Den kristne pinsefest, fejringen af Helligåndens komme og kirkens grundlæggelse, vækker særlig genklang i danske kirker i år. Omstændighederne er ganske vist ikke helt så dramatiske som dengang, da Jesu disciple ifølge Bibelen sad forladte tilbage, men med ét blev grebet af ånden og beslutsomt gik ud i alverden og forkyndte det kristne budskab på utallige sprog. Alligevel bærer dette års pinsefejring mindelser til pinseunderet for 2000 år siden. For med coronapandemien har kirker ikke alene i Danmark, men verden over erfaret, hvor afgørende det er for det åndelige liv fysisk at kunne træde sammen frem for at sidde alene derhjemme og forsøge at være salig i sin egen tro.
”Det ligger i selve sproget, at det fysiske fællesskab betyder noget for os,” siger Tine Lindhardt, biskop over Fyens Stift.
”Vi taler om at ’stå sammen’, ’høre sammen’, vi ’tager hånd om’, ’røres’, ’bevæges’. Det fysiske giver os noget, som det digitale møde ikke kan give os. Det samme gør det fysiske rum. Vi forlader vort eget og går ind i kirkerummet, hvor mange andre har været før os, og deres stemmer og liv sidder i væggene og bidrager til alt det, rummet i øvrigt giver os,” siger hun.
Tine Lindhardts fornemmelse er, at mange i stiftet har glædet sig til at kunne søge sammen igen og netop at kunne ”stå sammen, sidde sammen, synge sammen”. Men der er også den tilbageholdenhed, at man ved, at virus stadig er i samfundet, og den tilbageholdenhed skal imødekommes ved at fortsætte med nogle digitale gudstjenester sideløbende med det fysiske kirkeliv, mener biskoppen.
Peter Tudvad, filosof og forfatter bosat i Meissen i den østtyske delstat Sachsen, forsøgte under coronapandemien at se en transmitteret gudstjeneste i Danmark. Men han holdt kun i 10 minutter, så mistede han koncentrationen.
”I kirken træder jeg ind i et koncentreret rum, hvor der er sat præcise rammer for, hvorfor jeg er til stede sammen med andre. Det fysiske fællesskab betyder helt basalt noget, det betyder noget at genkende mennesker og at undres over de ansigter, man ikke har set før. Jeg sætter mig gerne hen ved siden af Wolfgang, en moden herre, som er lidt af en særling. Min næste er jo ikke, som jeg i mit hovmod vil have ham, men som Gud har skabt ham,” siger han.
Officielt har det ikke været tilladt at holde gudstjenester i Sachsen under coronakrisen, men en præst i Meissen holdt alligevel ikke-annoncerede andagter, og Peter Tudvad var en af de få, der tog chancen og dukkede op.
”For mig har det været en gave, for jeg kan ikke undvære kirkegang. Jeg var derfor også forarget over, at danske præster i første omgang ikke modtog kirkeministerens tilbud om at åbne kirker med kyshånd. Det forekommer mig, at kirken i Danmark er inficeret af den kierkegaardske tanke om, at kristendom er en sag for hiin enkelte. Og at kirken, som Kierkegaard udtrykte det, er blevet ’for konform med verdsligheden’,” siger han.
Kristendom handler om inkarnation, det vil sige, at den almægtige Gud bliver kød og blod i Jesus og tager bolig iblandt os mennesker, betoner Peter Tudvad. Det fysiske og kødelige betyder derfor noget i kristelig henseende, mener filosoffen og henviser til den protestantiske teolog Dietrich Bonhoeffers ord, at kirke er ”Kristus eksisterende som menighed”. Ligeledes siger Jesus ifølge Det Nye Testamente, at ”hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem”.
”Vi inkarnerer Kristus, når vi mødes fysisk. Det er blevet tydeligt for mig, efter at jeg flyttede til Sachsen, for gudstjenesten her er langt mere fysisk end i den danske folkekirke. Her er det ikke bare øjnene, der bærer kontakten til menigheden og præsten,” siger han og tilføjer, at menigheden under nadveren samles i koret og normalt drikker af samme kalk, hvorefter folk tager hinanden i hænderne, præsten siger et par ord, og alle ønsker sidemanden Guds fred.
