Prøv avisen

Kampen om døde tyskere førte til retssager

Der er mange tyske grave i Danmark, og alene på Vestre Kirkegård i København ligger der omkring 10.000 døde soldater og flygtninge. – Foto: Michael Bothager/ Ritzau Scanpix.

I overmorgen fejres Genforeningen, og hele året er udråbt til dansk-tysk venskabsår. Men så sent som i 1960’erne blussede anti-tyske protester op. Striden førte til, at næsten 100 menighedsråd slæbte Kirkeministeriet for retten

Den 12. november 1965 steg tre mænd ud af et folkevognsrugbrød med tyske nummerplader ved Hillerød Kirkegård med en helt særlig opgave. De skulle grave 129 af deres døde landsmænd op af mulden.

De 69 civile og 60 soldater var blot nogle få af de tyske krigsdøde i Danmark. Omkring 16.000 flygtninge og 10.000 soldater lå fordelt på 475 kirkegårde. Nu skulle de samles i større gravanlæg som en kulmination på ti års arbejde fra vesttysk side for at sikre de krigsdøde et varigt hvilested. Organisationen Volksbund Deutsche Kriegsgräberfürsorge (Folkeforbundet for Tysk Soldatergravsforsorg) indledte forhandlingerne med Danmark i 1955, men først i 1962 nåede man til enighed om at samle de døde på kirkegårde, hvor der i forvejen var begravet mange tyskere – for eksempel Vestre Kirkegård i København. Aftalen var dels baseret på en dansk aftale med Storbritannien om krigsdøde på dansk jord og dels på Vesttysklands aftaler med ni vesteuropæiske lande. Aftalen med Danmark var blandt de sidste, der blev indgået mellem Vesttyskland og de tidligere fjender i vest.

“Det er en del af krigens konventioner, at man sørger for, at fjendens soldater kommer ordentligt i jorden. I mange lande havde man erfaringen fra de tyske soldaterkirkegårde fra Første Verdenskrig. Det havde man ikke i Danmark,” siger John V. Jensen, museumsinspektør på Vardemuseerne, hvor han blandt andet har beskæftiget sig med flygtningekirkegården i Oksbøl og genbegravelserne.

Aftalen med tyskerne fik i første omgang ikke den store bevågenhed, men da opgravningerne begyndte i september 1965, ramte de som en bombe i dele af pressen.

”Tyske skeletkommandoer på danske kirkegårde,” buldrede Ekstra Bladet i en reportage fra Hillerød. Opgravningerne blev kaldt ”et af de mest usmagelige projekter”, man havde oplevet som resultat af Besættelsen. Det kommunistiske Land og Folk, flere lokale medier og Morgenavisen Jyllands-Postens tone var også præget af nag fra besættelsestiden.

”Gravkommandoen er ved at være færdig på de østlige øer, die Inseln Seeland u. s. w., og nu rykker denne afdeling af Gräbermacht’en frem mod Fyn og Jylland. Vi har ikke set uniformerne, men både vissengrønt og dødningehoveder kender vi fra tidligere,” hed det i Jyllands-Posten.

Omtalen til trods forløb opgravningerne overordnet set fredeligt øst for Storebælt. Men da graverholdet nåede til Jylland, lagde 89 menighedsråd sag an mod Kirkeministeriet, der administrerede aftalen. Formelt mente menighedsrådene, at gravfreden blev krænket, og at Kirkeministeriet ikke kunne disponere over gravene.

Sagen mod Kirkeministeriet blev ført uden vederlag af højesteretssagfører Ove Rasmussen, der i en kronik i Politiken havde kaldt de tyske samlede gravpladser et ”så groft anstødeligt fænomen, at man ikke begriber, at nogen dansk myndighed vil gå med dertil”.

Tyskerne burde tage de døde med hjem, så Danmark slap for, at ”tyske funktionærer her i landet skal indrette og overvåge tyske mindesmærker over nazibesættelsen som egnede mål for tyske turistbesøg,” mente han. Andre var enige.

“Når der endelig skal laves en gravflytning, så var det mere rimeligt, om krigsgravforbundet tog resterne hjem til Tyskland,” sagde en jysk sognepræst til Ekstra Bladet.

Den danske regering havde faktisk luftet tanken om, at tyskerne skulle føre de døde hjem. Men Vesttyskland afviste, fordi man ikke ville risikere, at andre lande stillede samme krav. Tanken om at modtage hundredtusinder af døde fra hele Europa var uoverskuelig.

I Norge udløste det ikke den store debat, da staten for egen regning samlede tyske krigsdøde på fem kirkegårde. Men i Danmark, hvor tyskerne betalte, haglede kritikken ned over både tyskere og Kirkeministeriet.

“Det er ikke helt overraskende, at man ikke havde befolkningen med sig, selvom man officielt forsøgte at normalisere forholdet til tyskerne. Det var ikke mange år efter Befrielsen, og samtidig var der sket et kulturelt omslag i Danmark. Tidligere så man op til tysk kultur, men der skete et kulturelt omslag efter 1945, hvor den angloamerikanske kultur i stedet blev dominerende, og det gav en yderlige afstandstagen til det tyske,” siger lektor emeritus i tysk samfundshistorie på Københavns Universitet Karl Christian Lammers.

Samme spor følger John V. Jensen.

“Selvom jeg synes, at man gjorde det rigtige ved at indgå aftalen med Vesttyskland, er det forståeligt, at nogle havde den nære fortid i klar erindring. Der lå en frygt for, at de nye gravpladser ville blive kultsteder for nynazister,” siger han og nævner, at myndighederne ikke kunne give klart svar på, hvad der skulle ske med gravene efter de 20 års gravfred.

Nogle aviser lagde afstand til den hidsige debat. Blandt dem var det tidligere illegale Information og Kristeligt Dagblad, der behandlede sagen på lederplads flere gange:

”Vi underkender ikke den oprigtige indignation over, at de døde ikke kan få lov til at hvile i fred. Men den krigeriske adfærd og de næsten hysteriske højder, der karakteriserer enkelte i denne sag, svarer ikke ganske til de ønsker om stille at hæge over tidligere fjenders grave, der gerne hævdes at være eneste motiv,” hed det i en leder i 1966.

Det lagde sig i sporet af kirkeminister Bodil Koch, der året før i en folketingsredegørelse syrligt havde kommenteret, at ”det nok ville blive en større sociologisk opgave at finde en forklaring på, hvorfor det skal være vanskeligt at gennemføre i Danmark, hvad der i de andre lande er sket som noget næsten selvfølgeligt”.

Menighedsrådene tabte i Landsretten, og i 1967 stadfæstede Højesteret afgørelsen – uden at tage stilling til gravfreden, men alene ud fra, at overenskomsten med tyskerne vejede tungere end menighedsrådenes selvbestemmelse. Først da kunne arbejdet med at overføre de sidste 1000 døde fuldføres.