Prøv avisen

Kardinal udløser ramaskrig i Vatikanet med antimuslimsk video

Den ghanesiske kardinal Peter Turkson har vist en islamkritisk YouTube-video, der blandt andet peger i retning af, at Frankrig om 39 år vil være en islamisk republik. Videoen er allerede blevet set af over 13 millioner. Foto: VINCENZO PINTO

En romersk-katolsk kardinal har skabt et ramaskrig i Vatikanet ved at vise en YouTube-video fuld af falske forudsigelser om islams alarmerende vækst i Europa

Det syv minutter lange skræmmeklip om islams vækst hedder muslimsk befolkningsstatistik og var sent i mandags på alles læber på et internationalt kirkemøde. Den ghanesiske kardinal Peter Turkson havde vist klippet to dage tidligere under en fri debat.

Turkson er bosat i Vatikanstaten og formand for Vatikanets Råd for Retfærdighed og Fred. Klippet gjorde de andre biskopper bestyrtede.

LÆS OGSÅ: Paven bag Vatikanets modstand mod Tyrkiet i EU

Da vi mødte op her til morgen, blev jeg flere gange spurgt om, hvem i alverden der havde planlagt visningen, hvem der stod bag, og hvis video det var, fortalte fader Thomas Rosica ved det første pressemøde efter visningen.

Journalisterne har ikke selv adgang til koncilet.

Fader Rosica fortalte, at klippet havde ført til den livligste debat indtil videre på den tre uger lange konference. En af biskopperne sagde, at han ville gendrive Turksons påstande med en rapport, der viser data i modstrid med videoens.

Klippet har fået islam øverst op på dagsordenen ved koncilet, som 262 biskopper deltager i.

Det hele handler om islam nu, fortæller Rosica.

Turkson var ikke at træffe, så vi fik ikke hans forklaring på, hvorfor han valgte at vise videoen på mødet. Her skal biskopperne drøfte måder, hvorpå de kan vinde frafaldne katolikker tilbage i de industrialiserede lande.

Klippet er blevet set over 13 millioner gange på YouTube, siden det blev uploadet af en anonym bruger i 2009. Til lyden af dramatiske toner viser det fordrejede statistikker, som skal underbygge påstande om en række europæiske lande i stil med, at om 39 år vil Frankrig være en islamisk republik.

Kritikere har påpeget, at fødselstallene i videoen ikke kan være sande. Klippet hævder, at franske kvinder i gennemsnit får 1,8 børn, mens franske muslimske kvinder får 8,1 børn. Men Frankrig laver ikke statistik langs religiøse skillelinjer.

Ifølge en undersøgelse foretaget af det amerikanske forskningscenter Pew var der i 2010 2,18 milliarder kristne, hvoraf halvdelen var katolikker.

Det totale antal muslimer inden for alle islamiske trosretninger var 1,6 milliarder og forudses at øges med 35 procent til 2,2 milliarder inden 2030 ifølge forskningscentret.

Den romersk-katolske kirkes forhold til islam har før gerådet i problemer. I 2006 holdt pave Benedikt XVI en tale i Regensburg, som af nogle muslimer blev opfattet som et angreb på islam.

Yahya Pallavicina er næstformand for Italiens Islamisk-Religiøse Fællesskab. Da han af nyhedsbureauet Reuters bliver bedt om en reaktion på kardinalens videofremvisning i Vatikanet, advarer han imod at føre talkrig baseret på skræmmetaktik. Uanset side.

Jeg synes, at både muslimer og kristne bør fokusere på de udfordringer, begge grupper står over for. Vi bør ikke konkurrere om, hvem der kan komme med de mest skræmmende tal om stigninger eller fald.

Oversat af Sara Høyrup