Prøv avisen

Katolikker trodser pavens forbud mod aktiv dødshjælp

Det er pavens klare holdning, at aktiv dødshjælp ikke hører til i den katolske kirke og dens institutioner. Foto: ABACA

En række belgiske hospitaler, der er tilknyttet en katolsk broder-orden, nægter at opgive tilbud om aktiv dødshjælp. Sagen er udtryk for det pres, kirken møder fra det omgivende samfund, lyder det fra kommentator, mens dansk katolsk læge advarer mod skred i synet på livet

Meldingen var ellers ganske klar, da pave Frans i august henvendte sig til den belgiske broder-orden Les Frères de la Charité: Aktiv dødshjælp hører ikke til i den katolske kirke og dens institutioner.

Paven gav i samme omgang brødrene nogle ugers frist til at fjerne den mulighed for aktiv dødshjælp, som siden foråret var blevet tilbudt de årligt 5000 psykiatriske patienter på ordenens 15 hospitaler.

Men ordren blev ikke adlydt. I sidste uge offentliggjorde hospitalernes bestyrelse tværtimod en skriftlig erklæring på flamsk, fransk og engelsk, hvori det lød, at den står ved tilbuddet om aktiv dødshjælp. Modsat paven mener bestyrelsen nemlig, at tilbuddet er i overensstemmelse med den katolske kirkes lære.

”Ved at afvise udførelsen af dødshjælp på kristent-inspirerede plejeinstitutioner, kastes de, der beder om det, i armene på parter, som værdsætter autonomi højere end livets ukrænkelighed, eller som måske ikke er så strikse, når det gælder behovet for pleje. Dét vil være at forsage livets ukrænkelighed,” lyder det i erklæringen.

Meldingen har skabt røre i katolske kredse over hele verden, og Vatikanet har nu aftalt et møde med repræsentanter fra broder-ordenen i næste uge. Broder-ordenen har selv beklaget tilbuddet om dødshjælp, men er i mindretal i hospitalsbestyrelsen. Ifølge det katolske netmedie Crux overvejer de nu at trække sig fra samarbejdet med de psykiatriske hospitaler.

Den konsekvens finder katolsk kommentator Andreas Rude meget sandsynlig.

”Hvis ikke kirken vil risikere at blive taget til indtægt for en liberalisering af dødshjælp, må den kræve, at broder-ordenen kapper båndene til sygecentrene. Det er den eneste måde, de klart kan vise, at den nye praksis er forkert,” siger han og tilføjer, at noget lignende skete for nogle år siden i England, hvor den katolske kirke opgav sine adoptionsbureauer på grund af et krav om at tilbyde homoseksuelle par at adoptere.

Når så mange katolikker følger med i den aktuelle sag i Belgien, skyldes det ifølge Andreas Rude, at den er endnu et eksempel på det øgede pres, den katolske kirke møder fra samfundet.

”Denne slags konflikter er typisk for den tid, vi lever i, hvor katolske institutioners værdier kommer i konflikt med det omgivende samfunds. Jo mere sekulariseret et samfund bliver, jo større bliver presset på kirken for at indordne sig,” siger han.

Samme pres oplever den italienske religionssociolog Massimo Introvigne, som peger på, at der de seneste år har været en række sager om katolske universiteter og hospitaler, som er delt mellem statslige regler og Vatikanets direktiver. I mange tilfælde har den katolske kirke forsøgt at bløde sine regler op, men Massimo Introvigne tvivler på, at det vil ske i det aktuelle tilfælde.

”Vatikanet har under pave Frans vist meget mere fleksibilitet end tidligere ved for eksempel at tillade katolske universiteter at have ikke kun skilte og gengifte, men også åbent homoseksuelle undervisere samt undervisere, der kritiserer kirken i forskellige spørgsmål. Der er dog nogle røde streger, der ikke skal krydses. Pave Frans har gentagne gange markeret, at mens der er fleksibilitet i sager om familiespørgsmål og teologi, så er der ikke i spørgsmålet om abort og dødshjælp. Pave Frans afskyr dødshjælp på baggrund af sine sociale tanker, da han mener, at det bruges til at bortskaffe de fattige døende frem for at bruge penge på dem,” siger han.

Formand for foreningen Katolske læger i Danmark John-Erik Stig Hansen ser dog ikke kirkeretslige konsekvenser som det vigtigste i den aktuelle sag.

”I Danmark har vi fulgt sagen tæt, da vi finder det væsentligt at forstå, hvad der kan få de katolsk-funderede læger til at gå så langt. Hvad får dem til at argumentere for aflivning af mennesker, når det er helt almindelig katolsk forståelse, at enhver har ret til livet, og at ingen kan tage livet fra nogen? Det er en helt usædvanlig og forbavsende udvikling, som lader til at skyldes, at befolkningens krav om dødshjælp bliver stærkere. Det betyder, at der er mindre plads til folk med vanskelige og svære liv i samfundet. Det vil vi arbejde imod.”