Hvordan vil du beskrive din tro?
Min tro er ikke eksisterende. Men når det er sagt, står der på min indre harddisk skrevet, at jeg er dansker og døbt katolik. For sådan voksede jeg op, og det, vi prægets med i barndommens år, kan vi aldrig slette igen. Det definerer os og påvirker os for altid. Men vi kan udvikle os, og det har jeg gjort.
Jeg er i dag tilhænger af naturvidenskaben, men tror også på, at der er mere mellem himmel og jord. Jeg er stadig medlem af den katolske kirke, og jeg fejrer både påske og jul. Jeg går dog ikke til messe, og jeg har ikke længere notorisk dårlig samvittighed over at være det menneske, jeg er, og leve det liv, jeg lever. Det kæmpede jeg ellers med en stor del af min ungdom som ivrigt praktiserende katolik. Jeg frygter heller ikke mere hverken Gud eller Djævlen. For jeg anerkender ikke deres eksistens, men viser i stedet åbent, hvem jeg selv er.
Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?
Min mormor konverterede til katolicismen engang i 1950’erne, og så blev min mor også katolik. Jeg ved ikke hvorfor, og vi snakkede heller aldrig om tro og filosofi hjemme i lejligheden på Frederiksberg, hvor jeg voksede op sammen med min mor og mine tre noget ældre søskende. Vi var bare katolikker og kom jævnligt til messen, og jeg fik også både førstekommunion, blev firmet og var endda medlem af Danmarks Unge Katolikker.
Hvad har udfordret din tro?
Jeg havde engang tre søskende. Men i dag har min søster boet 33 år i USA, og mine to brødre er døde. Den ene i et uheld, mens den anden begik selvmord. Det skete alt sammen i 1980’erne, så det var ikke mit årti.
Indimellem har jeg overvejet at konvertere og melde mig ind i folkekirken, om ikke andet så for at støtte den som samfunds- og kulturinstitution. Men jeg har valgt ikke at gøre det af respekt for min mors valg. Det er en del af min identitet at være katolik, også selvom jeg ikke har ret meget tilovers for den katolske kirke, slet ikke i Danmark, hvor jeg synes, at den til tider ligger i den konservative ende af skalaen. For der er en skygge over den katolske kirkes tro, en dysterhed, hvor man som menneske let føler, at ”alt er min skyld”, og at ”jeg er et meget syndigt menneske”.
Jeg lagde især mærke til den dårlige samvittighed, da jeg var gravid med mit første barn uden at være gift med faderen, der også var katolik. Men i stedet for forventning og glæde var tiden fyldt med dårlig samvittighed og skyld, for vi havde jo helt åbenlyst haft sex før ægteskabet, og det må man ikke ifølge den katolske tro.
Der skulle alligevel gå nogle år, før jeg kunne gennemskue den katolske tros manipulation med menneskets sind og se, at skyldbevidstheden bare er bluff og tricks. Det er, ligesom når man som voksen opdager en tryllekunstners fif på scenen og ikke længere er imponeret. I bund og grund handler livet udelukkende om vores handlinger – og om at vi opfører os ordentligt over for hinanden.
Hvad har formet den tro, du har?
Nu er jeg biologilærer og stor tilhænger af naturvidenskaben. Så jeg har svært ved at acceptere, når nogen tror, at religiøse argumenter kan afgøre en debat, eller lader religion styre deres liv uden at skele til fakta.
Da jeg og faderen til min søn brød med hinanden, efterlod det mig ret alene, og en akavet snak med en katolsk præst fik mig til at tage yderligere afstand fra den katolske tro, hvilket gjorde, at jeg måtte ud og bygge en helt ny vennekreds og et helt nyt liv op forfra. For vi har kun dette ene liv, så når vi rammes hårdt, kan vi enten vælge offerrollen og give op eller rejse os og gå videre. Jeg valgte det sidste og lever nu et skønt liv med gode venner, men også med værdsat alenetid med refleksion.
Det betød meget for mig at møde min egyptiske far, da jeg var 19 år gammel. For nok er han troende og aktiv muslim, men han er også meget rummelig i forhold til min kulturbaggrund, der er forskellig fra hans. Jeg tager til Egypten indimellem og er sammen med ham og hans store familie, som alle er aktive muslimer, men ikke på nogen fundamentalistisk måde, Der var godt nok lige en onkel, der engang sagde til mig, at jeg burde blive muslim. Men så svarede jeg, at han jo bare kunne blive katolik, og så snakkede vi ikke mere om det.
Hvordan gør din livs- anskuelse en forskel i din hverdag?
Jeg er først menneske og mor – og så politiker. Men når det er sagt, betyder det meget for mig at være med til at gøre en forskel. Jeg vil ikke afvise, at de mere åndelige sider af tilværelsen kan komme til at spille en større rolle for mig, når jeg bliver gammel, men lige nu er det vigtigt at være med til at skabe gode forhold for borgerne i Ballerup Kommune, hvor jeg sidder i kommunalbestyrelsen, og måske senere for resten af Danmark, da jeg også er folketingskandidat.
Hvem er forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?
Jeg vil gerne fremhæve min mor som én, der eksistentielt har fået mig til at fundere over tingene. Jeg beundrer hende for hendes selvstændighed og hendes styrke til at gå imod strømmen, som også viste sig, da jeg blev skabt. Min egyptiske far, som arbejdede i Danmark i en kort periode, skulle hjem og være overhoved for slægten, og det vidste min mor. Alligevel elskede hun ham så meget, at hun ville have et minde om ham, og det blev så mig, selvom hun altså var helt klar over, at hun ville blive enlig mor til endnu et barn, som havde en anden far end de andre børn. Det var ikke ligeså naturligt og nemt i 1970’erne, som det er i dag. Men hun gjorde det alligevel, og jeg er derfor også et souvenir-barn, som jeg kalder det.
Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?
Det er ikke et råd, men en leveregel, som jeg mener at alle burde følge. Jeg er klasselærer for en 5. klasse, som jeg har haft siden 2. klasse, og vi startede med at lave ti regler for god trivsel i klassen.
Men det viste sig hurtigt, at vi kunne klare os med én regel, som vi kalder den røde regel: Du skal behandle andre, som du også selv vil behandles.
Så når nogen bliver kede af det, fordi de er blevet udsat for noget ubehageligt, så behøver jeg kun at spørge, om de fulgt den røde regel. Og så forstår de, hvad det handler om. Men den røde regel gælder ikke kun i en skoleklasse. Det er i hele samfundet, at vi skal behandle hinanden ordentligt, lytte og lære af hinanden. At reglen kaldes den røde regel, har intet med mit politiske ståsted at gøre. Det skyldes blot, at det tilfældigvis var rødt karton, som den blev klistret op på. For ordentlighed kan man møde overalt i det politiske spektrum, ligesom den kan være fraværende overalt. Den kommer som alt andet an på det enkelte menneskes moral.