Poul Joachim Stender, sognepræst: Lyst er ikke længere sortlistet
Man kan bestemt ikke udlede af kristendommen, at man altid skal følge sin lyst.
Man kan definere lyst på to forskellige måder. Den seksuelle lyst over for trangen til at gøre, hvad man har lyst til. Men det er noget vås, at man bare skal gøre, hvad man har lyst til.
Bibelen taler meget i bydeform. Den siger, du skal elske dine næste, du skal ære din far og mor, du skal holde hviledagen hellig. Den taler til viljen i os. Det kan man også se i vores vielsesritual. Jeg spørger ikke folk, om de gider at elske hinanden, eller om de kan overkomme det. Jeg spørger om de vil og appellerer dermed til deres vilje.
Så kristendommen handler i høj grad om at give sig selv nogle kommandoer. Meget mere end den moderne forestilling om, at man kun skal gøre noget, hvis man har lyst til det.
I forhold til den seksuelle lyst, så har udlægningen af kristendommen fejlet og undertrykt seksualitet igennem hele kirkens historie. Men seksualitet kan også være en pligt. Det er ikke kun et spørgsmål, om du gider at være intim sammen med den, du lever dit liv sammen med. Det er også en pligt, at man taler til hinanden med kroppen.
Der er et engelsk udtryk, som på dansk lyder, at appetitten kommer, når man spiser. Det vil sige, at mange gange har man ikke lyst til at gå på arbejde, men gør det alligevel, og så bliver det faktisk en rigtig god arbejdsdag. På mange måder er det også sådan, når man ikke rigtig gider at holde sin elskede i hånden, men gør det alligevel, og så bliver det dejligt.
Niels Jørgen Cappelørn, professor emeritus: Lyst kan også være pligt
Nej, man kan ikke udlede af kristendommen, at man skal følge sin lyst. Det kommer meget an på, hvad man forstår ved lyst. Hvis lyst nu er hjertets lyst og trangen til Gud, så kan man i allerhøjeste grad udlede det af kristendommen. Men hvis lyst er tænkt som selvlyst, egoistisk lyst, så kan man udlede det stik modsatte af kristendommen.
Der er altså noget problematisk i at bruge ordet lyst, fordi det både er tvetydigt og dobbelttydigt. I den forstand er kronikøren et barn af tidsånden: Det er mig, det er mit ego og min lyst, det hele handler om. Det er krumptappen i alt i forhold til nutidens tidsånd. Men da lyster også kan være trang, så kan det få en anden betydning. Man skal altså ikke bare afskrive det, for jeg synes også, lyst kan være et positivt ladet ord.
Så det er problematisk, hvis man søger at fjerne den positive side af ordet lyst og overdimensionerer den negative betydning. Der er ikke noget galt med at have lyst til et andet menneske, men er måden, hvorpå man har det. Hvis det er rent begær, så bliver det et negativt ord.
Det er hele tiden den vanskelige balance imellem, hvad man bruger ordet lyst til. Og en sådan balance har ofte manglet op igennem kirkens historie, og der er blevet lavet massere af restriktioner, fordi man ville have et bestemt moralkodeks. Men er der noget, man ikke skal, så er det at blande kristendom og moral sammen. Og det har man i allerhøjeste grad gjort i historien, og så har man brugt alle moralbegreberne til at holde folk nede, og til at gøre det, som kirken ville have.
Men at det skulle være tilfældet nu, det tror jeg simpelthen ikke på. Jeg forstår ikke, at kronikøren gør det til et nutidigt problem.
Lyst er ikke længere sortlistet. Måske i visse meget konservative kredse, men det er trods alt en meget lille fraktion, og det er derfor, jeg synes, det er dybt problematisk, at vores kronikør taler om ”kirken”, for hvem er kirken? Enten er det alle andre præster end hende selv, eller er det alle dem, der kommer i kirke. I vores tid er der langt mere brug for at tøjle lysten og erstatte den med forpligtelse.
Vibeke Bidstrup, sognepræst: Følg din lyst for at tjene andre
I kristendommen opererer vi med tanken om, at mennesker er kaldet til forskellige opgaver. Disse kald er næsten altid forbundet med lyst på en eller anden måde, vil jeg vove at påstå. Du kan være kaldet til at være blikkenslager, investeringsrådgiver, præst, far, moster, ven, frivillig i håndboldklubben, være nysgerrig, strikke eller noget andet. Kaldet findes på mange forskellige måder. Det vil typisk hænge sammen med, at det er noget, som du er god til, og at du har lyst til det. På den måde er du gennem din lyst med til at tjene andre.
Her taler jeg om den dybere form for lyst og selvfølgelig ikke de negative impulser, vi mennesker kan have. Jeg tager ikke kristendommen til indtægt for, at man skal reagere på sin lyst til utroskab, eller noget, som skader andre mennesker og så videre. Jeg taler om den dybere menneskelige livslyst, som kan gøre verden bedre for andre og dig selv.
Der er måske en tendens til, at kristne gennem kirkehistorien har haft et for negativt syn på lyst, fordi vi har været fokuseret på selvopofrelse som en del af et højere formål. Men denne selvopofrelse kan ende med at blive til selvudslettelse, hvis man kun ser sig selv som et objekt i forhold til et højere formål. Næstekærlighedsbuddet lyder jo, at du skal elske din næste som dig selv.
Det betyder, at du også selv er et subjekt i verden med alt, hvad du indeholder af tanker, følelser og lyster. Hvis man kun har fokus på sin pligt, kan det blive selvudslettende på en måde, der i sidste ende ikke er godt. Jeg tror på, at mennesker bedst kan tjene deres kald, hvis der er lyst involveret.