Når vi synger Vor Gud han er så fast en borg, er vi del af en tradition, som går direkte tilbage til reformationen, hvor de første lutheranere sang den kendte salme. Siden har der udviklet sig en strøm af nye tendenser og strømninger, som gennem historien har kæmpet om pladsen i salmebøgerne. Det påviser det første samlede værk om alle de danske salmebøger og melodibøger, som netop er udkommet på Forlaget Anis.
Det er en lærebog om teologien og musikken i hele vores salmehistorie, og den kan bruges på både pastoralseminarierne, kirkemusikskolerne, universiteterne og højskolerne, siger organist i Vedbæk Kirke, mag.art. Peter Weincke, der sammen med teolog og lektor Jørgen Kjærgaard har skrevet bogen Danske salme- og koralbøger. En introduktion.
LÆS OGSÅ: En varm sommer i sind og erindring
Forfatterne viser, at der bestemt ikke har været enighed om, hvordan en salme skulle skrives, musikken komponeres og endelig synges af menigheden. Især på det tidspunkt, hvor Grundtvigs salmer bryder igennem.
På det tidspunkt sang en del af folkekirken de klassiske salmer på en ensformig og stiv måde og i et slæbende tempo.
I Grundtvigs menighed i Vartov gik man derimod mere muntert til den i et lystigt tempo med datidens populærmusik og sang for eksempel salmer på melodien til Kommer hid, I piger små, som salmedigteren havde grebet i farten.Selvfølgelig har der været sammenstød mellem den herskende opfattelse af, hvad god kirkemusik er, og nye tendenser, som har stillet sig kritiske an. Hver generation har haft sine rivegilder og kraftige meninger om, hvordan en salme skulle være og synges, siger Peter Weincke.I dag er salmer og musik i gudstjenesten og til kirkelige handlinger den rene selvfølgelighed, og der hersker udbredt enighed mellem præster og organister om, hvordan det gamle materiale skal spilles og synges, påpeger Jørgen Kjærgaard.Ingen dansker forventer at skulle komme i kirke og ikke synge en eller flere salmer. Man kan endda sige, at i den danske højmesse er salmesangen rygraden og kirkemusikken det, som binder det hele sammen. Netop fordi det er så selvfølgeligt, er der ingen, som tager det alvorligt. Det gælder vordende præster og menighederne, som bare tror, at det er noget, der følger med. I den virkelighed har vi forsøgt at skabe et værktøj med bogen og skabe en bevidsthed om, at vores kirkemusik hviler på et fundament og har en historisk dimension med sig, siger Jørgen Kjærgaard.
Bogen viser, at hver salmedigter har haft en klar bevidsthed om, at salmesangen formidler evangeliet i menighedens mund på luthersk vis, påpeger han.
Når menigheden synger salmer, bliver den medforkynder og et eksempel på det almindelige præstedømme. Men samtidig lægger digterne deres egen virkelighedsopfattelse og eksistentielle tolkninger ned i teksterne. Grundtvig skriver i et Danmark under afvikling, men samtidig om naturen, som både bonde og bybo kender. Kingo bringer nattemørket ind i digtningen. Brorson skriver om konfrontationen inde i mennesket med masser af følelser. Emil Aastrup bestræber sig på den rene evangeliske tone, han er ren granit. Hver salmebog er desuden blevet fulgt op af sin musikalske stil, siger Jørgen Kjærgaard og suppleres af Peter Weincke:
Det er tydeligt, at melodierne følger de teologiske strømninger, som teksterne er skrevet på baggrund af. Den pietiske har sin tone, ligesom den grundtvigske har sin. Men samtidig kan vi se, at komponisterne også var afhængige af, hvad der på den aktuelle tid var in rent musikalsk. I dag er de musikalske spillemuligheder meget større og spænder lige fra det klassiske kirkeorgel til andre instrumenter og måske et børnekor i gudstjenesten, siger Peter Weincke.
Og så tilføjer Jørgen Kjærgaard det store forbehold til bogens kirkemusikalske overblik, når man går så langt tilbage i tiden:
Vi ved jo slet ikke, hvordan det lød dengang.