– Hendes store ønske var at komme til at hvile ved sin elskede mands side, når tiden var inde. Det er dette ønske, der nu vil blive opfyldt.
Sådan afsluttede Poul Kulikovsky, tipoldebarn af Kejserinde Dagmar, sin tale ved mindehøjtideligheden i Roskilde Domkirke i lørdags.
Efter en kort pause, hvor han lod blikket vandre gennem den fyldte, efterårspyntede kirke, vendte han sig mod kisten i et diskret, ømt buk og satte sig så tilbage på sin plads hos de øvrige medlemmer af Romanov-slægten ved kistens højre side.
Familien var mødt talstærkt op for at følge kejserindens rejse mod det land, hun til det sidste ønskede at blive stedt til hvile i.
Det ønske er vandret fra Dagmar selv ned gennem slægtleddene, fortalte en sortklædt Xenia Nielsen, barnebarn af storfyrstinde Olga og dermed Dagmars oldebarn.
– Hun gik ind i både Rusland og sit ægteskab med liv og sjæl. Men der var mange år, hvor ingen i familien snakkede om, at hun ønskede at vende tilbage, fordi situationen i Rusland ikke tillod det, forklarede hun.
Netop derfor blev Xenia Nielsen også særlig rørt over domprovst Jens Arendts ord fra Prædikerens Bog: "Alt har sin stund og hver en ting under himmelen sin tid", sagde han og fortsatte: "tid til at elske og tid til at hade, tid til krig og tid til fred."
Også Xenia Nielsen havde brug for tid, da hun skulle forklare, hvorfor Arendts ord i så stor grad bevægede hende – det krævede et par dybe indåndinger at finde stemmen.
– Det var jo netop det at kunne komme tilbage, hun ventede på, og har ventet på siden sin død. At tiden er kommet nu, gør mig rørt og glad, forklarer kejserindens oldebarn.
Når der skulle gå så mange år, før zarmoderen kunne vende tilbage til sit andet fædreland, skyldtes det de forhold, der tog fart med den russiske revolution. Dagmar måtte flygte og bosætte sig i Danmark, hvor hun også blev begravet langt fra den mand, hun elskede.
Kejserinde Dagmar – eller Maria Fedorovna, som hun efter brylluppet med den kommende Alexander III kom til at hedde – fik ellers en ulykkelig begyndelse på sit ægteskab og livet i Rusland. Oprindelig var hun forlovet med Alexanders bror, Nikolaj, der efter at have set den danske prinsesse både i virkeligheden og på billeder, på afstand havde forelsket sig i hende. Efter at de to på hans opfordring mødte hinanden, forelskede Dagmar sig også dybt i ham. Men efter et halvt års forlovelse døde Nikolaj af meningitis. Dagmar bar sorg i næsten et år, før Alexander bad om hendes hånd. De vidste begge, at det var deres pligt at blive gift, og sådan blev det.
– Det var et arrangeret ægteskab, men det udviklede sig til stor kærlighed for dem begge, fortæller Xenia Nielsen og fortsætter ivrigt:
– Alexander var en stor, godmodig mand, og Dagmar en lille kvinde. De var modsætninger, men de supplerede hinanden fantastisk godt, og jeg ved fra min farmor, at de elskede hinanden utrolig højt.
Netop derfor var lørdag ikke en sorgens dag for Romanov-slægten, selv om de indbyrdes var blevet enige om at bære sort, fortæller Xenia Nielsens datter, Vivian Andersen.
– Vi var blevet enige om sort, fordi det er en slags begravelse. Men det er en glædelig dag, for nu bliver Dagmar endelig forenet med sin elskede mand, forklarer hun, der under ceremonien havde svært ved at tro, at ønsket om at få Dagmar hjem til Rusland endelig var blevet virkelighed.
Og da tidspunktet for Dagmars endelige afsked med Roskilde Domkirke oprandt, blev kirken tavs. Alle 800 gæster så op mod kisten, prydet af det gule zarflag. I det den blev løftet op, satte orgelet ind, og et uhørligt sus gik gennem kirken, mens kisten langsomt blev båret mod det varme solskin udenfor domkirken.
Langsomt og i flok fulgte Romanov-familie kisten til orgeltonerne, der svang sig mod kirkeloftet, og uden for fulgte de alle kisten med øjnene, til ligvognen med retning mod København var ude af syne.
– Jeg synes, det var overvældende smukt og meget værdigt, lød det stille fra Xenia Nielsen.
– Hvis hun kunne se ned på os, så ville hun have godtaget denne afsked. Og vejret var med os – Dagmar må have gjort det godt, siden hun fik sådan en smuk rejse, lo hun.
Dagmars hjemfærd
**Tirsdag: Kejserindens kiste bliver overført fra det danske orlogsfartøj, Esbern Snare til et mindre russisk skib, der vil sejle den det sidste stykke til slottet Peterhof uden for Skt. Petersborg. Her fører en dansk-russisk æresgarde kisten i land, hvorefter den officielle modtagelse ved Skt. Petersborg guvernør finder sted. Herefter bliver kisten ført til det nærliggende Alexander Nevsskij-kapel.
uOnsdag: Russerne får mulighed for at se den hjemvendte kejserindes kiste, når der åbnes for offentlig adgang til Alexander Nevskij-kapellet.
**Torsdag: Kejserinde Dagmars kiste føres i kortege fra Alexander Nevskij-kapellet til Paradepladsen ved Katarina Paladset i Skt. Petersborg. Her holdes en kort ceremoni, inden kortegen fortsætter til Isaak-katedralen, hvor der afholdes gudstjeneste under ledelse af patriarken for den russisk-ortodokse kirke, Alexey II. og med deltagelse fra blandt andre det danske kronprinsepar. Herefter føres kejserindens jordiske rester under musikledsagelse af den kongelige livgardes musikkorps og det russiske Admiralitetsorkester til Peter og Paul-katedralen, hvor genbegravelsen vil finde sted.