Prøv avisen

Kan forskellige kirker sammen forklare kristendommen?

Dåben er et af de punkter, der er teologisk uenighed om kirkerne imellem. Flere præster kritiserer, at man er gået for let hen over dåben i et nyt hæfte om kristendom, som er udarbejdet af danske kirker i fællesskab. – Arkiv Foto: ritzau

Flere kirkesamfund er gået sammen om at udarbejde et lille hæfte om kristendom. Resultatet er ikke overbevisende, skriver tre forskellige præster i folkekirken

Kristendommens kerne drukner i den gode vilje

Kristian Bøcker, sognepræst i Jelling

Hvad skal man som almindelig folkekirkepræst af grundtvigsk tilsnit synes om det lille værk ”Noget om den kristne tro”, som danske kirker har forfattet i fællesskab?

Ja-tja-bom-bom, intentionen er vel prisværdig: at fokusere mere på lighederne mellem de kristne kirker end skændes om forskellene. I hæftet illustreres hensigten af et billede på en af de første sider af en masse forskellige blomster som et billede på mange forskellige fortolkninger af den kristne tro – men jo alle blomster, alle kristne. Smukt, ja, men også en lille smule pænt. Poleret, om man vil. Som teksten også nemt bliver det, fordi den skal rumme en række netop meget forskellige fortolkninger af den kristne tro.

Idéen med hæftet er at finde ind til ”kristendommens kerne” og ”det fælles gods”, som det hedder. Og der er masser af fælles gods, først og fremmest Fadervor, som man tager udgangspunkt i. Det er en god idé. Alligevel er det som om, at hver gang man kommer til kernen, tåger teksten til i ”gåder”, ”det forunderlige”, ”en enestående virkelighed bag ordene”. Det kan der jo på den ene side være noget om. Vi forstår aldrig fuldt ud. På den anden side virker det lidt for nemt. Som om man giver op, og måske grundet de mange hensyn, der skal tages i sådan et fælleskirkeligt foretagende, glider af, når det brænder på.

Det gælder især Jesu død og opstandelse. Her bliver teksten virkelig kirkepolitisk, fordi alle synspunkter skal tilgodeses. De forskellige opfattelser af Jesu død listes op: at han besejrer døden, at han er Guds offer til Gud for at lade sig forsone med mennesker, at han tager straffen for os, og at han er Guds kærligheds offer. Jesus ”tager selv smerten, ondskaben, uretfærdigheden og synden på sig”, som det meget præcist formuleres på en måde, så både politisk sindede kristne, mere eksistentielt sindede, missionske kristne kan spejle sig i en af formuleringerne. Set fra et grundtvigsk synspunkt, hvor dåb og nadver er afgørende, er ”Noget om den kristne tro” ikke så heldig. Ifølge Grundtvig ”sker” evangeliet i dåben og nadveren. Her er kristendommens kerne, for nu at bruge det udtryk. I dåb og nadver mødes vi af Guds levende ord. Det afgørende er ikke os og vores eventuelle tro, fromhed, religiøse fornemmelser. Det afgørende er, at Gud kommer til os. Fra dét synspunkt er det uheldigt, at dåb og nadver i hæftet blot strejfes og omtales som meget forskelligt vægtet i forskellige kirker.

Økumeni, forstået som samtale og samarbejde mellem forskellige kirkesamfund, er godt. Vi kan uden tvivl lære af hinanden. Men efter min opfattelse er det skønne spildte kræfter med disse dokumenter og pjecer, hvor man på politisk vis må gå på kompromis og udtænke glatte formuleringer. Kernen, kristendommens kerne, drukner i den gode vilje.

Meget godt at hente, men også lunkenhed og tåger

Katrine Winkel Holm, sognepræst i Borup på Sjælland

Lunkne kompromiser og uldne formuleringer er døden, når man vil forkynde til tro. Derfor var det med stor skepsis, jeg påbegyndte læsningen af den lille brochure. Den skepsis mindskedes for en stor dels vedkommende undervejs, for meget fint og klart bliver sagt på en enkel måde, suppleret med noget af salmebogens mest kendte og bedste lyrik.

I tider som disse, hvor hver måned snart sagt byder på en folkekirkepræst, der blæser højt og flot på et af kirkens trossandheder, må man glæde sig over, at Gud fastholdes som almægtig, Jesus som sand Gud, og at ordet ”synd” får lov at optræde, selvom det godt nok gøres temmelig diskret og ikke altid lige klart.

At synd er ”at skyde forbi målet” er for eksempel i bedste fald totalt tåget. I værste fald er det et glat forsøg på at tale udenom for at undgå at støde folk fra sig.