”Kirken bliver dermed i bogstaveligste forstand håndgribelig. Vi forsøger at få himlen ned på jorden, og det at være en del af menigheden er, som om man har en fysisk tråd til Herren selv,” siger han.
Mennesket er et åndeligt væsen, men denne side af os kommer først til syne i mødet med andre, herunder i det kirkelige fællesskab, siger Hans-Jørgen Schanz, professor emeritus og idéhistoriker.
”Det er et sjovt fænomen, at folk nu bliver bevidste om det fysiske fællesskabs enorme betydning. Det vigtige her er for mig at se, at ånd knytter sig til fysisk fællesskab, ligesom frihed gør det. Som filosoffen Hannah Arendt siger, vil mennesker både sanse og sanses, begge dele, og det vel at mærke med alle sanser. Arendt siger, at vi ikke kan opbygge en identitet, uden at det sker i et fællesskab, for hvem jeg er, viser sig kun for andre, idet jeg åbenbarer mig for dem,” siger Hans-Jørgen Schanz og henviser til, at Robinson Crusoe i Daniel Defoes berømte roman af samme navn ikke kendte til frihed, før den indfødte mand, som Crusoe navngav Fredag, dukkede op på øen.
”Der var ingen åndelig mulighed, før han mødte et andet menneske. Frihed er alene en kvalitet mellem mennesker, og det er ånd også,” siger idéhistorikeren.
Søren Kierkegaard bestemmer mennesket som en syntese af krop og sjæl sat af ånd, påpeger Hans-Jørgen Schanz.
”Jeg går tur med min kongepuddel, og den er også en syntese af krop og sjæl, men ikke sat af ånd. Dens syntese er sat af verden og viser kun hen til verden. Ånden viser hen til noget mere, som vi kan kalde Gud. Og denne åndelige dimension har virkelig gode vilkår i et menighedsfællesskab,” siger han.
Ulrich Körtner er tysk-østrigsk professor ved Institut for systematisk teologi og religionsvidenskab, Wien Universitet. Han peger ligeledes på, at vi ikke kan adskille det, vi betegner som åndeligt, fra det legemlige.
”Når vi taler om en åndelig sammenhæng som den kirkelige, spiller legemet og legemlige handlinger en rolle. Det, vi betragter som åndeligt indhold, kommunikeres altid via legemet. Det kan ske ved stemmen, det kan også ske skriftligt, men selv det skriftlige medie er en form for fysisk overførsel. Åndelig kommunikation fungerer ergo ikke uden legemlige handlinger,” siger han.
I coronakrisen har man forsøgt at kommunikere gudstjenester – åndeligt indhold – via digital kommunikation, og det er bestemt bedre end ingenting. Men et åndeligt fællesskab som menighedslivet lader sig ikke udtømmende overføre af digitale medier. Der mangler noget helt afgørende, mener professor Ulrich Körtner.
”Når vi for eksempel taler om det indtryk, et menneske efterlader, handler det ikke kun om indholdet af det kommunikerede, men om fysisk fremtoning, om ansigtsudtryk, om stemmen, med hvilken vægt vedkommende taler. På samme måde med menighedsfællesskabet. For at erfare det, har man brug for kropslig tilstedeværelse og nærhed. Vi erfarer det åndelige gennem vore levende lemmer,” siger Ulrich Körtner og tilføjer, at det ikke er uden grund, at apostlen Paulus taler om, at kirken er Kristi legeme, og at vi alle er lemmer på det legeme.
”Ånd og krop er en enhed, ånden svæver ikke blot omkring, men er legemliggjort i os og i det kirkelige fællesskab,” siger Körtner.
Denne form for åndelig forbundethed er noget, man især kan erfare, når man synger sammen, betoner professoren. Menigheden bliver dermed til ”én klangkrop”, mener han.
”Den erfaring kan ikke gøres ved at synge alene eller ved blot at høre andre synge. På samme måde med sakramenterne, dåb og nadver: begge er åndelige, men også konkrete, legemlige erfaringer. Vandet i dåben og brødet og vinen i nadveren er ikke bare midler til at kommunikere et åndeligt budskab. De er selve budskabet. Erfaringen af denne enhed mellem krop og ånd kan kun gøres, når man som her i pinsen er legemligt til stede i gudstjenesten,” siger han.