Kaster man et blik tilbage på det seneste års markering af reformationsjubilæet, er det nemt at få indtrykket, at katolikker og protestanter har benyttet anledningen til at rykke tættere sammen.
Det hele begyndte med, at pave Frans sidste år mødtes i Lund i Sverige med to fremtrædende ledere for de lutherske kirker og talte om forsoning. Og i Danmark kulminerede det i weekenden, hvor en stribe kirkeretninger mødtes til en stor fælles festgudstjeneste i Vor Frue Kirke i København.
Men forbrødringen virker umiddelbart mere succesfuld i protestanters øjne end i katolikkers.
For i sidste ende mener man noget forskelligt med tværkirkelige forsoning, forstår man på den tyske kardinal Gerhard Ludwig Müller, der selv var med til festgudstjenesten i København i weekenden og indtil i sommers også ledte Vatikanets vigtige Troslærekongregation – en af de mest magtfulde positioner i den katolske stat.
”Det er ikke nok, at vi bare er enige om at acceptere hinandens forskelligheder. Set fra katolsk side er det afgørende, at vi i sidste ende også bliver enige om grundlæggende spørgsmål om hele den kirkelige struktur,” siger han og understreger, at der i dag på dette punkt er væsentlige forskelle på den katolske og de protestantiske kirker.
Ifølge kardinalen må man ikke tage let på og relativisere disse forskelle. Alligevel mener han, at der er grund til at glæde sig over, hvordan forholdet mellem de to kirkeretninger er blevet forbedret.
”Der er sket store fremskridt de sidste 50 år i de økumeniske relationer. Tidligere har vi set nogle meget aggressive fejlfortolkninger fra hinandens side. Det er nogle klassiske misforståelser, vi efterhånden er ved at være ovre,” siger han og henviser blandt andet til, at protestanter ofte har kaldt katolikkernes forhold til helgener for afgudsdyrkelse, ligesom katolikker har haft tilsvarende misforståelser af protestantisk teologi.
Hvad har været drivkraften bag, at forholdet er blevet bedre?
”Jeg tror, at det grundlæggende handler om, at vi alle godt kan se det selvmodsigende i, at kristne skal være budbringere af Jesu Kristi fred, samtidig med at vi bekriger hinanden,” siger han.
Derudover peger han på, at kirkernes problemer under både det nazistiske og kommunistiske regime har været afgørende katalysatorer for, at man fik øjnene op for nødvendigheden af at søge fællesskabet. På samme måde har de seneste års kristenforfølgelser især i Mellemøsten også tydeliggjort behovet for, at man står sammen som kirker.
”Jesus har selv grundlagt kirken, og vi ved alle, at det at være adskilt som kirker er imod Guds vilje. Derfor er det vigtigt, at vi søger enheden,” siger Gerhard Ludwig Müller.
Det lader til, at økumeni på den ene side er drevet af et tårnhøjt ideal om i sidste ende at blive én kirke, samtidig med at man insisterer på ikke at gå på kompromis med sine egne dogmer. Hvad er et realistisk mål i sådan en situation?
”Det er et svært spørgsmål, især fordi katolikker og protestanter har forskellige målsætninger. Protestanter siger, at vi er forsonet, hvis alle accepterer hinandens traditioner, uden at vi behøver at være enige om de grundlæggende dele af troen og den sakramentale kirkestruktur. De siger, at det er nok, hvis vi kan være sammen om at forkynde evangeliet og de to sakramenter, dåb og nadver,” siger han.
Men fra katolsk og til dels også ortodoks side er det ikke nok at sige, at man bare skal acceptere hinandens forskellighed.
”Vi bliver også nødt til at have enhed i selve kirkestrukturen, hvor alle kirker og stifter skal ledes af en biskop i den apostolske efterfølgelse. Præster skal ordineres af en ægte biskop. Derfor bliver vi nødt til at nå til en fælles forståelse af hele idéen om, hvad en biskop er,” siger Gerhard Ludwig Müller.
Han forklarer, at for den katolske kirke er en biskop ikke en person, der er valgt af folket, politikerne eller andre magthavere. Det er derimod en mand, hvis åndelige magt og autoritet er overgivet til ham i en ubrudt linje direkte tilbage fra apostlene igennem kirkens ordination.
”Det er en stor forskel fra, hvordan man for eksempel ser på bisperollen i protestantiske lande som for eksempel Danmark,” siger han.
Da man næppe når til enighed om bispesynet i nærmeste fremtid, hvad kunne det næste konstruktive skridt så være i det økumeniske arbejde?
”Vi har behov for at forny energien i den kristne mission. Hvor er kirkernes indre mission blandt alle dem, der allerede er døbt, men ikke tror, at Jesus Kristus er Guds søn? De er med i kirken af kulturelle grunde, men har deres egne filosofiske idéer om verden,” siger han og uddyber, at der ikke mindst op til jul ligger en fælleskirkelig forpligtelse på at sætte fokus på evangeliets budskab.
Gerhard Ludwig Müller tilføjer, at mange protestanter nok snarere ville sige, at næste mål burde være at holde nadver sammen. Men det er ifølge kardinalen et kompliceret ønske.
”Problemet er, at de, der ønsker fælles nadver, kun ser på selve nadverritualet og ikke forholder sig til de andre vigtige dele af gudstjenesten og kirken, der er med til at definere den katolske nadverforståelse. Det er det samme som at bede os om at opgive vigtige dele af katolsk teologi, hvilket er en umulighed,” siger han.
Pave Frans lader umiddelbart til at have en meget udadvendt stil. I hvilken retning mener du, at han leder den katolske kirke i forhold til økumeni?
”Mens den tidligere pave Benedikt var en mand med dybe teologiske overvejelser og med et indgående kendskab til Luthers værker og protestantisk teologi, er pave Frans en mand drevet af en impulsiv, dynamisk imødekommenhed. Han kysser de syge, hvilket andre paver dog også har gjort, men med pave Frans er det mere åbenlyst for massemedierne. De har det dog med at komme med nogle ofte overflødige fortolkninger,” siger han og fortsætter:
”Hans karisma er med til at bygge broer, og jeg tror, at hans ønske er at åbne dørene og derefter invitere andre ind til de dybere refleksioner. Hver pave har sin særlige indgang til økumenien.”
Men leder han kirken i en ny retning økumenisk set?
”Nej, det synes jeg ikke, for økumeni har været et centralt anliggende helt tilbage fra Andet Vatikanerkoncil (1962-1965).”