I betragtning af, at vores fælles, oldkirkelige bekendelser har troen på syndernes forladelse som noget centralt, er det mystisk, så svagt Jesu korsdød udlægges. Meget stort og godt sker i påsken, får vi at vide. Men at Gud tager vores skyld på sig og betaler den pris, vi skulle betale, at vi altså står i gæld til Gud i halsen, det har brochuren det svært med. Påsken handler, hedder det indledningsvist, om at ”Gud tager vore menneskelige vilkår alvorligt”. Så har man da vist ikke sagt for meget! Og modspillet til denne sælger-formulering, der igen tydeligvis har til formål at pakke formuleringer ind, der risikerer at fornærme det moderne, autonome menneske, forbliver uklart.

Betydningen af dåb og nadver glimrer stort set ved deres fravær i fremstillingen, hvad der jo selvfølgelig skriger temmelig meget til himlen i betragtning af, at nadveren er en fast del af vores søndagsgudstjeneste.

Det skyldes vel igen hensynet til andre kirkesamfund. Men det er selvfølgelig fatalt, at læseren får lov får at blive i den illusion, at fællesskabet i kirken bare drejer sig om fællesskabet selv, og hvad dertil måtte høre af kage, kaffe og hygge. Nej, vi samles om Kristus og tager tomhændede imod ham. Dét er kernen i det kristne fællesskab.

Til trods for, at de lunkne kompromiser sætter deres spor på fremstillingen, er der meget godt at hente i brochuren. Som en invitation til videre beskæftigelse med den kristne tro har den bestemt sin berettigelse. Men videre skal man.

Og så er det tankevækkende at slå op på den snart 500 år gamle augsburgske bekendelse fra 1530 og konstatere, at mange af formuleringerne her er mere enkle og forståelige end dem i den aktuelle brochure. Klar tale uden kompromiser er nu engang det bedste for folket. Det kan vi lære af reformatorerne.

Brugbart materiale trods uklar tale

Hans-Ole Bækgaard, formand for Indre Mission og valgmenighedspræst i Aarhus Bykirke

”Noget om den kristne tro” er en visuelt flot præsentation af det centrale budskab i den kristne tro. Man har bestræbt sig på at formidle indholdet i et forståeligt og inviterende sprog til nutidsdanskeren. Det er grundlæggende lykkedes meget godt, og hæftet er i sin helhed brugbart. Men det kan ikke stå alene. Der er mere at sige, og må derfor følges op med invitation til samtale. Det lægges der også op til.

Udgivelsen udtrykker den tendens, som præger kirkelandskabet i disse år, at det er muligt at samles om noget fælles trods forskellighed. Det har sine styrker og svagheder, hvilket også er tilfældet her.

Med udgangspunkt i Fadervor lader ønsket til at være at få det (post)sekulære menneske i tale med fokus på praksis og hverdagsliv frem for teori. Men havner indholdet alligevel ikke i at blive mere teoretisk? Flere småfortællinger ville bedre have koblet troen sammen med menneskers liv – ligesom refleksionsspørgsmål undervejs eller til sidst ville have gjort.

I enhedens navn under Danske Kirkers Råd – uden Den Ortodokse Kirke – må der indgås teologiske kompromiser. Selvom det nævnes, at der er forskellige tilgange og traditioner i visse spørgsmål, gør det noget ved helheden, når dåb og nadver ikke nærmere udfoldes. Eller at læseren ikke mere direkte ledes hen til at stifte kendskab med Bibelen selv.

I forsøget på at balancere mellem de forskellige kirkers syn på synd, syndefaldets konsekvenser, korset, forsoningen og at leve for Gud bliver det til tider lidt tamt. Nok introduceres ordet synd, men afsvækkes lige så hurtigt, så det bibelske budskab om, at mennesket i sig selv er en falden synder, der har brug for frelse, nærmest ikke berøres. Dermed er omtalen af evig fortabelse – og i den forstand også evig frelse – helt udeladt. Det er sikkert også årsagen til, at beskrivelsen af, hvorfor Jesus skulle dø på korset, er formidlet så svagt. Det er, som om vi ikke rigtig ved, hvorfor det skete, og hvad det betyder. Vi bliver mest efterladt i ”korsets gåde”.

Der er også en utydelighed om, hvad det konkret betyder, at Gud har skabt verden. Er troens genstand en almægtig Gud, der skaber ved sit ord alene, eller er ”en skabt verden” snarere blot en anledning til troens undren? Disse utydeligheder er der flere af – og de er hæftets store svaghed. Men det må vel regnes som en præmis for en sådan fælles udgivelse.

Når det er sagt, så bør samtale om tro og kristendom bestemt ikke være fortrængt fra det offentlige rum. Denne udgivelse er bestemt en anledning til, at der kan samtales meget mere om tro og kristendom. Alene den mission giver grund til ønsket om, at hæftet må blive spredt og bane vej for rigtig mange samtaler om tro på Jesus som verdens frelser.