Kendere undrer sig over Danmissions syn på islamdebat

Forfølgelsen af kristne i Mellemøsten hænger sammen med, hvad der sker for muslimer i Europa, mener Danmissions generalsekretær. Men den udlægning vækker hovedrysten

Danmission er en kristen missionsorganisation, hvis formål er at deltage i Guds mission, siger Danmissions generalsekretær Jørgen Skov Sørensen
Danmission er en kristen missionsorganisation, hvis formål er at deltage i Guds mission, siger Danmissions generalsekretær Jørgen Skov Sørensen . Foto: Danmission.

Man kan hjælpe forfulgte kristne i Mellemøsten på mange forskellige måder, men næppe ved at ændre i, hvordan vi taler om muslimer og islam i Danmark.

Sådan lyder budskabet fra adskillige missionsselskaber, der alle arbejder med at hjælpe forfulgte kristne, efter at en større debat har rejst sig om Danmissions syn på arbejdet blandt kristne i Mellemøsten.

Debatten begyndte, efter at Danmissions generalsekretær, Jørgen Skov Sørensen, i forrige uge i Kristeligt Dagblad advarede om, at hjælp til forfulgte kristne ikke må føre til en forrået debat om islam i Danmark. Senere har han uddybet sin holdning yderligere i en kommentar på Danmissions facebook-side:

”Forfølgelsen af kristne i Mellemøsten kan ikke ses isoleret fra den hårde tone, vi oplever i islamdebatten i Danmark. Jo mere sort/hvid, vi taler om kristne og muslimer i Danmark og resten af Europa, jo mere sort/hvid bliver situationen i Mellemøsten. Angreb på muslimer i Europa bruges til at legitimere angreb på kristne i Mellemøsten.”

Den analyse finder De Konservatives udenrigsordfører, Naser Khader, så besynderlig, at han iet debatindlæg i dagens Kristeligt Dagblad efterlyser dokumentation for påstanden.

”Jeg har svært ved at forestille mig, at de forfulgte kristne vil høre fra deres bødler og forfølgere, at de refererer til den danske islamdebat som begrundelse for den brutalitet, de udsættes for,” skriver Naser Khader.

På samme måde har flere andre missionsselskaber, der arbejder med forfulgte kristne i Mellemøsten, svært ved at genkende Danmissions analyse.

”Vi har rigtig mange års erfaring med at hjælpe forfulgte kristne. Og i de år har vi aldrig kunnet se, at den hjemlige debat om islam skulle have spillet en rolle. Hverken i de år, hvor islam har fyldt meget eller lidt i debatten,” siger Golriz Ghozati, konstitueret generalsekretær for organisationen Åbne Døre.

Heller ikke Henrik Ertner Rasmussen, generalsekretær i Dansk Europamission, kan følge Danmissions sammenkobling mellem islamdebatten og kristnes situation i Mellemøsten.

”Forfølgelsen af kristne har stået på over rigtig mange år og begyndte lang tid før, vi overhoved begyndte at debattere islam i Danmark. Det er nogle andre ting, der er på spil. Og derfor er det også en meget mere direkte hjælp, de kristne har brug for, end at vi ser på debatniveauet,” siger han.

Hos den internationale katolske hjælpeorganisation Aid to the Church in Need er den britiske pressechef, John Pontifex, netop vendt hjem fra et besøg hos fordrevne kristne i Mellemøsten. Ifølge ham er der andet, der står højere på ønskelisten hos de forfulgte kristne end en bedre islamdebat.

”De kristnes hovedbekymring er, at Vesten stadig ikke forstår deres situation. De oplever, at Vesten ikke anerkender den vold, de har lidt under fra ekstremistiske militanter, der kalder sig muslimer og bruger religionen til at gennemføre deres hadske angreb. Disse ekstremister har direkte sagt, at de ønsker kristne ud af regionen,” siger han.

Derfor mener John Pontifex, at den vigtigste opgave i forhold til forfulgte kristne er at fortælle om deres situation. Når den historie er fortalt og bredt accepteret, er der grundlag for en debat om, hvordan man kan forbedre forholdet mellem kristendom og islam.

Jørgen Skov Sørensen fra Danmission holder dog fast i, at debatten i Danmark i høj grad er oplagt at fokusere på, når det handler om forfulgte kristne.

”Jeg synes, at hele tegning-krisen er et meget godt eksempel på, hvordan noget, der bliver tegnet eller sagt i Danmark, kan få store konsekvenser i udlandet. Der var kirker, der blev nedbrændt for eksempel i Vestafrika i forbindelse med den sag,” siger han.

Jørgen Skov Sørensen tilføjer, at debatten i Europa dog kun skal ses som en del af forklaringen på, hvad der sker for kristne i Mellemøsten.

”Men hvis vi graver grøfter mellem religiøse grupperinger, vil det også kunne virke forstærkende for polariseringen i Mellemøsten. Derfor har vi et ansvar i vores del af verden for at tale godt om, hvad moderate muslimer for eksempel gør af gode ting for samfundet i Danmark,” siger han.