Meget tyder på, at coronakrisen er ved at trække en ny linje gennem det danske folk mellem det, man kunne kalde et Bekymringshold og et Hverdagshold. Sidstnævnte vil tilbage til hverdagen, så hurtigt som muligt og på alle områder. Coronaen blev jo heldigvis stoppet i tide. Man kender ikke nogen, der er syge. Har de været syge af corona, er de det ikke mere, og i øvrigt kan man også blive syg af restriktionerne.
Bekymringsholdet derimod er bange for at lukke landet for tidligt op. De ser stadig for sig billederne af italienske kister, og var der ikke også noget med, at der kommer en ny bølge til efteråret? Skillelinjen er i sagens natur ny, men udmeldinger fra de politiske partier tyder på, at Bekymringsholdet har bedst opbakning mod venstre på den politiske skala. Aldersmæssigt ser det ud til, at bekymringerne har det med at være ligefrem proportionale med alderen, og i øvrigt har det måske mest med psykologi at gøre.
Såvel Bekymringsholdet som Hverdagsholdet findes naturligvis også i folkekirken, og de udgør et element i debatten om en eventuel udskydelse af efterårets menighedsrådsvalg. Hverdagsholdet vil i gang, men for Bekymringsholdet er tidspunktet et problem, fordi ikke alle vælgere vil turde møde op den 15. september til den offentlige valgforsamling. Hverdagsholdet har den fordel, at man kan trække på den omstillingsparathed, som kirkelige kredse har udvist så imponerende under krisen. Kan man hurtigt stille om til at streame kirkens gudstjenester i god teknisk kvalitet og fluks samle 2000 til en drive-in-gudstjeneste på en startbane i Aalborg, så kan man vel også afvikle et menighedsrådsvalg? Muligvis under nye vilkår. I stedet for mediekampagne, der skulle give landsdækkende opmærksomhed på valget, kommer vægten måske til at ligge på personlige lokale kontakter, men det kan man også se som en god mulighed, fordi et menighedsrådsvalg er noget meget lokalt.
Landsforeningen af Menighedsråd valgte at gå ind for at fastholde at have valg i år med henvisning til, at de praktiske udfordringer nok lader sig løse. Det ville sikkert heller ikke give det bedste engagement i menighedsrådsarbejdet, hvis de medlemmer, der for længst har besluttet ikke at genopstille, pludselig skulle blive på posten endnu et år.
Det mest interessante ved landsforeningens beslutning var dog processen. Folketingets kirkepolitiske ordførere ville have et klart samlet svar fra ”folkekirken” for at udskyde valget, og det svar ventede man fra landsforeningen. Det er det hidtil tydeligste eksempel på, at Landsforeningen af Menighedsråd udfylder det tomrum, som manglen på en valgt ledelse af folkekirken efterlader. Uden en valgt ledelse for folkekirken på nationalt plan, bliver landsforeningen lig med folkekirken, når det gælder menighedsrådsanliggender.
Samme landsforening fylder i år 100 år, men først efter et halvt århundrede tilnærmelsesvist kunne organisationen siges at være et organ for alle landets menighedsråd. Indflydelsen er vokset støt, i 1969 fik foreningen lov at repræsentere landets menighedsråd i forhandlinger, og siden er indflydelsen kun blevet større. Den har især efter 2000 påtaget sig en kirkepolitisk rolle, og kulminationen kom her i jubilæumsåret, da Folketingets kirkepolitikere spurgte Landsforeningen af Menighedsråd, hvad ”folkekirken” mener. Det er på den ene side naturligt nok, idet menighedsrådene som valgte organer har en demokratisk legitimitet. På den anden side er også biskopperne valgte. Men det rejser igen spørgsmålet om, hvorvidt der burde være et valgt organ, der samlede alle aktører til at vurdere folkekirkens problematikker helt overordnet.
Kurt E Larsen er professor i kirkehistorie på Menighedsfakultetet.