Kan man ændre Fadervor?

Paven i Rom ønsker at ændre en sætnings ordlyd i de kristnes vigtigste bøn, Fadervor, men det er ikke nødvendigt eller muligt, mener teologer

Jesus lærer folk Fadervor, da han holder Bjergprædikenen, fortæller Bibelen. Her er den danske maler Carl Blochs gengivelse af situationen på bjerget. –
Jesus lærer folk Fadervor, da han holder Bjergprædikenen, fortæller Bibelen. Her er den danske maler Carl Blochs gengivelse af situationen på bjerget. – . Foto: Wikicommons.

Det er ikke Gud, der frister mennesket. Det gør Satan.

Sådan lyder pave Frans’ begrundelse for, at han ønsker sætningen ”led os ikke i fristelse” fra Fadervor ændret i den romersk-katolske kirke. For at understrege, at Gud, som bønnen henvender sig til, er en kærlig fader, ønsker det katolske overhoved, at sætningen får den nye ordlyd: ”lad os ikke blive ledt i fristelse”. Og sådan er sætningen allerede oversat i store dele af den spansktalende katolske verden, og siden i søndags også i Frankrig.

Fadervor er den ældste og mest brugte bøn i kristendommen. Den optræder i evangelierne fra både Lukas og Matthæus, men det er ordlyden fra sidstnævnte evangelist, som er den mest udbredte. Og her står, hvis man oversætter ord for ord fra græsk: ”led os ikke ind i fristelse”. Det er dog ikke altid, at man oversætter ord for ord direkte. I mange situationer fortolker man de gamle ord, også når man oversætter Bibelen.

Gitte Buch Hansen er lektor i Det Nye Testamente ved Københavns Universitet, og det er hendes overbevisning, at de to sætninger udtrykker to vidt forskellige teologiske ståsteder. Hun mener, det er vigtigt at holde fast i en opfattelse af Gud som den almægtige, der også kan bruge sin magt til at sætte mennesket på prøve. Hun forklarer desuden, at det ord, der i dag er oversat til ”fristelse”, lige så vel kunne være oversat til ”prøvelse”.

”Man skal huske, at Det Nye Testamente er skrevet ind i et kriseunivers. De første kristne var pressede og udsat for forfølgelser. Her var det vigtigt at bevare troen på, at Gud er den almægtige, og at det derfor også er ham, der udsætter mennesket for prøvelser; ikke prøvelser, der er umulige, men prøvelser, som, hvis man kommer igennem dem, frelser os. Kun den tro kan bære det kristne håb gennem lidelse,” siger hun.

Gitte Buch Hansen opfatter behovet for omkrivning som et udtryk for, at mange kristne i dag ikke befinder sig i den form for krise, der kendetegnede de tidlige kristnes situation. Hun mener dog, at den nuværende ordlyd er værd at holde fast ved af hensyn til mennesker, der i vor tid måtte befinde sig under ekstremt pres.

”Det her handler om mere end bare en præposition. Den teologi, der ligger til grund for ordlyden, har uhyre relevans for blandt andet nutidens forfulgte kristne. Velfærdseuropæerne skal ikke fratage dem det sprog og den teologi, der kan være en trøst for dem i den situation, de står i,” siger Gitte Buch Hansen. Desuden mener hun, at man med en ny ordlyd ”ville skrive historien om”.

Heller ikke Anders-Christian Jakobsen, der er professor i systematisk teologi ved Aarhus Universitet, mener, at der er grund til at lave om på oversættelsen af Fadervor.

”Jeg synes ikke, man skal ændre sætningen. Jeg mener, at den er mest loyal over for den græske grundtekst,” siger han og forklarer, at han i stedet ønsker en teologisk samtale om, hvad ordene betyder.

”Det handler om, hvad man forstår ved ordet fristelse. Jeg tror, at Gud hverken kan eller vil friste mennesket i en grad, så det for eksempel går ud over næsten, men tænker man på fristelsen som Guds måde at opdrage eller lede mennesket på rette vej, så giver det mening, at også Gud frister,” siger Anders-Christian Jakobsen.

Debatten om Fadervor rejser spørgsmålet, om pavens ønske om at ændre sætningens ordlyd kan få teologiske konsekvenser i Danmark.

Det vurderer Birgitte Stok-lund Larsen ikke, den kan. Hun er teolog og generalsekretær i Bibelselskabet, som udgiver og oversætter Bibelen og andet bibelsk materiale, der skal kunne bruges på tværs af kirkeretninger.

Men grundlæggende er hun enig i pavens budskab om, at det ikke er Gud, der frister.

”Spørgsmålet er, om Gud er subjektet for fristelsen eller for hjælpen til at undgå den. Jeg er enig med paven i, at Gud er subjekt for hjælpen, og at fristelsen er Satans afdeling. Selvom der er eksempler i Bibelen på, hvordan Gud sætter mennesker på prøve, knytter ordet fristelse sig alligevel i højere grad til Djævelen,” siger hun og påpeger, at ”fristelse” og ”prøvelse” begge er oversættelser af det samme græske ord.

På trods af sin forståelse for pavens budskab mener hun dog ikke, at man skal lave sætningens ordlyd om.

”Jeg ser de to sætninger som grader af det samme. Uanset hvad er det Gud, der er den hjælpende part, og bønnen hører tæt sammen med bønnens næste led om at fri os fra det onde. Var Gud derimod subjekt for fristelsen, ville man i stedet have sagt: ’frist os ikke’,” siger Birgitte Stoklund Larsen, der oplyser, at Bibelselskabet ikke på nuværende tidspunkt er i gang med nye bibeloversættelser, der kunne gøre overvejelsen aktuel i en dansk sammenhæng.