Prøv avisen

Kan forskellige kirker sammen forklare kristendommen?

Dåben er et af de punkter, der er teologisk uenighed om kirkerne imellem. Flere præster kritiserer, at man er gået for let hen over dåben i et nyt hæfte om kristendom, som er udarbejdet af danske kirker i fællesskab. – Arkiv Foto: ritzau

Flere kirkesamfund er gået sammen om at udarbejde et lille hæfte om kristendom. Resultatet er ikke overbevisende, skriver tre forskellige præster i folkekirken

Kristendommens kerne drukner i den gode vilje

Kristian Bøcker, sognepræst i Jelling

Hvad skal man som almindelig folkekirkepræst af grundtvigsk tilsnit synes om det lille værk ”Noget om den kristne tro”, som danske kirker har forfattet i fællesskab?

Ja-tja-bom-bom, intentionen er vel prisværdig: at fokusere mere på lighederne mellem de kristne kirker end skændes om forskellene. I hæftet illustreres hensigten af et billede på en af de første sider af en masse forskellige blomster som et billede på mange forskellige fortolkninger af den kristne tro – men jo alle blomster, alle kristne. Smukt, ja, men også en lille smule pænt. Poleret, om man vil. Som teksten også nemt bliver det, fordi den skal rumme en række netop meget forskellige fortolkninger af den kristne tro.

Idéen med hæftet er at finde ind til ”kristendommens kerne” og ”det fælles gods”, som det hedder. Og der er masser af fælles gods, først og fremmest Fadervor, som man tager udgangspunkt i. Det er en god idé. Alligevel er det som om, at hver gang man kommer til kernen, tåger teksten til i ”gåder”, ”det forunderlige”, ”en enestående virkelighed bag ordene”. Det kan der jo på den ene side være noget om. Vi forstår aldrig fuldt ud. På den anden side virker det lidt for nemt. Som om man giver op, og måske grundet de mange hensyn, der skal tages i sådan et fælleskirkeligt foretagende, glider af, når det brænder på.

Det gælder især Jesu død og opstandelse. Her bliver teksten virkelig kirkepolitisk, fordi alle synspunkter skal tilgodeses. De forskellige opfattelser af Jesu død listes op: at han besejrer døden, at han er Guds offer til Gud for at lade sig forsone med mennesker, at han tager straffen for os, og at han er Guds kærligheds offer. Jesus ”tager selv smerten, ondskaben, uretfærdigheden og synden på sig”, som det meget præcist formuleres på en måde, så både politisk sindede kristne, mere eksistentielt sindede, missionske kristne kan spejle sig i en af formuleringerne. Set fra et grundtvigsk synspunkt, hvor dåb og nadver er afgørende, er ”Noget om den kristne tro” ikke så heldig. Ifølge Grundtvig ”sker” evangeliet i dåben og nadveren. Her er kristendommens kerne, for nu at bruge det udtryk. I dåb og nadver mødes vi af Guds levende ord. Det afgørende er ikke os og vores eventuelle tro, fromhed, religiøse fornemmelser. Det afgørende er, at Gud kommer til os. Fra dét synspunkt er det uheldigt, at dåb og nadver i hæftet blot strejfes og omtales som meget forskelligt vægtet i forskellige kirker.