Prøv avisen
Corona i kirken

Kan man forestille sig Rom uden påskens gudstjenester?

I Rom er Peterskirken i går blevet lukket. Pladsen foran den historiske bygning er symptomatisk tom for Rom, som kristne fra hele verden ellers valfarter til normalt. – Foto: Antonio Pisacreta/Ropi/Zuma Press/Ritzau Scanpix.

Rom vil ikke være den samme i den kommende tid, hvor frygten for coronavirus har sat en stopper for offentlige messer, skriver Andreas Rude i en analyse

Meddelelsen i søndags fra bispedømmet Rom var chokerende og formentlig uden fortilfælde. Indtil den 3. april er alle offentlige gudstjenester aflyst i kristendommens symbolske hovedstad, hvortil millioner af pilgrimme rejser hvert år. Bestemmelsen kommer i forlængelse af et landsdækkende forbud mod gudstjenester i Italien, og grunden er naturligvis frygten for smitte med covid-19. For den har særligt gode vilkår, hvor menneskene står tæt og går til alters sammen. Alligevel har beskeden en betydning, der rækker ud over den rent rationelle afgørelse, og som mange mennesker oplever som endnu en blottelse over for en ukendt sygdom. For hvor skal de gå hen med deres usikkerhed, hvis ikke til kirken?

Pave Frans er ikke bare pave, men også Roms biskop. Det var således hans vikar for bispedømmet Rom, kardinal Angelo de Donatis, der i søndags meddelte, at ”offentlige liturgiske fejringer” er suspenderet i overensstemmelse med den italienske regerings dekreter. Det betyder, at der i de næste uger ikke vil blive fejret almindelige messer i bispedømmets 334 sogne og over 700 kirker. Forbuddet rammer også kirkegangen i resten af Italien, ligesom katolikker i hele verden tillige må tage skrappe forholdsregler. Men Rom er ikke bare en by blandt andre. Rom er også et begreb, som når næsten halvdelen af verdens kristne identificerer sig som netop romersk-katolske.

Skønt langtfra alle romerne går i kirke om søndagen, og endnu færre går til hverdagsmesser, har kirkerummet traditionelt en større betydning i en katolsk kultur end i en protestantisk. Kirkebygningen er et helligt rum, og messefejringen er hjertet i bygningens liv. Den er Guds bolig, hvor tabernaklet med de indviede hostier opbevares, og menighedens hus. Herigennem giver den kvarteret sin identitet og er en fælles reference for beboerne og de handlende.

Kirkerne er også ramme om individuelle andagter, og netop i en situation, hvor alle føler sig ængstelige, er det en trøst, at de fortsat er åbne for bøn og tilbedelse på egen hånd. Ej heller betyder forbuddet mod offentlige gudstjeneste, at der slet ikke vil blive holdt nogen. Præster, der bor i Rom og i Vatikanet, har fortsat tilladelse til at fejre messe under private former, og de vil givet samle små grupper om sig. Alle andre vil på YouTube kunne følge pavens private daglige messe.

Forbuddet gælder indtil fredag den 3. april, som er to dage før palmesøndag. Men der er ingen garanti for, at krisen så er under kontrol. I baghovedet på alle kirkelige aktører må være en stigende bekymring for konsekvenserne af en påske i Rom uden gudstjenester: Fra langfredags pavelige andagt ved Colosseum til midnatsmessen påskenat og den traditionelle velsignelse ”Urbi et Orbi” (for byen og verden) til mængden på Peterspladsen påskedag.

En sådan aflysning har næppe noget fortilfælde, for tidligere tiders myndigheder havde ikke den kontrol over borgerne, som en moderne regering har. Men kristendommen har stor erfaring med modgang og trøst, og i den officielle sprogbrug kan man allerede ane en skånsom forbereden sig på skuffelser. Kardinal de Donatis gav sin meddelelse i søndags en konstruktiv drejning ved at minde om, at vi er i fastetiden, og at det vil hjælpe med til at udholde ”den store prøvelse på evangelisk vis”. Bispedømmet opfordrede også Roms katolikker til at gøre dagen i går til en særlig dag med bøn og faste for ofrene for coronavirus.

Hermed blev de troende mobiliseret i retning af personligt ansvar og handling, og den samme retorik vil blive taget i brug, hvis påskens store gudstjenester aflyses. Som en af den globale katolicismes indflydelsesrige stemmer, den amerikanske jesuit James Martin, skrev tirsdag på sin Instagramprofil om reaktioner på pandemien: ”Alt hvad der fører til fortvivlelse, kommer ikke fra Gud. Alt, der bygger håbet op, gør.”