Det er ikke en historie for sarte sjæle, der er malet på hvælvingen i den forreste ende af Skamstrup Kirke ved Holbæk. Den handler om den katolske helgen Sankt Laurentius, der ifølge legenden blev stegt på en rist og derefter halshugget, fordi han mod befaling fordelte kirkens skatter til de fattige i Rom. Det store maleri vurderes sammen med motivet af kong Olav den Helliges kapsejlads om den norske trone, der er afbilledet et andet sted i kirken, at være en vigtig kunstskat fra den danske middelalder. Mange ser ligefrem malerierne som det mest seværdige i kirken, og Nationalmuseet har vurderet dem til at være særdeles bevaringsværdige.
Men særdeles beskidte er de altså også. Flere streger er udtværede, og baggrunden er mere grå end hvid. Det hele er meget gnidret, som Mette Midtgård Madsen siger.
Den 37-årige vægmalerikonservator fra Nationalmuseet peger op mod bestemte områder, hvor det efterhånden er svært at se detaljer eller former.
”Det er jo ikke, fordi man overhovedet ikke kan se motivet. Men det ville være betydeligt nemmere, hvis baggrunden blev renset og hvid igen. Det ville gøre en kæmpe forskel,” siger hun.
Den tanke er hun ikke den første, der har fået. Nationalmuseet fandt det i 2002 nødvendigt at få rengjort kalkmalerierne, så de blev tydeligere og samtidig undgik at lide alvorlig skade af snavset. En konservator tog dengang ud til kirken for at lave en forundersøgelse og renseprøver, der skulle vise, hvordan snavset kunne fjernes. Hun afprøvede alle de metoder, hun kendte – skrubbede med en akapad, der er en særlig svamp til tørrensning, og derefter med Gomma Pane, der er et brød lavet af vand, mel og kobbersulfat, som efter bagning bliver som et stort blågrønt viskelæder.
Hun prøvede også med at opløse snavset med vand blandet med kemikalier. Men intet virkede. Resultatet blev uensartet, krattet og grimt, og farvelaget led lidt skade. Ved vådrensningen gled nogle kemikalier samtidig ind i konturstregen på et motiv og opløste den. Mette Midtgård Madsen peger på en, engang, hvid hest. Stregen, der skal vise ryggen, er blevet utydelig.
”Selvom hun i sin rensning har holdt sig helt væk fra den streg, så er kemikalierne alligevel løbet derind. Det, hun prøvede at rense, har generelt fået en blakket overflade og lidt blegede konturstreger. Og så blev det ikke engang rigtig rent,” siger hun.
Konservatoren måtte til sin egen store ærgrelse opgive at anbefale en rensemetode til Skamstrup Kirke, da risikoen for at ødelægge malerierne var for stor.
Nu skal Mette Midtgård Madsen give det et forsøg. Sammen med kollegaen Kathrine Segel, har hun netop taget hul på et forskningsprojekt ved Nationalmuseet og Kunstakademiets Konservatorskole, hvor de som de første ph.d.-studerende i Danmark skal udvikle nye metoder til afrensning af kalkmalerier.
”Det er fantastisk, at der for første gang gives penge til ph-d.-forskning, for der har længe været behov for grundigere studier af bevaringen af kalkmalerier. Når man som konservator er ude at rense kirker, har man ofte en stram tidsplan. Der er ikke tid til at opfinde nye rengøringsmetoder, selvom der er brug for det. Men nu har jeg mulighed for at gå i dybden,” siger hun.
Mette Midtgård Madsen begyndte at arbejde med restaurering af kalkmalerier for cirka 10 år siden og har besøgt flere kirker, hvor genstridigt snavs er et problem. Dette skyldes blandt andet de brændeovne, som tidligere blev brugt til at varme mange kirker op med, og som har gjort malerierne sorte af sod. Tilbage i begyndelsen af 1900-tallet forsøgte man at fjerne soden med en våd svamp, hvilket sandsynligvis har forårsaget, at snavset trængte længere ind i væggene, siger hun.
