Kan det stærke samarbejde mellem kirker og skoler overleve coronakrisen? Eksperter er i tvivl

Ny undersøgelse blandt landets præster viser, at det er i julen, samarbejdet mellem kirken og skolen står stærkest. Men vil samarbejdet overleve corona? Eksperter er i tvivl

Der er tvivl blandt om, hvorvidt det ellers gode samarbejde mellem kirken og skolen vil overleve julen, der endnu en gang er præget af corona.
Der er tvivl blandt om, hvorvidt det ellers gode samarbejde mellem kirken og skolen vil overleve julen, der endnu en gang er præget af corona. . Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix og Christian Lindgren/Ritzau Scanpix.

Kirken er et helligt sted. Et stille sted. Et sted, hvor hatten tages af i våbenhuset, og fodtrinnene på kirkegulvet er sagte. I hvert fald de fleste af årets 365 dage. Men i december sker det, at landets kirker får besøg af store flokke af vinterstøvlebærende skolebørn, hvis energi- og stemmeniveau er markant højere end den gennemsnitlige kirkegængers.

I en ny undersøgelse foretaget af Kristeligt Dagblad blandt landets præster svarer 93 procent, at deres lokale skolebørn kommer i kirken op til jul. Børnene kommer som regel for at hjælpe med at tænde adventskransen, gå luciaoptog, synge salmer og høre juleevangeliet, uddyber de adspurgte.

Selvom der er tale om en stikprøve blandt landets godt 2000 folkekirkepræster, hvoraf 344 har gennemført spørgeskemaet, passer tallene fint med, hvordan kulturkristendommen generelt har det i Danmark, lyder det fra Kirstine Helboe Johansen, lektor i teologi og leder af Aarhus Universitets afdeling for teologi.

”Det høje tal er et udtryk for den stærke tilknytning mellem skole og kirke i forhold til at opretholde religiøst kulturelle højtider i Danmark, og samarbejdet er en fast del af den kristenkulturelle formidling af, hvad jul er,” siger Kirstine Helboe Johansen.

Som et af spørgsmålene i undersøgelsen har præsterne svaret på, om de tror, at coronakrisen vil føre til varige ændringer i deres kirkes samarbejde med lokale skoler. Selvom kun knap tre procent svarer ja, er Kirstine Helboe Jørgensen anderledes i tvivl:

”Sidste år svarede jeg nej på samme spørgsmål. Der var min tanke, at vi befandt os i en undtagelsestilstand, og at der ville være et meget stort pres for at vende tilbage til almindelige vaner i år. Men nu er jeg lidt mere usikker. Det er ikke, fordi skolerne ikke vil i kirke, men coronakrisen har givet os alle sammen anledning til at revurdere vores vaner.”

Hvis samarbejdet mellem skoler og kirker svækkes i de kommende år, kan det godt være, at coronakrisen har været en anledning, men det er ikke en årsag, mener Brian Degn Mårtensson, der er cand.pæd. i pædagogisk filosofi og forhenværende lektor:

”Jeg er bange for, at det bliver vanskeligt at lave de her samarbejder i fremtiden, fordi der er mange mennesker, som har en forkyndelsesfrygt. Så årsagen, tror jeg, bliver en generelt større religionsangst, hvor man som lærer ender med at skulle argumentere virkelig stærkt for at begrunde, hvorfor det er naturligt, at man som led i sin skolegang besøger en kirke eller modtager kristendomsundervisning.”

Forkyndelsesforskrækket?

I undersøgelsen fremgår det, at omkring 13 procent af de adspurgte præster har en aftale med skolen om, hvad de må sige og gøre som præst, når de møder eleverne, ligesom 17 procent svarer, at de fremtræder mindre religiøse under julearrangementer med skolebørn end i andre kirkelige sammenhænge.

Men i Fredens-Nazaret Sogn i København, som hvert år holder julegudstjeneste for Sortedamskolen, er det ikke et problem, fortæller sognepræst Jens Ole Christensen:

”Vi har fundet en mellemgenre, som jeg kan mærke, at alle trives godt med. Jeg er enkelte gange blevet formanet om, at jeg ikke skulle prædike. Og så har jeg tænkt, at så længe jeg kan få lov til at genfortælle julehistorien, så er jeg nærmest ligeglad med, om vi kalder det en prædiken, fordi jeg fortæller så kraftfuld en historie. Så jeg føler simpelthen ikke, at jeg går på kompromis med min præstegerning.”

Sagen er en anden i Tveje Merløse Kirke i Holbæk, hvor Steen Nielsen er sognepræst. Han vil ikke indgå et kompromis om at undlade sin prædiken til de julegudstjenester, som han med ”stor fornøjelse” holder for sit eget og de omkringliggende sognes skoler hvert år:

”Jeg skruer ikke ned for noget. Det er en regulær gudstjeneste med Fadervor, velsignelse, krybbespil og alt, hvad der ellers hører sig til,” fortæller Steen Nielsen.

Ifølge Brian Degn Mårtensson er det en imødekommelse af folkeskoleloven, hvori der står at folkeskolen ikke må forkynde, når præster skruer ned for netop den del af gudstjenesten. Det er dog stadig kritisabelt, at præsterne forsøger at nedtone det forkyndende aspekt af julegudstjenesten, mener Brian Degn Mårtensson:

”Når man træder ind i en kirke, må man forvente, at der foregår en forkyndelse. Jeg kan sagtens forstå rationalet i at imødekomme det projekt, folkeskolen er. Men jeg mener, at det er lærerens opgave at fortælle børnene om, at kirken er et sted, hvor præsten forkynder, forud for besøget. For det er som bekendt den slags, der foregår sådanne steder, og i skolen skal man grundlæggende iagttage kulturen og samfundet, som det nu engang tager sig ud.”

Kirstine Helboe Johansen vil hellere læse tallene omvendt:

”At kun 13 procent af præsterne har særlige aftaler med skolerne vidner dybest set om en ekstrem stor tillid fra skolerne til præsterne om, at de forstår den særlige genre det er, at en hel flok skolebørn af forskellig religiøs observans kommer til julegudstjeneste,” siger hun.