Katolske og protestantiske elever fortæller sammen om Reformationen

På landets katolske skoler er gensidig forståelse i centrum, når eleverne hører om 500-året for Luthers opgør med pavedømmet i Rom. Et nyt undervisningsmateriale vil gerne bygge bro mellem katolikker og protestanter, som udgør mere end 80 procent af skolernes elever

Francesco Michele er katolik, og Nanna Lysemose er protestant. Men hvorfor den kristne kirke egentlig blev delt for 500 år siden, forstår de ikke rigtigt. Derfor tager de to 14-årige i et nyt undervisningsmateriale på ”road trip” til både Rom og Wittenberg, hvor de får fortalt historien om tiden før, under og efter Reformationen.
Francesco Michele er katolik, og Nanna Lysemose er protestant. Men hvorfor den kristne kirke egentlig blev delt for 500 år siden, forstår de ikke rigtigt. Derfor tager de to 14-årige i et nyt undervisningsmateriale på ”road trip” til både Rom og Wittenberg, hvor de får fortalt historien om tiden før, under og efter Reformationen. . Foto: Danmarks Kirkelige Mediecenter.

I tre små film følger vi et par elever fra 8. klasse, Nanna og Francesco. Nanna er protestant og går på en folkeskole i Ry. Francesco er katolik og elev på en katolsk skole i Aarhus. Nu mødes de to 14-årige for at finde ud af, hvad det var, der skete, da den katolske kirke blev delt i to, og de derfor i dag tilhører hver sin trosretning. Som i en anden roadmovie rejser de først til Rom og siden til Wittenberg for at blive klogere på, hvad der førte til bruddet.

Filmene er en del af et nyt undervisningsmateriale til de ældste elever, som landets 22 katolske skoler har udarbejdet i anledning af årets reformationsjubilæum. Et jubilæum, som for en del katolikker kan være lidt svært at glæde sig over, som Francesco da også formulerer det i filmen:

”For os er det lidt mærkeligt med den fejring, for skilsmisser er ikke normalt noget, man fejrer.”

Ud over filmene får eleverne også bogen ”Fra konflikt til fællesskab”, hvor man har forsøgt at ”oversætte” dokumentet med samme titel fra Det Lutherske Verdensforbund og Det Pavelige Råd for de Kristnes Enhed til et sprog, som kan forstås af unge. Et dokument, der netop har fokus på, hvor meget katolikker og protestanter har tilfælles, og en appel om at lade det fælles være pejlemærke fremover i stedet for kun at have blik på forskellene. Og endelig er der også forberedt særlige økumeniske gudstjenester for skolernes 8.-klasseselever i to af landets domkirker, Roskilde og Aarhus, på onsdag og torsdag, hvor både katolske og folkekirkelige præster og biskopper deltager.

Skoleleder på den katolske Skt. Josefs Skole i Roskilde Thorsten Dyngby har været tovholder for arbejdsgruppen omkring et særligt undervisningsmateriale til eleverne på de katolske skoler. Han er selv protestant, men oplevede, at der var for lidt opmærksomhed på en nutidig katolsk vinkel i den officielle markering af jubilæet i Danmark.

”Jeg synes, der manglede noget, som også tager højde for, at der altså er godt 11.000 katolske elever på katolske skoler i Danmark. Og jeg tænkte, at det kunne være godt for vores elever, at vi præsenterede et materiale, der også omfatter den side af virkeligheden. Med det nye undervisningsmateriale ser jeg muligheden for at være med til at bygge bro mellem det protestantiske og det katolske,” siger Thorsten Dyngby, der har arbejdet med materialet til de katolske skoler sammen med repræsentanter fra både den katolske kirke og folkekirken.

Det økumeniske er i forvejen en del af de katolske skolers hverdag, uddyber han. Over 80 procent af eleverne på de katolske skoler i Danmark er protestanter, og herudover er der en del jødiske og muslimske elever.

”Så vi er på skolerne meget bevidste om vores økumeniske opgave og ansvar. Det ligger i hele vores selvforståelse. Vi er jo nærmest en smeltedigel for det religiøse møde. Derfor er målet med undervisningen om Reformationen heller ikke at fremhæve den katolske lære. Vi har derimod ønsket at fortælle historien blandt andet ved hjælp af to unge, som eleverne kan spejle sig i, og som både får fortalt om årsagen til bruddet og lægger op til et samarbejde og øget forståelse for hinanden. Med en appel til at lade den åbenhed og nysgerrighed også gælde nye religionsmøder,” siger Thorsten Dyngby, der håber, at de katolske skolers undervisningsforløb vil fungere som et væsentligt apropos til den øvrige reformationsfejring herhjemme.

”Og de to gudstjenester i Roskilde og Aarhus er jo næsten et større skridt i retning mod fællesskab end pavebesøget i Lund sidste efterår. For her vil eleverne opleve en meget økumenisk gudstjeneste, hvor der både er elementer fra den katolske messe og den protestantiske gudstjeneste. Med en prædiken, der bliver holdt af både en katolsk præst og en præst fra folkekirken, og hvor det kun er nadveren, vi undlader. Så jeg håber, at vi på den her måde er med til at give vores elever en større viden og bevidsthed om deres tro, men også en stolthed over at kende mere til den historie og tradition, de er en del af.”