Prøv avisen
Kirken i verden

Karismatisk kristendom preller af på lutheranere

Kurt E. Larsen. Foto: Privatfoto.

De lutherske kirker rummer omkring fem procent af verdens kristne, og set i det store perspektiv er det et af lutherdommens særlige kendetegn, at den ikke i så høj grad som andre kirker har ladet sig præge af den karismatiske strømning

Et af de markante nyere træk i den globale kirke er de karismatiske strømningers vækst. Internationale studier regner med, at 600 millioner kristne er knyttede til karismatiske menigheder. 80 procent af disse bor i Afrika, Asien og Latinamerika.

Den karismatiske bevægelse har navn efter de nådegaver, på græsk ”karismata”, som omtales i Det Nye Testamente. Det handler om Helligånden og gaverne til at kunne tale profetisk, helbrede, uddrive dæmoner og tale i tunger. Ifølge Paulus har kristne fået forskellige nådegaver, der skal komme fællesskabet til gode.

Det betyder, at de karismatiske menigheder inddrager mange i gudstjenesten, og at sammenkomsterne får et spontant præg, tæt på menneskers hverdag.

Menigheder med dette præg fandt man først i Pinsebevægelsen fra 1901. Fra omkring 1960 begyndte de karismatiske anliggender at vinde indpas i de gamle kirkesamfund. For eksempel var den romersk-katolske kirke ret åben for den karismatiske bevægelse, således at der i dag formodentlig er flere karismatikere i den katolske kirke end i pinsemenighederne. I katolsk fromhedsliv har der været en tradition for vægtlægning på Helligånden og på muligheden for mirakuløse helbredelser. Heller ikke profetier har været et ukendt fænomen, om end ofte omstridte – fra Birgitta af Vadstena til nutidens budskaber fra Medjugorje. Ved at have procedurer for at kunne skelne mellem sande og falske profetier, virkelige og ikke-virkelige helbredelser, har den katolske kirke haft en åben dør for den karismatiske bevægelse.

I Storbritannien har den anglikanske kirke haft et ritual for syges salvning, og dette kan have været medvirkende til, at den karismatiske bevægelse har haft særlig stor indgang i dette kirkesamfund.

Selv den nuværende ærkebiskop af Canterbury er knyttet dertil. Så forskellige danske teologer som professor N.H. Søe og den grundtvigske Morten Pontoppidan talte midt i 1900-tallet godt om den engelske skik for en kirkelig helbredelsestjeneste, og historisk indgik det i dansk kirkeret, at man kunne bede for syge med navns nævnelse fra prædikestolen.

Fra Martin Luthers tid har der været tale om en overvejende luthersk skepsis mod såkaldt ”sværmeri”. En vigtig front i Luthers liv opstod, da nogle reformatorer i byen Zwickau påberåbte sig visioner og profetier og derudfra kaldte til opgør med kirke og samfund. Der skulle indføres fælleseje, om nødvendigt med våbenmagt. Barnedåben gjorde de også op med.

Luther tog stærkt afstand fra disse prædikanter og fik dem udvist. Siden kaldte Luther med et negativt-ladet ord dem for ”sværmere”. Det har præget lutherdommen siden. Da den svensk-amerikanske prædikant Fredrik Fransson (1852-1909) kom på besøg i Danmark i 1884 og holdt opsigtsvækkende helbredelsesmøder, blev han typisk nok udvist af landet for kvaksalveri.

Den antisværmeriske tradition kan forklare, hvorfor den karismatiske bevægelse fik så ringe indgang i luthersk sammenhæng.

Dertil kommer, at de lutherske kirker har haft deres hovedvægt i Tyskland, Skandinavien og USA, og her har toneangivende teologiske traditioner været fremmed for talen om guddommelige indgreb.

Teologer af Bultmanns skole opfattede al tale om undere som myter, der af moderne mennesker umuligt kunne forstås faktuelt. De mere konservative traditioner har også haft deres modforestillinger. Missouri-synoden i USA og Indre Mission herhjemme har frygtet, at det skrevne bibelord skulle blive tilsidesat af private åbenbaringer.

Kun i begrænset omfang, for eksempel gennem Oase-bevægelsen, er nogle af anliggenderne fra den karismatiske bevægelse kommet til orde på luthersk grund med mere fokus på bøn, moderne musik og nådegaver.

I Afrika har den karismatiske bølge vundet større indpas i lutherske kirker, men det må ses som en undtagelse, der bekræfter reglen. Globalt set kendetegner det lutherdommen, at den karismatiske bevægelse har fået bemærkelsesværdig ringe indgang.

Kurt E. Larsen er professor i kirkehistorie på Menighedsfakultetet i Aarhus.

I Biete Medhane Alem-kirken i Lalibela, Etiopien, stiller kirkegængere op i lange køer for at blive helbredt af Lalibelakorset. Foto: Klaus Holsting/ritzau