Prøv avisen
Fra avisens arkiv

Karsk tone prægede dækning af andre trossamfund

Der var meget debat om islam, fra det blev klart, at muslimer var kommet for at blive i Danmark, og at islam var kommet for at blive. På billedet beder muslimer i 1983 i en bygning i Taastrup ved København, der bruges som moské. – Foto: Polfoto

”Gøglerbaptister”, ”muslimsk propaganda” og ”overtroiske kristne idioter”. 120 års dækning af religionsstof er ikke gået stille for sig i Kristeligt Dagblad

I sin 120 år lange historie har Kristeligt Dagblad ikke blot haft øje for det kristne trossamfund og folkekirken.

Avisen har også dækket andre trossamfund, og et tilbageblik på avisens journalistik afspejler de store ændringer, som det danske samfund har gennemløbet i mødet med de andre religioner.

Historisk har andre trossamfund fyldt meget i Kristeligt Dagblad. Avisen har blandt andet skildret både det jødiske, katolske, muslimske og katolske trossamfund samt de danske baptister. Da avisen udkom første gang, var kun to af disse trossamfund godkendt i Danmark, det jødiske og det katolske trossamfund. De næste, der fik godkendelse, var baptisterne. Det skete først i 1952.

I begyndelsen af det 20. århundrede var forholdet mellem frikirker og folkekirken ofte anspændt, og i Kristeligt Dagblad fyldte debatten også noget. Den 2. oktober 1913 beskrev artiklen ”Frikirke-Vanskeligheder” den ringe tilslutning til frikirker blandt danskere i USA. Forklaringen skulle findes i frikirkens gøgleri på bekostning af autoritet.

”Der kan næppe heller være Tvivl om, at de mange, ofte mærkelige, Metoder, der anvendes for at faa Folk i Tale — det, man, med eet Ord kan samle under Begrebet ’Kirkefornøjelser’ — og som indbefatter en Mængde yderst mærkelige Sager, lige fra Dans, Kortselskab, op til Bazarer, disse sidste ofte udstyret med en Spaakonebod, Foreningsliv, Koncerter og de — desværre i Stedet for Prædiken — mere og mere almindelige Søndagsaften-Foredrag — i det lange Løb har skadet i Stedet for gavnet Kirketilslutningen.”

I modsætning til baptisterne var det jødiske samfund officielt godkendt. Men det betød ikke, at danske jøder gik fri af den antisemitisme, der var blusset op i store dele af Europa fra midten af det 19. århundrede og frem til Første Verdenskrig.

Under overskriften ”Jødespørgsmaalets Løsning” kunne Kristeligt Dagblads læsere i 1916 læse en artikel uden afsender, som svingede i takt med de toner, der lød mange steder i verden på den tid.

”Jøderne slæber selv Antisemitismen med sig, idet de overalt, hvor de udgør en følelig Majoritet af Stedets Befolkning, uvilkaarligt vækker den vist ethvert naturligt Menneskehjerte medfødte Uvilje imod dem.

Selv i det frie England og Amerika har i de sidste Aar Antisemitismen antaget ret radikale Former, endda hos de ellers kosmopolitiske Socialister, som rejser sig imod Jøderne paa Grund af deres lavere Lønfordringer og større Arbejdsenergi og Nøjsomhed.”

Under Anden Verdenskrig, da antisemitismen hærgede Europa, kunne man i Kristeligt Dagblad finde kritik af udviklingen. For eksempel da det gjaldt modtagelsen af den nazistiske propagandafilm ”Jøden Süss”.

Efter en række danske dagblade havde skrevet i rosende vendinger om det stærkt antisemitiske værk, bragte Kristeligt Dagblad en kommentar, der slog fast, at det i filmen ikke har ”drejet sig om at give et spændende og farverigt Billede af historiske Hændelser, men om at fremstille en Jødes Fordærvelse og Fordærvelighed og mest gennem Betoning af det racemæssige.”

Hvert 25. år er et såkaldt ”jubelår” i den katolske kirke. Den 6. januar 1933 erklærede Pave Pius XI det kommende år for et ekstraordinært katolsk jubelår i anledning af 1900-året for Jesu korsfæstelse. I den forbindelse kunne avisens læsere den 12. juni læse, hvordan man får det særlige ”jubilæumsaflad”.

”Der kræves 12 Kirkebesøg, 3 gange i hver af følgende Kirker: Peterskirken, Paulskirken, Lateranbasilikaen og San Maggiore. Man kan godt besøge samme Kirke 3 Gange efter hverandre, men maa gaa ud mellem hver Gang. En Del foreskrevne Bønner skal læses foran Sakramentalteret, Krucifikset og ’Gudsmoderen’ (Maria). Saa faar man Aflad for alle sin Synder.”

Efter Anden Verdenskrig rejste Pastor Birger Pernow den 29. august 1946 i en kronik på ny ”Jødespørgsmålet”. Pernow svarede selv:

”Den kristne Kirke har længe forsømt det jødiske Folk. Israelsmissionen har til alle Tider været Kirkens Stedbarn. Kirken har vist den alt for ringe Interesse. Her maa der ske en Forandring. Endvidere maa vi udrense antisemitisk Surdejg af enhver Slags — ogsaa hos os selv.”

