Som gæst i patriarken Abrahams telt ville du blive fyrsteligt beværtet af selve prototypen på den gæstfrihed, der i hele den mellemøstlige kulturkreds ligger højt på dydernes rangliste. Så snart Abraham så dig komme gående, ville han springe op for at invitere dig indenfor, og selvom du ville insistere på ikke at være til besvær, ville han insistere endnu stærkere. Han ville byde dig på det bedste, en succesrig og omrejsende teltbeduin med store flokke kvæg og kameler formår: tykmælk, mælk, friskbagt brød og saftige oksebøffer.
Og på grund af den brændende sol over dit hoved, sulten i din mave og tørsten i din hals ville du ende med at sige ja tak til invitationen. Det gjorde selv Gud i hvert fald, da han - som fortællingen lyder i Første Mosebog - en dag kom vandrende for at møde Abraham.
Hvem var denne Abraham, om hvem det siges, at han har haft Gud selv til bords, men som vi kun kender fra de bibelske beretninger, der placerer ham i en kultur, som i tid ligger omtrent 4000 år fra os, hvis han da overhovedet har eksisteret andre steder end i det jødiske folks ældgamle fortællinger? Hvilken betydning har han for kristendommen og ikke mindst: Hvorfor optræder hans navn og historie pludselig så massivt på debatsiderne i Kristeligt Dagblad og i andre aviser i forsommeren anno 2009?
Det er ikke hver dag, at figurer fra Det Gamle Testamente bliver hovedpersoner i en moderne mediedebat, men det er ikke desto mindre, hvad Abraham er blevet efter Kristeligt Dagblads omtale af en ny bog skrevet af dr. theol. Troels Nørager, prodekan og lektor ved Det Teologiske Fakultet på Aarhus Universitet.
I bogen "Taking leave of Abraham" (At tage afsked med Abraham) argumenterer Troels Nørager for at tage afstand fra beretningen i Første Mosebog om, hvordan Abraham på Guds ordre er en knivspids fra at ofre sin søn Isak. Og det er ikke uden grund, at bølgerne kan gå højt, når bibellæsere og teologer diskuterer Abrahams stilling i moderne kristendom.
Abraham har altid været en omdiskuteret figur. Både fordi han er jødernes, muslimernes og de kristnes fælles stamfar, og de tre monoteistiske religioner hver især mener at have en særlig ret til at kalde sig hans børn. Men også fordi diskussionen handler om langt mere end biologisk eller åndelig afstamning: Det er selve Guds velsignelse, der er i spil.
I den bibelske fortælling lever Abraham nemlig i en tid, hvor den sande gudsdyrkelse er gået i glemmebogen. Abraham fødes ind i en kultur og en slægt af afgudsdyrkere, og samtalen mellem Gud og mennesker er forstummet i verden. Nu tager Gud den samtale op igen, og som Guds udvalgte bliver Abraham mund og øre for hele menneskeheden.
- Gud vil genskabe forholdet mellem Gud og mennesker ved at henvende sig til en repræsentant for menneskeheden. Abraham bliver et hængsel for gudsforholdet. Han er forbindelsen mellem Israels særlige gudsforhold og hele menneskeheden, siger Søren Holst, lektor i Gammel Testamente på Københavns Universitet og forfatter blandt andet til en nyere kommentar til Første Mosebog, hvor fortællingerne om Abraham spiller en helt central rolle.
Da Gud henvender sig til Abraham, er det med et løfte om land, folk og velsignelse.
- Det helt centrale i Abrahamfiguren er dette løfte. Ikke bare skal Abraham selv blive velsignet, men hele jorden skal blive velsignet igennem ham, og han skal blive stamfar til et stort folk, der skal bo i et frugtbart land, siger Søren Holst.
Abraham bliver så at sige en kanal for Guds velsignelse til verden.
- Abraham stoler på Gud og holder fast ved Gud, selvom han igen og igen oplever, at det trækker ud med, at det, som Gud har lovet ham, bliver virkelighed. Abraham står i en dyb frustration, fordi han er barnløs, og en slave skal arve ham. Det er det værste, der kan ske i en mellemøstlig kultur. Det er slægtens undergang, siger Søren Holst.
I denne situation træder Abraham frem som et menneske, der tør diskutere med Gud.
- Det kan godt være, at Abraham troede Gud, men det forhindrede ham ikke i at brokke sig. Abraham er den første i Bibelen, der fører lange personlige samtaler - ja, næsten forhandlinger - med Gud, og det er netop, hvad Paulus også understreger i sine breve i Det Nye Testamente. Abrahamfiguren fortæller en historie om, at tingene lykkes på trods af mennesker, fordi Gud har fat i den lange ende - og kun derfor, siger Søren Holst.
For Søren Holst giver det ikke mening at spørge, om Abraham har eksisteret som historisk person.
- Det kan vi ikke svare på, og det er heller ikke af betydning. Abraham er i teksten. Vi ved ingenting om ham ud over det, der står i Det Gamle Testamente, siger Søren Holst.
I den jødiske tradition er Abrahams særlige forhold til Gud et afgørende element.
- Abraham er for jøderne den, der introducerer det personlige gudsforhold. Der er ingen formidler mellem mennesker og Gud, og Abraham er ubetinget en utrolig vigtig person for jøder. Han betragtes som den første person, der lader sig overbevise om, at der er en usynlig Gud, som er større end alt andet, fastslår Bent Lexner, overrabbiner i Det Mosaiske Troessamfund.
Han mener, at debatten i Kristeligt Dagblad om Abrahams næsten-ofring af Isak set fra et jødisk synspunkt er højst besynderlig.
- Man er bange for en religion, der medfører, at man ikke behøver at tænke selv. Men i fortællingerne om Abraham ser vi, at mennesket begynder at argumentere med Gud. Og Gud lytter! Gud lader sig overbevise af mennesker. Historien om Isak og Abraham er for jøder en historie, der først og fremmest tager udgangspunkt i, at den jødiske Gud vil vise, at han ikke tillader ofring af børn, siger Bent Lexner.
Carsten Vang, lektor i Gammel Testamente på den teologiske uddannelsesinstitution Menighedsfakultetet i Århus, fremhæver, at Abraham bliver et redskab for Guds velsignelse.
- Abraham skildres som et menneske på godt og ondt. Han fejler, misforstår Guds løfter og forsøger selv at lave om på Guds planer. Men Gud holder fast ved ham, og det er for mig et lysende eksempel på Guds barmhjertighed, siger Carsten Vang.
På den måde bliver Abraham et nærværende forbillede for mennesker i dag.
- Abraham må lære den vanskelige lektie at tro på Gud uden at have andet end et løfte fra Gud at tro på. Men i sin svaghed holder han fast ved Guds løfte om, at han skal spille en nøglerolle for Guds plan med hele den skabte verden. Og den plan går ud på at ophæve den forbandelse, som mennesket levede under efter syndefaldet, og genetablere det gode forhold til Gud. Det løfte til Abraham fører direkte til Kristus. Det er i ham, det går i opfyldelse, siger Carsten Vang.
Det er samtidig vigtigt for Carsten Vang, at Abraham ikke kun er en litterær personlighed.
- For mig gør det en meget stor forskel, om Abrahamfiguren er en konstruktion skabt af menneskers religiøse forestillinger, eller om han var en konkret person, der faktisk har levet engang. Jeg tror, at Abraham var en virkelig, historisk person, og at der bag fortællingerne findes en Gud, der griber ind og vil vores menneskehed noget.