”I dag ville vi aldrig rense noget med våd svamp, for så ved vi, at snavset vil trække indad. Men det er for sent, og nu er det svært – og flere steder fortsat umuligt – at tørre af.”
Nogle steder er kirkevæggene blevet så mørke af snavs, at man ikke længere kan se konturstregerne rundt om figurerne i kalkmalerierne. Hun husker blandt andet, at malerierne i Kirke Hyllinge Kirke på Midtsjælland nærmest var ”sort i sort”, før de for nogle år siden blev behandlet.
”Når vi rengør kalkmalerier, prøver vi ofte at isolere de sorte streger med et kemikalie, der lægger sig på overfladen og danner en beskyttende ’vokslignende’ overflade. Men i Kirke Hyllinge Kirke var det svært at se, hvor stregerne var. Kalkmalerierne kunne heldigvis reddes, men det var en risikabel proces, da konservatorerne var nødt til at nærstudere gamle billeder af malerierne og vurdere, hvor de rigtige streger var,” siger hun.
Så slemt står det trods alt ikke til i Skamstrup Kirke. Brændeovnssod og en mindre brand i en bænkehynde i kirken i 1971 har ganske vist sat sine spor, men Mette Midtgård Madsen håber stadig at kunne få kirken ren.
Og hvordan vil de to ph.d.-studerende så bære sig ad? Jo, Kathrine Segel skal arbejde med en teknologi baseret på nanoteknologi, der minder om de plastre, der bruges til brandsår og indeholder 90 procent vand. Ved at blande kemikalier i plastrene, vil hun undersøge, om de kan suge snavset ud af væggene.
Mette Midtgård Madsen skal arbejde med lerkompres, hvilket ifølge hende kan sammenlignes med de lermasker, man lægger på ansigtet for at trække urenheder ud af huden. Håbet er, at leret kan udtrække de sorte partikler fra væggene uden at slide på kalken, siger hun og tilføjer, at hun før har renset statuer på den måde.
”Men spørgsmålet er stadig, om det kan bruges på skrøbelige kalkmalerier, og hvilken lertype der i så fald er bedst at bruge. Vi kommer til at lave en del testfliser, som vi kan afprøve vores teknikker på,” siger hun og tilføjer, at de studerende også vil prøve at blive klogere på, hvad snavset på malerierne består af, da de dermed nemmere kan finde ud af, hvad der kan fjerne det.
Når det i dag er vigtigt at rense kalkmalerier, er det ikke kun for æstetikkens skyld. Snavset kan i sig selv være farligt, siger Mette Midtgård Madsen.
”Hvis overfladen er ru, kan der komme mere fugt og dermed opstå mikroorganismer og fugtskader. Mikroorganismernes affaldsprodukter kan danne huller i malerierne i Skamstrup Kirke og ødelægge farvelaget,” siger hun.
Hvis nogle af teknikkerne lykkes, handler det ifølge Mette Midtgård Madsen bare om at starte fra en ende af og langsomt nå gennem alle malerierne. Det vil nok tage nogle måneder for et par ansatte, tror hun. Og så kan det være, der opdages andre skavanker undervejs.
”Det meste af vores arbejdstid kan faktisk ofte gå med at råde bod på tidligere restauratorers arbejde og kosmetiske lappeløsninger. I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet malede man ofte bare over fejl og mangler, og mange steder er behandlingen så dårlig, at vi må fjerne det og starte forfra. Derudover har det givet os den udfordring, at det er svært at se, hvad der er original, og hvad der er lavet senere,” siger hun og tilføjer, at maleriet kan komme til at se ganske grimt ud undervejs i processen, når gamle lappeløsninger fjernes.
”Men vi får rettet op på det igen. Og det er en fed følelse, når hele motivet begynder at samle sig igen. Jeg har heldigvis endnu ikke oplevet, at jeg til slut i en proces har tænkt, at arbejdet ikke var en succes.”
