Den 4. november 1942 kravlede kvinderne Hannah, Ester og Maria ud af en massegrav i det østlige Polen. 10.000 andre jøder lå døde tilbage. Kvinderne søgte hjælp, men polakkerne veg tilbage for de nøgne kvinder, der var indsmurt i blod. Først da Maria fandt de juveler frem, hun havde gemt i vagina, fik de hjælp og i hvert fald Hannah og Ester over-levede og kunne fortælle historien.
Nogle gange skal der penge til, før folk tør hjælpe et menneske.
Der er et afgørende øjeblik i en sådan situation, hvor man kan håbe, at man gør det rigtige, siger professor David Silberklang.
Han er historiker og professor ved Yad Vashem holocaustmuseet i Jerusalem. Han er også akademisk medarbejder ved en task force i holocaustuddannelse, som har 31 lande som medlemmer, blandt andet Danmark.
De 12.000 danskere, der i 1941 meldte sig til Frikorps Danmark, foretog et valg, selvom kun 6000 blev optaget. 28.000 valgte at melde sig ind i Nazistpartiet. De langt færre, der var modstandsfolk, foretog et valg. Og de millioner danskere, der intet foretog sig, tog også et valg.
I går talte David Silberklang i anledning af Auschwitz-dagen i København.
Han har intet til overs for undskyldninger for medløb til nazisterne. Ikke 1930ernes depression, som efterlod både Europa og USA i økonomisk uføre og millioner i arbejdsløshed, eller for en Adolf Hitler, som i 1930erne satte offentlige arbejder i gang, der tilsyneladende knækkede arbejdsløshedskurven, eller for danske unge mænd, der bare drømte om en gård i Østeuropa, når nazisterne havde vundet krigen.
Hvis det gode, man gør, er baseret på en forbrydelse, så er det ikke godhed, siger han.
Det gælder blandt andet Besættelsestidens samarbejdspolitik. Her skrev for eksempel Bo Lidegaard, nu chefredaktør for Politiken, i Kampen om Danmark, at de danske politikere forsøgte at opretholde demokratiet mod de nazistiske og kommunistiske strømninger.
Hvordan opretholder et land et demokrati, når man forliger sig med nazisme? Når man samarbejder og samtidig underminerer sine idealer om et samfund?.
David Silberklang mener, at danskerne har god grund til stolthed over redningen af jøderne.
Men hvorfor taler I aldrig om, hvor mange der blev nazister? Det er meget vigtigt at afklare, også i uddannelse om holocaust, at forstå, hvorfor den ideologi trak flere med sig, end modstandsbevægelsen gjorde.
Nazismen var andet og mere end Italiens fascisme og Spaniens falangisme.
Nazismen var et frontalt angreb mod den verden, som vi forstår og forstod som moderne humanisme. At alle er skabt lige, og at man dømmer folk på det, de gør, ikke på race eller religion. Den omdannede kristendommen ved at fjerne jøderne fra Bibelen og gjorde Jesus til arier. Den introducerede en racisme, som ikke handlede om hudfarve, men om religion. Og så dræbte den jøder, handicappede og sigøjnere, alene fordi de var der. Nazismen var med andre ord en radikal ændring af verden.
Det skete én gang i historien. Og derfor kan det også ske igen, advarer David Silberklang.
Derfor er det vigtigt, at kunne aflæse tegnene, inden det kommer til folkedrab på mindretal og opposition.
Hvornår det øjeblik indtræffer, er straks sværere at afgøre. Skulle tyskerne eller landene omkring Tyskland have reageret, da Hitler kom til magten få uger efter Rigsdagsbranden i 1933, og nye love gav ham næsten uindskrænket magt samt ret til at jage kommunisterne, som fik skylden for branden? Eller da Nürnberg-lovene blev vedtaget og fratog jøder stort set alle rettigheder?
David Silberklang kan heller ikke selv sætte en finger på rette sted.
Men i 1938, da nazisterne tog Sudeterlandet Böhmen og Mähren i Tjekkiet var det for sent. Og omverdenen burde have set, at Adolf Hitler ville krigen.
Tyskerne så, ifølge Silberklang, den tyske nationale succes, og de fik arbejde. Og hvad så, hvis jøder, homoseksuelle, kommunister og liberale ikke fik del i den udvikling?
Lederne var ansvarlige for at lade stå til og lade det udvikle sig. Det er lederes opgave at finde den rette vej, uanset om resten af befolkningen går en anden vej. Okay, tyskerne fik arbejde. Men ledere skal kunne overskue det større billede og ikke ignorere den forbrydelse, det er, at der bliver trådt på alt, hvad man troede på.
Og David Silberklang mener, at også udlandet burde have set potentialet for ondskaben, der udspillede sig, efterhånden som Det Tredje Rige skred frem.
Han erkender også, at et isolationistisk USA, de omkringliggende landes egne fascister og en generel uvilje til at blande sig i andre landes indre anliggender har været en hindring.
Men det er uacceptabelt at fratage store dele af befolkningen deres borgerrettigheder, tage deres arbejde og slå dem ned på gaden
Det kalder på en eller anden reaktion.
Der var samme advarselstegn i Rwanda som i 1930ernes Tyskland forud for folkemordet på omkring 800.000 tutsier i 1994. I Tyskland omgav Hitler sig med højtuddannede mennesker, det var ikke tilfældet med hutuerne i Rwanda. Tutsier og liberale hutuer blev hugget ned med macheter, mens jøder og andre i Tyskland blev skudt eller gasset. Man kan altså ikke afgøre ud fra uddannelse, i hvilke lande der opstår folkedrab.
Nogle gange er det også morderne, der vælger det rigtige i det kritiske øjeblik, hvor man også vælger sit eftermæle. Oscar Schindler, berømmet i filmen Schindlers liste, var nazist, men reddede alligevel de jøder, der arbejdede på hans fabrik.
David Silberklang mener ikke, at verden ved nok om holocaust. For hvis man spørger folk på gaden, hvad holocaust var, så er svaret, at det var Hitler, som slog en masse jøder ihjel.
Men spørger man, hvad ideologien bag udryddelsen var, så er det de færreste, der kan svare.
