Der er kamp om musikken i Helligaandskirken på Strøget i København. En nyopstillet liste med navnet ”Den åbne kirke” har nemlig udløst en anden runde afstemning mellem to lister, der skal til stemmeurnerne igen den 17. november for at afgøre, hvem der skal sidde i menighedsrådet fremover.
Begrundelsen for omvalget er blandt andet, at den valgte repræsentation med sit fokus på klassisk musik ikke afspejler sognets opbakning til kirkens rytmiske arrangementer, der har trukket mange til Leonard Cohen-gudstjenester eller ABBA-gudstjenester.
Dermed er der nu opstillet to konkurrerende lister til menighedsrådsvalget, hvoraf den ene er ”Den åbne kirke” og den anden er ”Helligaandskirken”, der på sin Facebook-gruppe ”Helligaandskirken – strøgkirke for alle” skriver:
”Vi mener, at der kan være plads, og hele tiden har været plads, til begge udtryk inden for denne kirkes rammer. Vi kan dog ikke gå med til, at den rytmiske musikkultur får overtaget på bekostning af Sankt Annæ Pigekor, det ansatte kirkekor og den klassiske musik.”
En af de bærende kræfter bag den nye liste er Helligaandskirkens natkirkepræst Jens Biegel Fogh, der de sidste fem år har været ansat i kirken. I den periode har natkirkepræsten haft stor succes med sine fællessang-gudstjenester, hvor klassiske salmer er byttet ud med tekster af popmusikere som Justin Bieber og Michael Jackson.
”Vi har set, at flere og flere er begyndt at komme til de her fællessang-gudstjenester. Så for mig har der været et ønske om at få en bredere repræsentation i menighedsrådet, der giver bedre mulighed for at udnytte det potentiale, som jeg mener, at Hellig-aandskirken har for at række ud til mennesker, der normalt ikke kommer i kirken”, siger Jens Biegel Fogh.
Han understreger samtidig, at han på ingen måde ønsker en afskaffelse af kirkens samarbejde med Sankt Annæ Pigekor eller lange tradition for den klassiske musik generelt, men blot ønsker en bredere diskussion af kirkens vægtlægning af den klassiske og den rytmiske musik.
”Der har lidt været en tendens til at se søndagsgudstjenesten med klassisk orgelmusik som en mere rigtig gudstjeneste end en gudstjeneste, der bruger andre mere rytmiske former for popmusik,” siger Jens Biegel Fogh.
Den vurdering er Hellig-aandskirkens nuværende menighedsrådsformand, Lene S. Sehested Lauritsen, uenig i.
I hendes optik bliver den rytmiske musik i kirken repræsenteret på lige fod med den klassiske, som hun ønsker at holde fast i.
”For mig er det meget, meget vigtigt, at vi værner om vores kristne kulturarv og bibeholder kirkens stolte tradition for at danne ramme om den klassiske musik. Det betyder ikke, at vi så er enormt støvede og gammeldags. Vi har stadig rigtig mange unge i kirken og god plads til det rytmiske,” siger Lene S. Sehested Lauritsen og tilføjer:
”Og så må jeg bare sige, at det virkelig generer mig, at hele denne debat er kommet til at handle så meget om form i stedet for indhold. Vi er altså en kirke. Hvor er budskabet blevet af? Vi skal forkynde og være tro mod den religion, som vi har. Det synes jeg, er forsvundet i diskussionen.”
Den aktuelle kamp om musikken i Helligaandskirken er langtfra enestående. Samme problemstilling har også udløst et menighedsrådsvalg i Herning og er generelt ”en varm kartoffel i rigtig mange protestantiske kirker verden over”.
Det forklarer Kurt E. Larsen, der er dr.theol. og professor i kirkehistorie.
”Typisk har vi på den ene side den unge generation, der føler, at det at koble orgel og klassisk musik entydigt til gudstjenesten gør kirken fuldstændig ude af trit med tiden. Og så har vi den anden fløj, der mener, at kirken ikke skal stå for pop og lefle for ungdommen og den moderne smag,” siger han.
Kurt E. Larsen forklarer samtidig, at spørgsmålet om musikstil i kirken er en væsentlig del af forklaringen på den opblomstring af fri- og valgmenigheder, som har fundet sted i og omkring kirkerne de senere år. Mange føler, at den klassiske folkekirke er for støvet, og planter derfor mere nutidige kirker, hvor der stort set kun spilles moderne og rytmisk musik.
”Det er en ret typisk tendens i en senmoderne sammenhæng, at flere og flere lettere kan leve med en præst, der siger noget, som man teologisk er uenig med, end at musikstilen ikke tiltaler en. I dag bliver kirker i overvejende grad vurderet på deres performance og musik, og ikke i nær så høj grad på deres indhold, som det var tilfældet for bare 30 år siden.”