Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Kirken i verden

Kan man genopfinde protestantismen?

Fornyelse handler om at designe gudstjenestelignende arrangementer, der passer til målgruppen, som babysalmesang for de unge mødre, pastagudstjenester til den fortravlede børnefamilie og cafegudstjenester for de unge, skriver Viggo Mortensen. Arkivfoto. Foto: Henning Bagger

Udgangspunktet for fornyelse af kirken har altid været en fornemmelse af, at man lever i en krisetid. Den har vi nu i den europæiske protestantisme. Lægfolk har historisk handlet i den situation for at udbrede kristendom

I denne tid får vi så demonstreret, at reklame virker. Medlemmerne fosser angiveligt ud af folkekirken som følge af Ateistisk Selskabs annoncekampagne. Det giver den tanke, at en institution som folkekirken ikke er skabt til at operere på et marked. Men det er der, religionen har udviklet sig hen. Annoncer og modannoncer – det er sådan, man opfører sig på et religiøst marked. I princippet har vi vel været på et sådant marked, siden vi for 167 år siden fik religionsfrihed. Det tager godt nok nogen tid, før den slår igennem. Men nu er det sket.

Og der er noget der tyder på, at det navnlig er protestantismen, der er udfordret af markedstænkningen. På markedet skal man selvfølgelig være synlig. Man skal skille sig ud. Men protestantismen har et problem med synlighed. Det hænger sammen med grunddogmet i lutherdommen: retfærdiggørelse ved tro og ikke ved gerninger. Og troen? Ja, det er jo en hjertesag og derfor usynlig. Meningen er, at den kristne kærlighed, som man i og med tilgivelsen er sat fri til, skal udmønte sig i helt almindelige gerninger i kald og stand, som det hedder. Skomagerens ”gudstjeneste” er at lave gode sko! Eller som Luther siger det i forbindelse med de teser, der gør op med afladen, og som vi skal fejre næste år: Hele den kristnes liv skal være bod. Det er ikke bare gjort med nogle spektakulære bodsgerninger, som kan ses.

Når denne grundlæggende fromheds holdning degenererer, fordi den ikke er indfældet i dagliglivets gøremål, bliver resultatet af denne pragmatiske sekularisering en praktisk ateisme.

Fordi den lutherske reformation blev reddet af fyrsterne og udnyttet af dem til deres egen fordel, så blev protestantismen i Europa forbundet med staterne. Protestantismen blev institutionaliseret i nationalstaten. Det er først med indførelsen af religionsfriheden, at der kommer sprækker i det tætte samliv. Og nu er forholdet under kraftig nedbrydning. Når nationalstaten i disse år udhules, dels gennem overnationale organisationer (EU, FN), dels gennem den teknologiske og økonomiske globale udvikling, kommer den nationale kirke til at stå så nøgen. Den må genopfinde sig selv. Den franske model for forholdet mellem kirke og stat, der opererer med en skarp adskillelse, vinder frem, blandt andet fordi det er den model, som EU følger.

Men ikke i Danmark. Her klamrer så vel kirkefolk som politikere sig til den uforandrede folkekirkeordning. Forståeligt nok, for man ved, hvad man har, og man ved ikke, hvad man får. Og det er turbulente tider på det religiøse marked. Nu går udviklingen i Danmark heller ikke så stærkt som andre steder. Den tyske evangeliske kirke mister medlemmer, hvad der svarer til et sogn om måneden. Her bliver det derfor i stigende grad svært at fastholde en illusion om folkekirkelige forhold. En anti-institutionel attitude forhindrer, at nogen vil erstatte en folkekirkelig ordning, for de aktive forlader institutionen til fordel for et varmere og snævrere fællesskab i frikirkerne.

Så hvad kan og skal man stille i stedet? Mange steder er man i fuld gang med at tænke over og afprøve nye måder, hvorpå man kan videreføre det protestantiske engagement uden støtte af statslige strukturer.

For nylig blev der i Wittenberg holdt en konference, ”Re-imagining Protestantism”, som jeg oversætter til: Her mødtes folk, der har taget afsked med Konstantin, det vil sige med forestillingen om, at kirke og statsmagt hører sammen. De vil tænke kirkeligt fællesskab forfra og er helt bevidste om, at kirken i det moderne samfund er marginaliseret. Hvilket de så vender til en fordel ved at hævde, at fornyelse altid kommer fra marginen. Missionen starter i udkanten. Det er budskabet.

Og der sker rigtig meget de steder, hvor man forsøger sig med nyt. Man bruger forskellige ord for det, som for eksempel Nye udtryk (”Fresh expressions” ) i England. Men i grunden kender vi det godt. Det handler om at designe gudstjenestelignende arrangementer, der passer til målgruppen, som babysalmesang for de unge mødre, pastagudstjenester til den fortravlede børnefamilie og cafegudstjenester for de unge.

Modsat er der så dem, der ikke vil med på den galej og forhærder sig i en dogmatisk ortodoksi og holder fast ved en overleveret liturgi, der prises for netop at være ”fremmed” og anderledes.

Så der står vi: midt mellem fastholdelse af det kendte og behov for at afprøve nyt. Kirken har kendt tidligere epoker, hvor man stod i et lignende dilemma. Hvad gjorde man da? Hvilke træk karakteriserer de fornyelsesbevægelser, der slog igennem tidligere?

Udgangspunktet er altid en udbredt fornemmelse af, at man lever i en krisetid. Hvad gør man ved det? Man går tilbage. Man går til kilderne. Man opdager de træk ved samtiden, der minder om de forhold, der skildres i Det Nye Testamente. Så bliver Bibelen levende igen. Og det er de almindelige mennesker, der reagerer, dem, man i det kirkelige vokabular kalder det myndige lægfolk. Og så er man optændt af den hellige iver for at fortælle det videre. Det hedder mission. Dertil kommer, at man ikke er bange for at prøve noget nyt.

Det er, hvad der karakteriserer en fri kirkelig fornyelsesbevægelse. Fornemmelsen af og tegnene på krise har vi, så grobunden for fornyelsen burde være der. Mon den kan finde fodfæste i en folkekirkelig sammenhæng?