70-året for kvindelige præsters ordination blev markeret: ”Der er flere slag, der skal vindes”

I lørdags blev 70-året for kvindelige præsters ordination markeret i Odense Domkirke. Budskabet var klart: Kampen for lighed slutter ikke, før alle undertrykte stemmer får taleret i kirken

Kirsten Øllgaard på 92 år fortæller over en kop kaffe efter gudstjenesten, at hun også var tilstede i 1948. Hendes svigerfar var den biskop, der dengang valgte at ordinere de første kvindelige præster. Hun husker, at han modtog trusselbreve på grund af sin beslutning.
Kirsten Øllgaard på 92 år fortæller over en kop kaffe efter gudstjenesten, at hun også var tilstede i 1948. Hendes svigerfar var den biskop, der dengang valgte at ordinere de første kvindelige præster. Hun husker, at han modtog trusselbreve på grund af sin beslutning. Foto: Paw Gissel/modelfoto.

”Der er flere slag, der skal vindes, og det er vores opgave at kæmpe kampen.”

Sognepræst Sigrid Hougaards stemme lyder i domkirkens enorme rum. Et flertal af sølvgrå og hvide hårtoppe ses over kirkebænkenes rygge. En kvinde holder dagens program en god armslængde væk for bedre at kunne læse det.

”Vi er forpligtet til at kæmpe for Guds ord og forkynde det så mangfoldigt og stærkt, så det også når ud til dem, der ikke selv tror, at det også gælder for dem,” fortsætter den unge præst og nævner blandt andet homoseksuelle, migranter og transseksuelle som dem, der endnu ikke er tilstrækkeligt repræsenteret hos præster og forkyndere.

Anledningen er 70-årsjubilæet for de første kvindelige præsters ordination, der foregik samme sted her i Odense Domkirke i 1948.

”Det var et afgørende slag, der blev vundet her i kirken, da kvinderne fik taleret,” siger præsten.

En stemme i menigheden reagerer med en hvisken:

”Tænk, er det virkelig kun så få år siden, de fik det?”

Kirsten Øllgaard på 92 år fortæller over en kop kaffe efter gudstjenesten, at hun også var tilstede i 1948. Hendes svigerfar var den biskop, der dengang valgte at ordinere de første kvindelige præster. Hun husker, at han modtog trusselbreve på grund af sin beslutning.

”Det betyder meget, at vi husker kampen. Den var voldsom, og tingene er ikke kommet af sig selv,” siger hun og takker præsten for hendes prædiken.

”Dengang var det en sag om, hvad der er ret og rimeligt, og det er det også i dag,” siger Kirsten Øllgaard.

Efter kaffepausen er der først oplæg fra lektor Marianne Rasmussen fra Aarhus Universitet, der giver en historisk gennemgang af begivenheder, der har banet vej for kvindelige præster.

Herefter samtaler biskopperne Marianne Gaarden fra Lolland-Falsters Stift og Marianne Christiansen fra Haderslev Stift om kvindelige præsters betydning for samfundet, folkekirken og teologien.

”Den største konsekvens er den rummelige folkekirke, der kan rumme forskellige synspunkter,” siger Marianne Gaarden med henvisning til den store modstand, der gennem årene har været mod kvindelige præster.

”Den dag, diskussionen forstummer helt, vil jeg blive bekymret. Målet er ikke, at vi alle skal blive enige, men at vi kan respektere hinanden. Ingen af os har patent på sandheden, det har kun Gud. Derfor skal der være plads til alle stemmer.”

Et enkelt hoved nikker over en af kirkebænkenes rygge. Oppe foran døbefonten er Marianne Christiansen enig.

”Vi skal holde fast i den frie tale og rumme mindretallet,” siger hun.

Salmedigter Lisbeth Smedegaard Andersen, der er dagens sidste taler, har også mærket modstanden. Hun fortæller, at kun mellem 1-2 procent af salmerne i salmebogen er skrevet af kvinder. ”Tsk, damesalmer,” skal en præst have vrænget ad hende engang. Hun bruger gerne kvinders konkrete erfaringer i sine salmer, Som linjen: ”og hjertet skal slå i mit bryst af fryd, som bittesmå fødder, der sparker.” Sådan noget er der dog ikke plads til i en kirke, har skeptikere sagt. Tilhørere ryster på hovedet.

Arrangementet slutter til tonerne af en opstandelsessalme af en anden kvindelig salmedigter, Iben Krogsdal, og båret af kirkekorets øvede stemmer gør de fremmødte et ihærdigt forsøg på at synge med,

”Opstandelsen er lige her / du er / når vi kan give alt det liv tilbage / som nogen tog fra os på onde dage.”