Urene ånder eller dæmoner, som de kaldes andre steder i Bibelen kan have mange udtryk og former. Det ved den tidligere alkoholiker, 43-årige Jørn Jensen fra Gl. Laven i Midtjylland. For alkoholen har været en besættelse for ham igennem mange år.
Jeg har været helt nede ved min afgrund. Alkoholen var ved at tage livet fra mig. En god dag var, når jeg kun kastede op én gang. Det var et liv i underverdenen, siger Jørn Jensen.
LÆS OGSÅ: Konfirmander vender alkohol ryggen
Som han sidder i sit landhus midt i Søhøjlandet og med Himmelbjerget som fjernt udsigtspunkt kan det være mere end svært at se, at han indtil for fem år siden var totalt og aldeles fanget af alkoholen. Der er ingen synlige tegn, når han taler med sin rolige og afdæmpede stemme. Ikke desto mindre mærker han hver eneste dag de konsekvenser, som alkoholen har haft for hans liv.
Min mave, mine ben og mine hænder er delvis ødelagte af alkohol, siger Jørn Jensen, der er fraskilt.
Ét er de synlige tegn. Noget andet er den indre kamp, som det har været for ham at tilgive sig selv. Tilgive, at han ikke blot har forvoldt livsvarig skade på sig selv, men mest af alt det helvede, alkoholen har været for hans nærmeste. I særlig grad for hans søn, Troels, der i dag er 18 år og går i gymnasiet.
Det værste er det, som jeg har gjort mod Troels. Han har fortalt mig, at en stor del af hans barndom var med en knude af angst i maven. Han levede med utilregnelighed. Brud på aftaler. Det var omsorgssvigt, fortæller den tidligere alkoholiker, der om knap et år afslutter sin uddannelse som socialrådgiver.
Grelle billeder træder frem på Jørn Jensens nethinde, når han tænker tilbage på den tid, hvor alkoholen styrede alt. De voldsomme abstinenser, som udløste kramper, smerter og angst, hvis ikke han havde alkohol i blodet. Hans morgener, hvor han stod op to timer før, han skulle møde på arbejde og ekspedere kunder i kiosken. Drak hvidvin og sprut. Kastede op i spandevis, som han siger, for så at tage et bad, barbere sig og smilende tage imod kunder.
Jeg fik tit at vide, at det var så dejligt med sådan en glad ekspedient. Men de skulle bare vide, hvordan jeg havde det indvendig, siger Jørn Jensen, der altid havde en flaske inden for rækkevidde.
For fem år siden lignede det enden på hans historie. Han blev fundet bevidstløs i sin lejlighed. Promillen blev målt til 4,8. Trods ringe overlevelseschancer vågnede han op. Det var en brat opvågnen.
Jeg ringede til min søn. Han afviste mig fuldstændig. Kaldte mig led og ulækker og sagde, at han aldrig nogensinde ville tale med mig igen.
Selvom Jørn Jensen havde været på flere langvarige behandlingsophold, var det først nu, at han stod ved den afgrund, hvor han var i stand til at ændre sit liv. At miste sin søn var ubærligt.
Min søn blev min redning. Nogle vil kalde det en åbenbaring, siger Jørn Jensen, der efter indlæggelsen formåede at fravælge at gå ned i kiosken og købe en flaske vodka for i stedet at tage den antabus, som han havde stående i skabet. Han erkender, at han var heldig. Efter at have taget den anden pille antabus forsvandt hans lyst til alkohol. Lysten har ikke været der siden. Men den efterfølgende kamp har været hård.
Der er meget, som jeg har skullet se i øjnene. Et liv, jeg havde smadret. En søn, der ikke ville snakke med mig. Først efter fire måneder, hvor jeg ikke havde rørt alkohol, ville han tale med mig. Han troede mig selvfølgelig ikke over en dørtærskel, da jeg den ene gang efter den anden havde begået tillidsbrud.
I morgendagens prædikentekst lyder det, at ånden uddrives ved bøn. Der tegner sig også i teksten et billede af en far, der i mange år har været magtesløs over for dæmonens ødelæggelse af hans søn. Jørn Jensen har ad flere omgange været der, hvor han i al sin afmagt og desperation har rakt ud efter en Gud tryglet om, at nogen ville gøre noget.
Jeg har bedt til Gud. Jeg har ønsket hjælp, men jeg må også konstatere, at jeg ikke har fået hul igennem. Det har ikke virket for mig, siger Jørn Jensen og erkender samtidig, at troen blev hans hjælp. Hans frelse fra alkoholen.
Jeg er kommet til at tro på kærligheden. Kærligheden til min søn, som måske var min form for åbenbaring i livet. Samtidig er jeg også gennem min erfaring af kærligheden kommet til at tro på min berettigelse i livet. Jeg levede et liv uden at vide, hvorfor jeg skulle være her hvad jeg skulle udrette. Det ved jeg nu, siger Jørn Jensen, der oven i købet har oplevet den gave, at hans søn for et par år siden valgte at bo hos ham.
Huset i det midtjyske blev Jørn Jensens hjem for tre år siden.
Han overtog det efter sin kræftsyge veninde, som han var flyttet ud til og passede de sidste fire måneder af hendes liv. Han var med til at lægge hende i kisten.
Det er noget af det bedste, som jeg har gjort. Selvfølgelig var det ekstremt hårdt, men det var også meget smukt og bevægende at få lov at være så tæt på hende i den sidste del af livet, siger han.
Mens han taler, og øjnene indimellem bliver blanke, er der en plakat på væggen bag ham, som også fanger blikket. Med flotte gotiske bogstaver står skrevet den bøn, som er et led i den alkoholbehandling, der hedder minnesota.
Gud, giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre. Mod til at ændre de ting, jeg kan og visdom til at se forskellen.
Det er en fantastisk bøn. Jeg har brugt den rigtig meget, siger Jørn Jensen og erkender samtidig, at det endnu ikke er lykkedes ham at finde vej til den Gud, der tales om i Bibelen.
Han vil dog ikke kategorisk afvise, at det en skønne dag vil kunne ske.
Jeg er et søgende menneske. Og jeg misunder da bestemt de mennesker, der har en klar tro.