Prøv avisen
Kirkeanalyse

Kan folkekirken rumme kristne fra andre kulturer?

Er folkekirken den (etnisk) danske folkekirke, eller er folkekirken rummelig nok til at rumme kristne i Danmark med anden teologisk, liturgisk, ekklesiologisk og kulturel baggrund? Foto: Joachim Adrian/Polfoto

Kristne migranter, flygtninge og konvertitter kommer til Danmark. Spørgsmålet er, om de skal indlemmes i folkekirkens menigheder eller forme deres egne. Det springende punkt er teologien

Den 3. til 4. februar afholder Det mellemkirkelige Råd et fremtidsværksted om folkekirkens muligheder og udfordringer set i lyset af de mange kristne migranter, flygtninge og konvertitter.

Læg mærke til: Det handler ikke om muslimer – altså bortset fra dem, der vælger at forlade den muslimske tro, konvertitterne, der udviser det kæmpestore mod at udsætte sig for udstødelse og de straffe, som islam foreskriver skal ramme de frafaldne. Altså det handler om kristne med en anden kulturel og religiøs baggrund end den, vi som flest har her i landet. Skal vi indlemme dem i folkekirkens menigheder eller lade dem forme deres egne menigheder?

Hvad afstedkommer det, hvis vi indlemmer dem i folkekirken: To slags menigheder? To slags præster? To slags medlemskab?

Er folkekirken den (etnisk) danske folkekirke, eller er folkekirken rummelig nok til at rumme kristne i Danmark med anden teologisk, liturgisk, ekklesiologisk og kulturel baggrund?

Det er nogle af de spørgsmål, som stiftsrepræsentanterne skal drøfte.

Der kan vel ikke være tvivl om, at det er en lykke for kirken, når der kommer mennesker og banker på dens dør. Så selvfølgelig skal de lukkes ind. Men det kan godt være, at de skal have lov til at danne deres egne etnisk definerede menigheder. Sådanne menigheder kan tjene et godt formål – siger jeg som én, der har gjort tjeneste som præst for en dansk udlandsmenighed i Schweiz.

Vores udfordring var selvfølgelig at gøre det klart, at vi var en kirke og ikke en hjemstavnsforening. Det er der en del udlandsmenigheder, der er. Og ikke et ondt ord om hjemstavnsforeninger. Så hvis vi forsøger at indlemme dem, skal det ske med omtanke og i respekt for de kulturelle forskelle, som er der. Dem hverken kan eller skal man se hen over.

Får vi så to slags menigheder, to slags præster, to slags medlemskab?

Ja, vi får forskellige slags menigheder. Men det er der jo ikke noget galt i. Den mangfoldighed findes jo allerede. Folkekirken i de større byer fungerer allerede i et vist omfang som valgmenigheder.

Og vi får forhåbentlig flere slags præster end blot to. Jeg har i anden sammenhæng gjort mig til talsmand for, at vi skal afskaffe begrebet sognepræst og i stedet ansætte alle præster med særlige opgaver (præst mso).

Skal vi så også have flere former for medlemskab? Helst ikke. Men det er jo her, teologien kommer på banen. Som bekendt er folkekirken, som defineret i Grundloven, evangelisk-luthersk, og mange af de kristne, der kommer til landet eller konverterer her i landet, vil tilhøre en anden konfession.

Nu mener jeg, at det problem er blevet mindre påtrængende i takt med, at dogmatikken i det hele taget spiller en mindre rolle, også i folkekirken. Det er ikke en værdidom, men en konstatering baseret på observation af den kirkelige debat og lytning til mange prædikener. Spørgsmålet om teologien ligger også i bunden af det tredje spørgsmål: Er folkekirken den (etnisk) danske folkekirke, eller er folkekirken rummelig nok til at rumme kristne i Danmark med anden teologisk, liturgisk, ekklesiologisk og kulturel baggrund?

I mit internationale kirkelige arbejde har jeg observeret, at mange oversætter folkekirkens navn forkert: Man siger The Evangelical Lutheran Church of Denmark. Den benævnelse lægger op til, at den lutherske kirke i Danmark er en kirke for danskere. Men det er selvfølgelig forkert. Det hedder The Evangelical Lutheran Church in Denmark. Det er den lutherske kirke, som er til stede i Danmark (og – tilføjede vi i udlandsmenighederne – dér, hvor dansk kultur findes, og dansk sprog tales).

Så selvfølgelig er folkekirken rummelig nok til at rumme kristne i Danmark med anden kulturel baggrund. Det springende punkt er som sagt teologien. Ikke så meget liturgien, for det er en menneskelig ting, som kan indrettes efter forholdene. Her spiller vaner og smag en rolle. Ekklesiologien er for mig heller ikke det, der skiller. For vi har i Den Augsburgske Bekendelse en minimalmodel for kirkelig enhed: ”Til sand kirkelig enhed er det nok at være enige om evangeliets lære og forvaltningen af sakramenterne.”

Men selvfølgelig: Urgerer man teologien og for eksempel føler sig forpligtet på en barnedåbs fundamentalisme, så kan der opstå problemer i mødet med den ”de troendes dåb”, som mange af de nye menigheder praktiserer. Det er klart, at udviklingen repræsenterer en udfordring for den etablerede folkekirkelige ordning med den grundlovsbestemte konfessionsbinding. Og når den statskirke-lignende administration støder sammen med en mere frikirkelig indstilling, som hersker i de fleste migrantmenigheder, så kan der godt opstå gnidninger.

Men det må ikke skygge for, at det er en lykke, at vore tilrejsende vil folkekirken. Det betyder også, at spørgsmålet om mission kommer på folkekirkens dagsorden. Og det er højst påtrængende. For det er jo først og fremmest det, det handler om. Der kaldes på nye måder for kirken til at præsentere og repræsentere kristendommen, hvilket jo som bekendt er konsensus-definitionen på mission inden for folkekirken.

Hvad angår den organisatoriske ordning, så mener jeg faktisk, at vi med den nuværende ordning for kirken, med mulighederne for valg- og frimenigheder, med menighedernes frie præstevalg samt sognebåndsløsning, har en kirkeordning, der – administreret lempeligt – har tilstrækkelig fleksibilitet til at møde den nye tids udfordringer.

I de seneste 20-30 år har vi diskuteret multikulturalisme. Mange har agiteret for den og sagt, at vi som nation er på vej ind i en multietnisk, multikulturel og multireligiøs situation. Multikulturalismen, forstået som det, at forskellige kulturer eksisterer side om side og får lov til at passe sig selv, den er mere eller mindre død. Nu bygges der igen mure og nationernes renhed prioriteres.

I den situation er det måske netop kirkens opgave at vise, at der findes gode eksempler på, at forskellige kulturer kan leve sammen og befrugte hinanden.

Viggo Mortensen er professor emeritus i teologi fra Aarhus Universitet.

Andre læser lige nu