Året efter blev Baptisternes Verdenskongres afholdt i København, og det førte til nye stridigheder. Baptistkirken mente, det resterende kirkemiljø forsøgte at isolere dem ved ikke at deltage i arrangementet. I en leder den 29. juli svarede Kristeligt Dagblad:

”Det er ikke svigtende Arbejdsindsats fra Baptisternes Side, men den aandelige Jordbunds Beskaffenhed, som er Skyld i denne forholdsvis ringe Tilslutning. Baptisterne har arbejdet særdeles nidkært i alle disse Aar og desværre ofte paa en saadan Maade, at der har fulgt Splid og Uro i deres Kølvand, fordi ingen barnedøbt kan blive Baptist uden at fornægte sin Barnedaab, som det danske Kirkefolk betragter som noget fundamentalt ikke mindst takket være Grundtvigs Gerning.”

Da Baptistkirken fem år senere i 1952 blev godkendt som trossamfund, skete det uden opmærksomhed i avisens spalter.

I løbet af de næste 10 år begyndte de første muslimske indvandrere at komme til Danmark. Indtil da havde Kristeligt Dagblad hovedsageligt dækket kristne missionærers erfaringer fra muslimske lande. Nu skulle de også forholde sig til det modsatte scenarie, nemlig med missionerende ”muhammedanere” i Danmark.

I 1961 var der snak om at bygge en skandinavisk moské i Danmark. Det kunne man læse mere om i artiklen ”Byggegrund søges til moske i København”, der også rettede ”en europæisk misforståelse, at en muslim kan have masser af koner. Der kan blive tale om et par stykker, men i Europa underkaster man sig det enkelte lands sæd og skik i det henseende”.

Samme år søgte foreningen ”Islam Danmark” at blive godkendt som trossamfund. Det blev afvist på grund af for få medlemmer. Nye vinde var dog ved at blæse over Danmark, og det blev mødt med varsomhed i avisen. I en leder den 11. august 1961 leverede avisen et modsvar til en muslimsk missionær, der beskrev danskerne som ”tolerante og nysgerrige”.

”Vi har svært ved at tage det begyndende missionsforetagende alvorligt. Men naturligvis må vi også her ruste os til den kamp, der måske kan komme. I hvert fald mindes vi om, hvor lille verden på en måde er. Vist var det europæerne, der fandt søvejen til Indien og ikke omvendt. Men ruten går nu ikke bare fra Europa til Pakistan, men også den omvendte vej.”

Seks år senere var Danmarks første moské, Nusrat Djahan Moskéen i Hvidovre, en realitet. Inden dens indvielse interviewede Kristeligt Dagblad tidligere missionær Pastor K. E. Wienberg. Adspurgt om, hvordan man kan ”dæmme op for muslimsk propaganda”, svarede han:

”Der skal ikke dæmmes op. Vi ønsker frihed for muslimerne til at forkynde det budskab, de kommer med, ligesom vi herhjemme og i den muslimske verden, hvor der mange steder er forbud mod kristen mission, ønsker frihed for os selv til at forkynde evangeliet om Kristus.”

I 1972 var det buddhismens tur til at slå rod i Danmark, da Hanne og Ole Nydahl åbnede det første center for tibetansk buddhisme. Samme år bragte avisen en anmeldelse af deres bog ”Læren om sindets natur. Praktisk buddhisme”:

”Da buddhismen i alle dens hovedformer har til formål at befri menneskesjælen fra de endeløst gentagne lidelsesfyldte tilværelser, reinkarnationens ulidelige fortsættelse, og da næppe ret mange i vort land kan forbinde nogen fornuftig mening med en sådan ’sjælevandring’ for nu at bruge det gængse, unøjagtige udtryk, skulle man tro, at denne visdom havde ringe mulighed for at vinde indpas hos os. Faktisk viser det sig jo imidlertid, at interessen er ret stor. Næppe mange søger imidlertid udfrielse fra det endeløse kredsløb af eksistenser, men de ønsker under buddhistisk vejledning at nå en ’fredfyldt balancetilstand’.”

To år efter blev den muslimske Ahmadiyya-menighed i Hvidovre i 1974 godkendt som det første muslimske trossamfund, og i 1988 fulgte den buddhistiske Karma Kadjy Skole trop. Et af deres medlemmer fortalte til Kristeligt Dagblad, hvordan forløbet med at blive godkendt havde bygget broer mellem religioner.

”Hvis der er noget, vi er glade for i det danske samfund, så er det Dialogcentret. Jeg skammer mig over at sige det, men før troede jeg, at kristne var overtroiske idioter. Det er Johannes Aagaard og andre kristne, jeg har mødt gennem Dialogcentret, som har vist mig, at sagen er helt anderledes.”

De efterfølgende årtier har ikke lagt en dæmper på konflikterne. Fra Muhammed-krisen til aktuelle debatter om, hvorvidt folkekirken hellere vil underholde end forkynde er der rigeligt med principielle og praktiske spørgsmål, der trænger sig på både internt i de nu 160 godkendte trossamfund og trossamfundene imellem.

Rettet den 10. oktober 2016. I denne artikel har der tidligere stået, at der i 1896 kun var to godkendte trossamfund i Danmark. Dette er ikke korrekt. Teksten er nu rettet til "Historisk har andre trossamfund fyldt meget i Kristeligt Dagblad. Avisen har blandt andet skildret både det jødiske, katolske, muslimske og katolske trossamfund samt de danske baptister. Da avisen udkom første gang, var kun to af disse trossamfund godkendt i Danmark, det jødiske og det katolske trossamfund. De næste, der fik godkendelse, var baptisterne. Det skete først i 1952."