Prøv avisen
Kirken i verden

Guldmønt af romersk kejser fundet på mark syd for Aarhus

Under ledelse af Moesgaard Museum fandt en metaldetektorfører for nylig denne guldmønt af kejser Tiberius, der hylder kejseren som ypperstepræst og søn af den guddommelige Augustus. En lignende mønt bad Jesus om at få forevist på tempelpladsen i Jerusalem få dage før sin korsfæstelse. – Foto: Moesgaard Museum.

En guldmønt i den jyske muld forbinder vores forfædre med jøder på Jesu tid. Begge folkeslag måtte beslutte, hvad de ville med kejseren og hans mønt: handel eller krig?

På en mark syd for Aarhus skal der bygges en vej mellem Beder og Bering. Den slags anlægsarbejder sender straks arkæologerne af sted med skovle og metaldetektorer, inden asfalten forsegler levn fra vores fælles fortid, og nu har Moesgaard Museum offentliggjort fundet af en guldmønt af den romerske kejser Tiberius. Den lå og puttede sig lige dér i den jyske muld.

Det er kun tredje gang, en mønt af den kejser, der regerede Rom, da Jesus var voksen, er fundet i Danmark. Den er godt slidt og i øvrigt også klippet til, sikkert for at få værdien til at passe præcist med en eller anden betaling.

I antikken blev mønter brugt, som politikere bruger Twitter i dag: til at cirkulere vigtige budskaber hurtigst muligt. Kunne man lidt latin i det jyske, ville denne mønts budskab heller ikke være til at tage fejl af. På forsiden ser vi Tiberius selv omkranset af en indskrift, der hylder ham som kejser og søn af den guddommelige og højtærede Augustus. På bagsiden tituleres han ”pontifex maximus”, det vil sige ypperstepræst. Samtidig ser vi en siddende kvinde med et sværd i den ene hånd og en gren i den anden, der fra andre mønter med samme motiv lader sig afkode som den romerske gudinde for fred, Pax, med en olivengren. Måske møntens jyske modtager tænkte mest på guldets værdi, men faldt øjet på møntens prægning, var budskabet svært at undgå: Tiberius gjorde krav på at være fredens opretholder og porten til gudernes verden.

Og der var problemet. Fra Judæas tørre bakkelandskab til Jyllands våde lerjord. Så lidt, der end forbandt disse to egne på dette tidspunkt, var deres folk dog fælles om én ting: spørgsmålet om, hvad man skulle gøre i forhold til Rom og deres ”romerske fred”. Handle eller slå imperiet tilbage?

Længe før den store jødiske krig mod Rom, der i år 70 førte til templets ødelæggelse, havde forskellige jødiske grupperinger bekæmpet hinanden over dette spørgsmål. Nogle valgte samarbejde, mens andre valgte sværdet. Som for eksempel i år 6 e.Kr., da romerne afsatte Herodes den Stores søn, Arkelaos, som fyrste over Judæa for selv at overtage administrationen af området og sende skattebetalingen direkte til de romerske kasser. Det fik oprøreren Judas fra Galilæa til at gribe til våben og lede an i et blodigt oprør. Ræsonnementet var enkelt: Du kan ikke tage ”kejserens mønt” i din hånd og betale skat uden samtidig at anerkende kejseren som ”herre” og dermed have andre guder end Israels Gud alene.

Selvsamme spørgsmål sitrede i baggrunden, da Jesus få årtier senere på tempelpladsen få dage før sin korsfæstelse irriteret bad en gruppe af herodianere og farisæere om at vise ham ”kejserens mønt”. Nu hed kejseren i Rom Tiberius, og selvom forsamlingen kun kunne fremskaffe en version i sølv, var budskabet det samme som på guldmønten i den jyske muld: kejserens mønt forkyndte kejserens magt. De jødiske ledere ville vide, om Jesus mente, man skulle betale skat til Rom eller ej. Hvad ville han svare? Nej – og opildne til oprør som Judas? Ja – og underkaste sig som herodianerne?

”Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er,” lød svaret, der lukkede munden på spørgerne.

Skifter vi til vores breddegrader sitrede spørgsmålet også længe i luften. Skulle de germanske folkestammer samarbejde med Rom eller gøre oprør? Nogle ville det ene, andre det andet, og til sidst skar sværdet igennem. Til romernes chok blot med det præcist modsatte resultat. Dybt inde i de tyske skove syd for Bremen fandt der i år 9 e.Kr. et slag sted, der fik afgørende betydning for vores del af Europas historie. Havde romerne vundet, kunne de have fremskudt deres grænse fra Rhinen til Elben og, hvem ved, snart efter til Kongeåen eller Gudenåen, hvis de gad. Men nu tabte de noget så eftertrykkeligt, at arkæologerne den dag i dag finder våben i skovbunden fra de tre legioner af romerske soldater, der blev hugget ned til sidste mand af den tyske høvding Arminius og hans folk.

Kejseren under det slag var Tiberius’ adoptivfar, Augustus. Ifølge romerske kilder blev han så forfærdet, at man år efter kunne høre ham jamre: ”Giv mig mine legioner tilbage.” Han forsøgte aldrig en ny fremrykning, og da Tiberius fem år efter overtog tronen, turde han heller ikke andet end at sikre Rhinens bastioner.

Det vil sige, han gjorde en ting mere: forsøgte sig med fremskudte handelsstationer. Det er her, ”kejserens mønt” fundet på marken syd for Aarhus kommer ind i billedet. Mens de i Israel på samme tid var knap så heldige og måtte svare skat til de romerske sejrsherrer, kunne dem med jysk muld under fødderne nøjes med at handle. Og skal man tro den afklippede version af Tiberius’ mønt, blev der også dengang pruttet, til prisen var præcis.

Morten Hørning Jensen er lektor på Menighedsfakultetet og redaktør af det arkæologiske tidsskrift TEL.