Hvordan styrker man bedst trosfriheden rundtom i verden?
Det var et af de spørgsmål, der var i fokus, da Udenrigsministeriets enhed for religions- og trosfrihed i torsdags havde inviteret en lang række kirkelige og menneskeretsfokuserede organisationer til møde på Christiansborg. En stor del af landets præster havde også fået indbydelsen.
Lige så relevant spørgsmålet var at stille, lige så kompliceret var det dog at svare på, forstod man på Institut for Menneskerettigheder. Det havde fået til opgave af Udenrigsministeriet at se på de mest succesfulde internationale eksempler på arbejde med trosfrihed og derudfra formulere en generel teori om, hvordan man bedst arbejder på området. Men efter to måneders arbejde måtte forskerne erkende, at det ikke lod sig gøre at formulere en generel teori om et så mangesidigt problem, sagde Marie Juul Petersen fra Institut for Menneskerettigheder.
”Når man ser på, hvor kompleks problemstillingen er, må man i stedet gå mere kontekstbaseret frem,” sagde hun med henvisning til, at arbejdet for trosfrihed altid må tage højde for de lokale sammenhænge, problemerne opstår i.
I stedet beskrev hun for de cirka 70 fremmødte en række karakteristika, som bør kendetegne arbejdet for trosfrihed. Blandt andet bør arbejdet være langsigtet, lokalt forankret og have en bred menneskeretlig tilgang, hvor trosfrihed bliver tænkt sammen med andre rettigheder.
Det var udviklingsminister Ulla Tørnæs (V), der var vært ved torsdagens møde. Her benyttede hun anledningen til at gøre status på det arbejde, ministeriets enhed for trosfrihed indtil videre har udrettet. På samme måde som forskeren konkluderede ministeren, at arbejdet for trosfrihed var et langt, sejt træk, hvor resultaterne først for alvor ville vise sig på lang sigt.
Det fik generalsekretæren i Luthersk Mission, Søren Skovgaard Sørensen, til at pointere over for ministeren, at hvis regeringen mener, at arbejdet for trosfrihed både skal være lokalt forankret og langsigtet, må andre dele af regeringens politik også følge med.
”I Luthersk Mission har vi i 100 år haft folk udsendt. Men i løbet af de senere år har vi oplevet, at vores ansatte risikerer at miste både retten til dagpenge og pension, hvis de har været udsendt i for eksempel 20 år,” sagde han.
Et andet spørgsmål, der blev debatteret på mødet, var, hvor direkte forfulgte kristne skulle være udgangspunkt for ministeriets arbejde. Hertil svarede Ulla Tørnæs, at det for hende var en af de mest opsigtsvækkende pointer ved arbejdet, at kristne i dag er den mest forfulgte religiøse gruppe i verden.
”Men hvis man skal tale de kristne minoriteters sag, skal man gøre det på en klog måde. Og hvis man skal række ud til kristne, kan man ikke undlade også at tale om andre religiøse grupper, der er under pres,” sagde hun.