Hans forældres hus var nærmeste nabo til kirkegården i Lemvig, og den nu 45-årige Per Ahlmann husker barndomstidens betagelse over de mange personlige gravmonumenter fremstillet på Torvald og Eigil Wester-gaards sten- og billedhuggeri i Lemvig som satte præg på kirkegården.
LÆS OGSÅ: De har bestilt deres gravmæle
Min mors og fars soveværelse vendte lige ud til kirkegården. Den var derfor en helt naturlig og altid tilstedeværende del af mit barndomsmiljø, fortæller Ahlmann.
Nu, som anerkendt kunstner, arbejder han selv med personlige og alternative gravmæler. Det er hans bud på en højnelse af den danske kirkegårdsskulptur, og samtidig er han del af en generel tendens i tiden, hvor gravmælerne eller gravminderne bliver mere og mere individuelt præget. Således oplyser en af de store leverandører på området, Danske Stenhuggerier, der har 80 afdelinger landet over, at omkring hver tredje gravsten i dag får en unik prægning.
Per Ahlmann ser det som et udslag af, at vi i dag selv skaber vores identitet, og denne tendens rækker altså helt til døden.
For mange er det ikke længere nok at være del af et fællesskab. I dag brander vi os mere som individer på godt og ondt og det slår så også igennem i kirkegårds- og begravelseskulturen.
Kirkegården har altid afspejlet tiden, tilføjer han, og i tidens trend ligger samtidig et opgør med en lang periode, hvor gravsteder helst skulle være så anonyme og upersonlige som muligt.
Det er jo også lidt af det samme, der gør sig gældende, når folk lægger legetøj og personlige effekter på en grav. Det er måske ikke smukt, men kan for nogle udgøre en vigtig del af deres sorgarbejde.
Selv var Per Ahlmann på forkant med udviklingen, da han i 1995 udførte sit afgangsprojekt fra Kunsthåndværkerskolen i Kolding. Det metaforiske mindemærke hed det og omfattede hans bud på fem højst individualistiske gravminder, tænkt i keramik og andre materialer, hvor han i de enkelte værker forsøgte at omsætte den pågældendes livshistorie i et skulpturelt formsprog.
Blandt de fem var modellen til et gravmæle over ham selv, som blev skabt, efter at han havde fået venner og bekendte til at sætte ord på sin person. Ud af det kom kunstværket Den selvstændige men sårbare, som i dag er udstillet i Funebariet i København. Mindesmærket kombinerede materialerne træ og bronze, og en af tankerne var her, at træet ville være nedbrudt og forsvinde i løbet af 25-50 år og dermed skabe kontrast til evigheden.
Per Ahlmann regnes i dag blandt den nye generation af keramikere, der bygger videre på kunsthåndværkets traditioner, men bruger leret som et kunstnerisk udtryksmiddel. Han har i år fået tildelt et arbejdsstipendium fra Statens Kunstfond, og nogle af hans frit fabulerende skulpturer indgår frem til den 25. september sammen med værker af 18 andre udvalgte svenske, norske og danske keramikere i udstillingen Fortællespor på Danmarks Keramikmuseum i Middelfart.
I begrundelsen for arbejdsstipendiet fra Statens Kunstfond anføres blandt andet, at Per Ahlmann fremtræder som noget så sjældent som en keramisk skulptør, der er fuldkommen ét med sit materiale. Form, indhold, glasur og farve kan simpelthen ikke tænkes uden hinanden.
Hans frie skulpturer er fantasifulde og vildtvoksende. I udformningen af sine gravmæler dyrker han en mere afdæmpet stil.
Der er jo mange muligheder i keramikken, og et keramisk gravmæle må godt være flot i form og glasur, men det må ikke blive outreret i forhold til den øvrige kirkegårdskultur. Det skal derimod matche den, i respekt for den mindekultur, det er en del af.
Per Ahlmann har gennem årene haft bestillinger på flere individuelle gravmæler. Foruden de individuelle gravminder, der bliver til efter indgående samtaler og drøftelser med bestilleren, er han nu i gang med at videreudvikle sin idé om produktion af gravmæler i mindre serier.
Det bliver sådan lidt i retning af, hvad man i sin tid oplevede i den danske møbelindustri, hvor det ikke bare gjaldt om at masseproducere så meget og så billigt som muligt, men hvor der blev lagt vægt på det gode håndværk, siger han.
På hjemmesiden gravminder.net, der er under opbygning, kan ses flere af hans forslag. Selv finder han det naturligt, at man i levende live tænker over sit gravminde, og han tror, at det måske kan give anledning til, at børn og forældre kan få en god snak om døden og det liv, de har haft sammen.
Indtil gravmindet skal i brug, kan det stå som et kunstværk i haven, foreslår Per Ahlmann.
Det oplevede man jo også i gamle dage, når en landmand valgte en marksten, som han fik kørt hjem til gården. Så man også på den måde, ved daglig omgang, får et tæt forhold til den skulptur, som engang skal pryde ens gravsted.