Kaos om nyt komma

Dansklærerforeningen beklager den ringe opbakning til det nye komma

Dansk Sprognævn udsendte i går sin nye brochure, som skal tilskynde danskerne - og især danske skoler - til at bruge det nye komma. Men dansklærerne tror ikke på, at de kan lære børnene det nye komma, når selv ikke Undervisningsministeriet bruger det. - Dansklærerforeningen går 100 procent ind for det nye komma. Men vi vil ikke bruge vores energi på det, så længe alle andre modarbejder det, siger Jens Raahauge, formand for Dansk-lærerforeningen og skoleinspektør på Helsingør Byskole. Dansk Sprognævn anbefaler det nye komma, men tillader også det traditionelle grammatiske komma. Holdningen er, at man først kan afskaffe det grammatiske komma, når der er tilstrækkelig opbakning til det nye. Men foreløbig er opbakningen yderst sparsom. Side 3