Lunkenhed er den største fare for kristne, understregede pave Benedikt XVI, da han den 7. oktober åbnede en synode om evangelisering med en messe i Peterskirken.
Vi beder om, at troen må brænde i os, og om at den også må sætte andre i brand, sagde han henvendt til de 262 biskopper, 45 eksperter, 49 repræsentanter for lægfolket og 15 repræsentanter for ikke-katolske kristne, inklusive ærkebiskoppen af Canterbury og den økumeniske patriark af Konstantinopel.
LÆS OGSÅ: Den katolske kirke vokser i Danmark
Synoden, der har et rekordstort antal deltagere fra hele verden, varer indtil i morgen og falder sammen med fejringen af 50-året for det historiske Andet Vatikankoncil, og med indledningen til det pavelige initiativ Troens År. Det hele handler om at få de kristne til at fordybe sig mere i deres tro og at styrke kristendommen, hvor den bliver forfulgt eller marginaliseret. Men det handler også om noget så politisk sprængfarligt som mission. Og ifølge iagttagere er det bemærkelsesværdigt, hvor åbent flere af biskopperne på synoden har talt om mulighederne for at omvende muslimer til kristendommen.
Pavestolens repræsentant i Istanbul, den franske biskop Louis Pelâtre, talte om, at proklamationen af Jesus Kristus er mulig under bestemte omstændigheder. De unge erfarer om kristendommen gennem internettet, sagde biskoppen og noterede, at den katolske kirke kan lære meget af evangelikale protestanters brug af private netværk. Værdien af det indirekte vidnesbyrd blev også fremhævet af Beiruts maronitiske patriark, Béchara Boutros Rai, der pegede på de sociale mediers formidling af gudstjenester og andre kirkelige indslag. Han fremhævede også det eksempel på kristne værdier og overbevisning, der gives gennem katolske skoler, universiteter og hospitaler, der er populære blandt muslimer.
Omvendt gjorde den græsk-melkitiske ærkebiskop i Syrien, Joseph Absi, opmærksom på, at forbindelsen mellem kristendommen og Vesten kan være meget problematisk i den islamiske verden. For selvom moderne kommunikationsmidler har styrket nogle muslimers åbenhed over for kristendommen, er der mange flere, der ukritisk kobler kristendommen med de herskende sociale normer i den vestlige verden.
De fleste muslimer er overbeviste om, at de løsere omgangsformer, udnyttelsen af svage og fattige og den foragt for islam, som de fornemmer fra folk i Vesten, kommer fra kristne, sagde han.
I kirkens missionsbestræbelser er det vigtigt at undgå, at muslimer forveksler kristendommen med Vesten, mente han.
Ikke alle bidrag på synoden har været lige velovervejede. Den ghanesiske kardinal Peter Turksons beslutning om at vise en kontroversiel You-Tube-video om islams fremgang i Europa fik en hård medfart af de øvrige deltagere. Ingen kunne dog komme uden om det grundlæggende drama i mødet mellem kristendom og islam, og at spørgsmålet om konversion er fuldstændig tabubelagt blandt muslimer. Biskoppen af Constantine i Algeriet, den franske jesuit Paul Desfarges, gjorde i sit indlæg opmærksom på omkostningerne ved at gå fra islam til kristendom. Dialogen mellem kristne og muslimer er i dag under pres, forklarede Desfarge, både på grund af islamiske fundamentalistiske strømninger og fordi vi er blevet begunstiget med et antal troende, der kommer fra muslimske familier. Disse mennesker afvises ofte af deres egne slægtninge og må være meget diskrete i deres nye religiøse praksis. Men deres vej mod kristendommen er ofte inspireret af åndelige og menneskelige værdier, de har mødt blandt muslimer, betonede biskoppen og tilføjede: Disse disciple minder os om, at livets dialog er hjertet i evangeliets vidnesbyrd.
Sådan ville de færreste katolske biskopper have udtrykt sig før Andet Vatikankoncils sporskifte. Men i 1960erne blev kirkens traditionelt stejle indstilling til den omgivende verden afløst af en større vilje til dialog og forsoning. I koncilets berømte erklæring om den katolske kirkes forhold til de ikke-kristne religioner, Nostra Aetate (I Vor Tid) fra 1965 fremhæves udtrykkeligt, at man agter islam højt. Og i kirkens strategi for udbredelsen af evangeliet til ikke-kristne fremhæves den kristne mission som en kærlighedsgerning, ikke som religiøs og kulturel ensretning.
Andreas Rude er mag.art. i litteraturvidenskab