opholder beboerne sig kun kortvarigt. Derefter flytter de ud igen eller over i den anden type bolig, hvor opholdet kan vare længere, ofte flere ådr. Huslejen, som betales a beboerne selv, udgør 2.130 kr. om måneden for de kortvarige boligpladser og 1.400 kr. for de mere permanente. Alle værelser er på otte kvadratmeter.
Beboerne skal selv forestå de daglige gøremål og i det store hele være i stand til at klare sig alene. De fleste bliver anvist til kollegiet gennem socialrådgivere eller andre, for eksempel Kriminalforsoorgen, men kollegiet beslutter selv, hvilke ansøgere, der får tilbud om at flytte ind. Selv om mange beboere har et misbrug af alkohol eller hash, udelukkes hårdere stoffer fra kollegiet. Der bor kun mænd på kollegiet.