Gaderne var fulde af smil og varme møder i Herning i weekenden. For selv heftigt regnvejr kunne ikke slå glæden ned hos de mange kirkeligt engagerede, der kom kørende ind i busser fra nær og fjern for at fejre Himmelske Dage fra Kristi Himmelfartsdag til i går.
Og gæsterne fik, hvad de kom efter, for der var noget for alle. I hvert fald for alle kirkeligt interesserede. De over 400 tilbud var skræddersyet til segmenter, og der var blandt andet bibelsk legeplads for børn, Youtube-kristendom for unge, klimadebat for grønne, nødhjælpscafé for internationale og kompetente foredrag for teologisk interesserede.
Særligt spraglet fremstod Mulighedernes Marked, en teltplads, hvor forbøn, vidnesbyrd om omvendelser og masser af kaffe og salmer spillede en fremtrædende rolle.
I Hernings gågade var der festivalstemning, samtalesofaer og moralsk kristendom af midtbanetilsnit. Og man behøvede ikke være “bange for Stram Kurs”, som en gæst sagde, for “de kommer ikke her”.
Sandt var det. Der var ikke mange grænseoverskridende markeringer af politisk karakter. Viborg-biskop Henrik Stubkjær lagde linjen i åbningsgudstjenesten ved at kræve bedre forhold for børn på udrejsecentre. Og den kurs var betegnende for dagene, som i det store hele aldrig blev særligt politiske. Folketingspolitikere var stort set fraværende på Himmelske Dage, ud over valgplakaterne, hvor Søren Gade og Kristian Jensen viste de tilrejsende, at Herning er Venstre-land. Hvis målet er at sætte politisk dagsorden, som det har været sagt, er der noget at arbejde på.
Og bedst som man kunne få den fornemmelse, at der manglede salt i arrangementet, stod den pakistanske biskop Humphrey Peters på vejen og mindede om, at mod er en del af at være kristen.
Som leder af en protestantisk kirke i et af de farligste lande for kristne i verden var han en af flere levende påmindelser om de globale kristenforfølgeler. Det fik Himmelske Dage behandlet grundigt. Udover pakistaneren var der en perlerække af andre internationale teologer tilstede, som gav de besøgende noget at tænke over.
Og hvad så med det folkelige, som Himmelske Dage så fornemt byggede bro til i 2016 i København? Det hele foregik igen udendørs i gaderne, og enkelte gange nåede man bredt ud. Det trak over 4000 tusinde besøgende, da der var gudstjeneste på Herning Torv med U2-kopibandet Die Herren og sognepræst Jens Moesgård Nielsen fra Herning Kirke. Men ellers blev der ikke leflet for de kulturkristne.
Det virkede som om, der var konkurrence mellem mindst to kristendomsforståelser. En grundtvigsk tradition, der stod svagt i Herning, ville diskutere skole, dannelse og kølig tro. En anden mere karismatisk tradition ville formidle varm og personlig kristendom. For eksempel blev man opfordret til at tale om sin tro på gaden, og man fik tilbud om helbredelse og forbøn.
Det karismatiske præg blev tydeligt i musikken. Rockmusik med et monotont budskab om frelse kunne høres for fuld udblæsning, og symbolsk overdøvede den hjertelige musik argumenter og samtaler i nærliggende telte flere gange.
Frikirken Hillsong præsenterede rapperen ELO som ikke bare kristen, men “personligt kristen”. Og flere gange i Herning stod kaldet til personlig kristendom i kontrast til det mere grundtvigske arrangement i 2016, hvor enkelte præster var utilfredse med, at de havde fået påbud om ikke at missionere i Københavns gader under festivalen.
Når man talte med festivalens besøgende gik det synspunkt igen, at det var en tværkirkelig ånd som sjældent før, hvilket gav gode nye samtaler. Det karismatiske præg, som ikke mindst havde at gøre med frikirkernes stærkere tilstedeværelse, var velkomment og givende, men mange fandt det også anstrengende som religiøst udtryk.
Den brede midtbanekristendom, som fylder meget i folkekirken, har aldrig stået stærkt på kirkedagene, som Himmelske Dage har heddet det meste af tiden siden sin begyndelse i 1968. Det gjorde den heller ikke i Herning. Det kunne måske give mening at overveje, hvordan man kan integrere denne folkelige kristendomsform i det ellers brede tværkirkelige samarbejde, som gjorde Himmelske Dage 2019 til en sejr for den fælleskirkelige ånd på heden.