Prøv avisen

Katolske præster har ondt i identiteten

Den katolske kirke har netop indledt et officielt år med fokus på præster som Daniel Nørgaard her på 28 år, der har været katolsk præst i København siden 2007. Præsterne har ofte svært ved at få offentligheden i tale, når de gør noget godt. - Foto: Erik Refner

Kirken har selv bidraget til at udvande præstens identitet, siger Vatikanet. De næste 12 måneder er præsternes år

Det kræver sin mand at være katolsk præst i disse år. Svigtende tilgang, sekulariseringen og de mange sexskandaler slider hårdt på dem, der blot søger at passe deres arbejde. Udfordringerne svinger fra verdensdel til verdensdel, men billedet er i bedste fald broget. Præsterne har ondt i identiteten, er konklusionen fra mange sider, og i fredags indledte pave Benedikt XVI så et særligt år med fokus på præsterne og deres ofte vanskelige situation.

Det er ikke blot et symbolsk klap på skulderen.

Pavens tiltag indvarsler initiativer både i Rom og i de enkelte bispedømmer verden over, for Benedikt ønsker at styrke præsternes selvfølelse og at vise verden, at de er helt uundværlige. Men han kræver også en større indsats af præsterne selv. "Virkningen af deres tjeneste afhænger frem for alt af deres stræben efter åndelig fuldkommenhed," fastslog paven, da han i marts præsenterede planerne i Vatikanet.

I katolsk teologi er præsten krumtappen i menighedens møde med Gud gennem kirken og sakramenterne. Men set fra Vatikanets synsvinkel har sekulariseringen og den almindelige samfundsudvikling i nogle tilfælde gjort præsten til eksistentiel hyggeonkel, når han burde være sjælehyrde.

Kirken har selv bidraget til denne proces. Undertiden er det lægfolkets større synlighed og ansvar, der har svækket præstens statur. Andre gange har præst og menighed i fællesskab prioriteret åbenheden over for verden så højt, at de har overtaget samfundets dagsorden. Men set med katolske briller skal kirken som institution netop skille sig ud fra omverdenen. Og i katolsk optik er det stadig præsten, der skal være centrum i sognets religiøse liv.

Det betyder dog ikke, at præstens år skal bruges til at skrue tiden tilbage, reducere lægfolkets rolle eller forskanse sig over for omverdenen, forklarede kardinal Claudio Hummes, der leder Kongregationen for Præsteskabet i Vatikanet, til nyhedsbureauerne. Præsten skal netop "evangelisere med den overbevisning, at det er muligt at bringe evangeliet til dette nye samfund uden at dæmonisere det, uden at ignorere det og uden at blive afskrækket af det."

Præster er dog ikke bare præster, men selv produktet af skiftende omstændigheder. For blot et par generationer siden var præsterne ofte rundet af traditionelle katolske familier og havde lokalsamfundets opbakning.

I dag går unge mænd i Europa og Nordamerika typisk imod strømmen, når de vælger at blive præster. Ofte kommer de fra brudte familier, og tit har de ikke megen religiøs dannelse med hjemmefra. Det har betydning for deres uddannelsesforløb, og i en tale forleden opfordrede den franske biskop Jean-Louis Bruguès præsteseminarierne til at tage højde for det ved at indlede studieforløbet med "en periode - et år eller mere - med begynderundervisning, en "opfriskning" der både er kateketisk og kulturel."

Til gengæld har de nye kandidater skarpere profiler, stærkere individualitet og modet til at skille sig ud. De er børn af sekulariseringen og derfor meget mere optaget af spørgsmålet om religiøs identitet end deres ældre kolleger, mente Bruguès.

Men hvor meget kan man overhovedet nå på et enkelt år? Daniel Nørgaard på 28, der blev viet som katolsk præst i København i 2007, er moderat optimistisk i sine forventninger.

- Jeg håber, at præsterne kan lære at tage sig mere af hinanden, siger han til Kristeligt Dagblad. Og så håber jeg, at verden bliver mere opmærksom på alt det gode, vi gør.

kirke@kristeligt-dagblad.dk

Andreas Rude, mag.art., skriver hver uge om internationale kirkelige forhold i Kristeligt Dagblad.