Pablo er fan. Eller rettere: Han er religiøs. Han tilbeder den tidligere fodboldspiller Diego Maradona som en gud og sætter ham højere end sin egen familie. Højere end sig selv.
Hernán er så opslugt af fodboldholdet Boca Juniors, at han har erkendt, at det nok er problematisk, og går hos en psykolog.
La Tia, en ældre religiøs dame, har gjort fodboldholdet til sin familie og vil have spredt sin aske bag målet på stadion.
Er det syg fanatisme? Eller er den glødende passion kernen i al religiøsitet, her blot klædt i et mere farvestrålende fællesskab?
Det spørgsmål stiller den 33-årige danske filminstruktør Ole Bendtzen i sin nye dokumentarfilm "Fodbold er Gud", der i morgen får tv-premiere i Danmark og syv andre lande. Her beskriver han en særlig, argentinsk fodboldkultur, der betegnes som den mest passionerede i verden, og sammenfletter indirekte dens mange ritualer og store følelser med drivkraften i religionerne.
"Det er egentlig ikke en film om fodbold," forklarer han.
"Men fodbold er en god indfaldsvinkel til at fortælle historien om en universel menneskelig mekanisme, nemlig behovet for at tilhøre noget, der er større end os selv."
Den historie er relevant af flere grunde. Dels er der rigeligt med film i Danmark, der er meget mig-orienterede. Dels, og endnu vigtigere, mangler der nuancer i synet på, hvad både religiøsitet og fankultur kan være. Og hvad de har tilfælles, mener Ole Bendtzen:
"Når folk hører, at nogle tilbeder en fodboldspiller eller et helt hold, som var de noget guddommeligt, dømmer mange dem som tosser. Jeg har også selv haft svært ved helt at forstå den passion, de føler, men jeg respekterer den og beundrer måske ligefrem den afklarethed, de udstråler, og deres evne til helt at slippe kontrollen. Min film viser forhåbentlig, at den form for fankultur udfylder præcis den samme funktion, som religion gør for millioner af mennesker: Den giver livet en mening."
I filmen følger man Pablo, en ung fyr fra et af Buenos Aires' slumkvarterer. Han tilhører The Maradonian Church, en verdensomspændende kirke med mere end 100.000 medlemmer. Her lever man efter sine egne 10 bud og egen tidsregning, og man kan blive gift i Diego Maradonas navn. Man følger Hernán, en akademiker fra et velhavende, borgerligt miljø, der græder uhæmmet, hver gang hans hold, Boca Juniors, scorer. Og han føler det som en kniv i ryggen, når de taber. Man ser også den lidt skrantende La Tia tale med sin præst: Er det o.k. med Gud, at jeg tilbeder en anden lige så meget, spørger hun.
For Ole Bendtzen var det afgørende at finde ærlige og ægte mennesker til sin film. Der er ikke noget påtaget ved deres passion; de lever af og med fodbold helt og fuldt. Det kan både være sundt og usundt, og det er netop denne dobbelthed, han som instruktør er dykket ned i. Man ser blandt andet Hernán hos psykologen, hvor han erkender, at han er afhængig af sin passion. Men han vil ikke fri af den, selvom han lider som en besat, og psykologen konkluderer, at det heller ikke ville være rigtigt. For Hernán er Boca Juniors. I La Tias tilfælde er hendes fanatisme sund, fordi hun med den har fået den familie, hun ellers havde tabt. Men den er samtidig usund, fordi den dækker over tragiske begivenheder i fortiden og fungerer som en slags fortrængning af det lidt sølle liv, hun lever. For Pablo derimod er passionen ren, fordi han ikke lægger de store tanker i den. Han elsker bare Maradona, selv om han aldrig har mødt ham. Kynikeren vil måske sige, at han blot lever i en lykkelig lille boble, men den er dog lykkelig.
"Når man selv lever et kontrolleret liv i et kontrolleret land, virker deres lidenskab vidunderlig, for de føler så ekstremt, at livet er en eksplosion for dem. De mærker meningen med det hele meget markant," fortæller Ole Bendtzen.
Men der er en pris.
"I lidenskab ligger det jo, at man også lider. Det har jeg selv gjort med denne film, der har været mit hjerteblod gennem fire år. Det afgørende for mig er at vise, at denne urkraft – behovet for at være fælles om noget større end os selv – ligger i os alle. Nogle får afløb gennem fankulturen, andre gennem religion. Men ingen kan pege fingre."
I slutningen af filmen kommer Pablo alligevel med en tanke. Én, der måske mere end noget andet opsummerer essensen af passionen:
"Med al den usikkerhed i landet er fodbold vores eneste glæde. Pengene rækker ikke altid måneden ud. Det eneste lyspunkt er fodbold."
henriksen@kristeligt-dagblad.dk
"Fodbold er Gud" har premiere på DR 2 i dag klokken 21.25
